Californiens mest populære nationalpark er uden overdrivelse Yosemite Nationel Park tre timers kørsel fra San Francisco. Parken tiltrækker hvert år op mod fire millioner turister. Det store antal besøgende er imidlertid også Yosemites akilleshæl, da Yosemites infrastruktur har svært ved at klare de mange gæster. Lange bilkøer og tætpakkede vandrestier er ofte scenariet i højsæsonen i juni, juli og august. Alternativet er at besøge Yosemite i det tidligere forår eller om efteråret.
Hoteller i El Portal lige vest for Yosemite National Park
Hoteller i Fish Camp lige syd for Yosemite National Park
Hoteller i Mariposa sydvest for Yosemite National Park
Hoteller i Oakhurst syd for Yosemite National Park
Fakta om Yosemite National Park:
Åbningstider: Hele året døgnet rundt
Entré (gælder en uge) 20 dollars pr. bil
National Park Pass (gælder et år) 80 dollars pr. bil
Parkens areal: 3.080 kvadratkilometer
Højeste vandfald: 739 meter (Yosemite Falls)
Længde på Yosemite Valley: 13 kilometer
Geologisk særpræg: Bjerge, vandfald, frodige dale, sequoiatræer
Geografisk placering: Det centrale østlige Californien
Kort over Yosemite National Park på Google Maps
Yosemite Valley er Yosemite’s hjerte
Selvom Yosemite National Park spreder sig over et gigantisk område, er det den frodige og smukke Yosemite Valley, der er hjertet i Yosemite og som tiltrækker sig hovedparten af turisternes opmærksomhed. Det er her, du kan opleve nogle af de berømte vandfald, der med enorm kraft plasker ned i dalen, når smeltevandet fra Sierra Nevada bjergene om foråret sender tonsvis af vand ned i Yosemite Valley.
Det gælder ikke mindst det to-delte Yosemite Falls, der består af et øvre og et nedre vandfald, der er særdeles kraftfuldt om foråret – og noget mere afdæmpet om efteråret. Med sine i alt 739 meter er det det højeste i Nordamerika. Også brudesløret – Bridaveil Fall – er en sikker vinder. Det kan både opleves helt tæt på – eller på afstand fra parkeringspladsen ved Tunnel View. Tunnel View ligger på hovedvejen syd ud af Yosemite.
Yosemite Valley opstod, da istidens gletchere udhulede dalen, inklusiv en række mindre dale, der alle munder ud i Yosemite Valley med hver deres vandløb og vandfald.
El Capitan og Half Dome
Yosemite er også verdensberømt for sine karakteristiske klipper med El Capitan og Half Dome som de mest prominente. El Capitan er en nærmest lodret klippe, der som en magnet tiltrækker utallige klatrere hvert år. Du skal være meget uheldig, hvis du ikke kan spotte nogle af vovehalsene på El Capitan – hvs vejret ellers er godt.
Half Dome inde i bunden af Yosemite Valley er mere tilgængelig for almindelige mennesker. Half Dome kan opleve til fods, hvor du på en dagstur på egen hånd kan vandre op på toppen af den karaktisktiske klippe på en forholdsvis stejl vandresti – ved hjælp af kabler. Handsker anbefales.
Der er tale om en heldagstur på over 20 kilometer for de mere øvede. Alligevel er turen så populær, at du nu skal forhåndsreservere en tilladelse til overhovedet at få lov til at gå op på toppen af Half Dome. Det sker af sikkerhedshensyn, da flere personer de senere år er styrtet ned fra stien p.g.a. trængsel. Mere info om booking af tilladelser til vandre op på Half Dome på www.recreation.gov
Glacier Point og Tioga Road
Yosemite er meget andet end Yosemite Valley. En af de mest populære udsigtspunkter i Yosemite er Glacier Point, der ligger 975 meter over bunden af Yosemite Valley – i 2.200 meters højde. Fra Glacier Point har du en fantastisk udsigt over hele dalen. Vejen op til Glacier Point er 16 miles/ 26 kilometer lang, og du skal beregne en lille times kørsel for at nå op til toppen. Bemærk at Glacier Point Road er lukket hele vinterhalvåret p.g.a. sne. Den åbner normalt først i slutningen af maj eller begyndelsen af juni – afhængig af snemængderne.
Tioga Road skærer sig vej gennem den nordlige og østlige del af Yosemite og går tværs gennem parken over Sierra Nevada bjergene – og kommer ud på den anden side af bjergkæden, hvor du kan køre videre til fx Las Vegas. Tioga Road er 64 miles/ 103 kilometer lang, og du skal beregne cirka tre timer, hvis du også vil nyde turen undervejs.
Tioga Road – der er en del af California Highway 120 – er også lukket af sne en stor del af året, da vejen på det højeste sted (Tioga Pass) når helt op i 3.000 meters højde. Derfor åbner Tioga Road først for trafik i slutningen af maj eller starten af juni. Nogle år er man nået helt frem til starten af juli, før Tioga Road kunne åbnes p.g.a. af snemængderne i bjergpassene og lavinefare.
Du kan tjekke aktuelle vejforhold og forventede åbningsdatoer for vejnettet i Yosemite National Park på nedenstående side, som National Park Services opdaterer løbende – bl.a. info om vejarbejder – www.nps.gov/yose/planyourvisit
Marisposa Grove – Yosemite’s sequoiatræer
Yosemite har også en lille andel af sequoia træer. De findes i Marisposa Grove i den sydlige del af Yosemite, tæt ved den sydlige indgang til parken. Her kan du få en smagsprøve på de gigantiske og tykke træer via en natursti rundt i Mariposa Grove. Om sommeren kører der desuden shuttelbusser rundt i området.
Det skal dog siges, at sequoia træerne i Mariposa Grove kun en smagsprøve på “den ægte vare” som du finder i Kings Canyon og Sequoia National Park cirka tre timers kørsel syd for Yosemite. Hvis du vil opleve de helt store kæmper, må du en tur til Kings Canyon og Sequoia National Park
Yosemite Village og parkens besøgscenter
Yosemites store besøgscenter ligger i Yosemite Village (nede i selve Yosemite Valley) og består af et besøgscenter, et wilderness center (med info og salg af “wilderness permits” til de aktive friluftsfolk), et lille museum om Yosemite samt Ansel Adams Gallery – et galleri der hylder fotografen Ansel Adams.
Ansel Adams brugte det meste af sit liv på at tage fotos i Yosemite. I Ansel Adams Gallery kan du købe fotos, bøger, plakater, m.v. Det dyreste foto, der var til salg, da jeg besøgte Ansel Adams Gallery, kostede 45.000 dollars – men så var det også et originalprint, fremkaldt af mesteren selv.
Bag ved besøgscenteret med boghandel og souvenirbutik, ligger der en biograf, der hver halve time viser en film, der kort præsenterer Yosemites historie, geologi, fauna, dyreliv, m.v. Se filmen, da den er en fin introduktion til Yosemite.
Bilkørsel og transport rundt i Yosemite
Takket være sin beliggendehed kun tre timers kørsel fra San Francisco, er Yosemite nærmest et fluepapir af turister om sommeren. Og da vejene i parken kun har begrænset kapacitet, bør du for din egen skyld undgå Yosemite i weekender om sommeren og på amerikanske helligedage. Her vrimler det med turister, og bare det at finde en parkeringsplads kan være et mareridt. Vejen nede i Yosemite Valley er ensrettet fra syd mod nord mod uret, for at undgå trafikkaos.
For at begrænse mængden af biltrafik, kører der shuttelbusser rundt på forskellige ruter. Busserne kører i pendulfart mellem de forskellige seværdigheder, og de er gratis at benytte, så brug dem, så du undgår at bruge tid på at holde i kø og finde parkering. Og kom tidligt – gerne inden kl. 9 – så du undgår de værste bilkøer ved indgangene til Yosemite.
Overnatning inde i Yosemite
Der findes adskillige muligheder for at overnatte inde i Yosemite, men det kræver, at du er ude i rigtig god tid – ihvertfald i højsæsonen fra medio juni til slut august. Du skal med andre ord booke overnatning i god tid hjemmefra – og her taler vi flere måneder i forvejen. Du kan både vælge mellem klassiske lodges, teltlejre og forskellige campgrounds over hele Yosemite – både i nærheden af vejene og langt oppe Sierra Nevada bjergene.
For at starte med de klassiske logdes, så findes der tre lodges i Yosemite: Det luksuriøse Ahwahnee Hotel (opkaldt efter den indianerstamme, der oprindeligt boede i Yosemite Valley), det knapt så dyre Yosemite Lodge at the Falls, også i selve Yosemite Village og endelig Wawona Hotel ikke langt fra den sydlige indgang til parken, men stadig inde i selve parken. Wawona Hotel har bevidst fravalgt telefon og tv på værelserne, så du fokuserer på Yosemites smukke natur.
Er du til campgrounds uden at skulle slæbe teltet med selv, er teltlejren Curry Village et godt bud. Curry Village ligger i selve Yosemite Valley og byder på overnatning med motelstandard i enten værelser eller i et af de mange canvas telte, som teltlejren består af. Curry Village er et godt udgangspunkt, hvis du fx vil vandre op på toppen af Half Dome.
Langs Tioga Road i den nordlige del af Yosemite findes der to muligheder for overnatning, dels i White Wolf Lodge, der er en kombination af hytter og canvas telte, dels Tuolome Meadows Lodge oppe i højderne i den østlige del af Yosemite, hvor du også kan leje canvas telte. Hertil kommer lang række campgrounds over hele Yosemite, for dem der selv medbringer telt eller autocamper. Endelig findes der flere campgrounds med canvastelte oppe i bjergene, der kun er tilgængelige til fods.
Overnatning uden for Yosemite
Uden for Yosemite er der også masser af muligheder for overnatning i forskellige prisklasser, afhængig af hvor tæt på Yosemite, du ønsker at bo. Ved den sydlige indgang til Yosemite finder du den lille by Fish Camp med en række hoteller i den lidt dyrere ende af skalaen. Det samme gælder den lille by El Portal tæt på den vestlige indgang til Yosemite. Ved den nordlige indgang finder du den lille hyggelige by Groveland med et par overnatningsmuligheder.
Kører du en lille time fra Yosemite mod syd eller vest, dukker byer som Oakhurst, Mariposa eller Midpines op, hvor priserne på overnatning er noget lavere. På den østlige side af Sierra Nevada bjergene – for enden af Tioga Road – ligger byen Lee Vining som indgangsby til Yosemite med enkelte moteller. Husk: Tioga Road er kun åben om sommeren!
Hoteller i El Portal lige vest for Yosemite National Park
Hoteller i Fish Camp lige syd for Yosemite National Park
Hoteller i Mariposa sydvest for Yosemite National Park
Hoteller i Oakhurst syd for Yosemite National Park
www.nps.gov/yose – National Park Service guide til www.nps.gov/yoseYosemite
Rejsetips fra brugerne – Yosemite:
• Anne Laugesen: Når man skal besøge Yosemite National Park i Californien, kan det varmt anbefales at køre ind i parken fra østsiden via Tioga-passet kort efter forårsåbningen, hvor der er godt gang i smeltevandet i de mange vandfald. Inden man kører ind, bør man tage sig tid til at se den basiske saltsø Mono Lake ved U.S. 395 øst for Yosemite. Forlad hovedvejen og kør ad den cirka 5 miles lange sidevej til South Tufa syd for Mono Lake, hvorfra man får et smukt kig til de fascinerende tufa-formationer langs søens bred.
Desuden bør man gøre stop i den lille by Lee Vining, som ligger lige der, hvor California Highway 120 går mod vest og ind gennem Yosemite. Her ligger den usædvanlige og skønne Whoa Nellie Deli i Tioga Gas Mart, hvor de laver skøn delimad – fx de verdensberømte fish tacos. Inde i Yosemite venter der mange betagende oplevelser. En af de største, var for mit vedkommende en gåtur ad stien hen til foden af Bridal Veils-vandfaldet, hvor man kan nyde synet af en masse regnbuer i ”støvregnen” fra vandfaldet.
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
