I kraft sin enorme popularitet findes der masser af overnatning ved Yosemite National Park. Har I planer om at overnatte inde i parken, skal I dog være tidligt ude, for parkens hoteller og øvrige overnatningsfaciliteter bliver hurtigt udsolgt, når det gælder højsæsonen fra midten af juni til midten af august. Vil I overnatte inde i selve parken om sommeren, bør I allerede booke i januar, februar eller marts. Nedenfor får I et overblik over overnatningsmuligheder inde i Yosemite.

Hoteller i El Portal vest for Yosemite National Park
Hoteller i Mariposa sydvest for Yosemite National Park

Hoteller i Fish Camp syd for Yosemite National Park
Hoteller i Oakhurst syd for Yosemite National Park
Hoteller i Lee Vining øst for Yosemite National Park
Hoteller i Mammoth Lakes sydøst for Yosemite

Klassiske hoteller i Yosemite Valley
De lokalkendte naturelskere foretrækker at overnatte inde i selve Yosemite, da man så slipper for at skulle køre frem om tilbage mellem nationalparken og ens hotel. Yosemite Valley er parkens ”centrum”, og her ligger hovedparten af overnatnings faciliteterne inde i selve Yosemite. Bemærk i den forbindelse, at de fleste overnatnings steder inde i Yosemite fik nye navne i foråret 2016, da den hidtidige operatør af parkens hoteller stoppede og blev erstattet med en ny operatør, som gav de fleste hoteller og overnatningssteder nye navne.

For at starte i den luksuriøse afdeling, er det klassiske hotel Majestic Yosemite Hotel, (tidligere kendt som The Ahwahnee)  luksuslodgen i selve parken, og Majestic Yosemite Hotel er klart det dyreste hotel inde i parken. 123 lækre værelser og en afsides beliggenhed væk lidt fra de mange turister gør Majestic Yosemite Hotel til en ekstraordinær hoteloplevelse.

Lidt i samme afdeling, men trods alt knap så upscale er Yosemite Valley Lodge (tidligere kendt som Yosemite Lodge at the Falls). Også et rigtigt lækkert hotel med store panoramavinduer fra restauranten ud mod naturen og i gåafstand fra alle faciliteter i Yosemite Valley. Hotellets 245 værelser er bl.a. placeret i hyggelige træbygninger rundt omkring selve hovedbygningen, men Yosemite Valley Lodge er et rigtigt hotel med bad på alle værelser, o.s.v.

Økonomi overnatning i Yosemite Valley
At det ikke behøver at koste kassen at overnatte i Yosemite Valley er de to teltlejre Half Dome Village (tidligere kendt som Curry Village) og Housekeeping Camp gode eksempler på. Der er ikke tale om hoteller, men teltlejre, hvor I overnatter i små canvas telte med rigtige senge – men med fælles bade- og toiletfaciliteter.

Om sommeren er det ikke noget problem at holde varmen, men i april og maj samt i september og oktober, kan det være en god ide at leje et opvarmet telt, da der er koldt i Yosemite om natten. Og der er altså tale om canvas telte, så hvis naboen snorker eller på anden måde larmer, kan I høre det.

I skal altså være klar til en campingoplevelse, og ikke forvente hotelstandard i hverken Half Dome Village og Housekeeping Camp. Til gengæld er placeringen perfekt midt i Yosemite Valley, og prisen er også ganske rimelig. Og så bor I altså midt ude i naturen. Men værd ude i god tid – gerne op til et halvt år i forvejen, hvis det er juli måned, vi taler om. Ellers er der udsolgt.

Wawona Hotel i det sydlige Yosemite
Det er ikke kun i Yosemite Valley, der ligger hoteller inde i selve parken. Big Trees Lodge (tidligere kendt som Wawona Hotel) i den sydlige del af parken ikke langt fra Mariposa Grove med sequoia træerne er et klassisk parkhotel som man byggede dem tilbage i starten af 1900-tallet.

Vi taler altså om et hotel fra turismens barndom, og der er ikke bad og toilet på alle værelser. Til gengæld er den victorianske charme ubetalelig: Det er som rejse 100 år tilbage i tiden. For at holde stilen, er der heller ikke wifi på værelserne – men dog i fællesområderne. Du kan altså koble 100 % af og koncentrere dig om at nyde naturen. Big Trees Lodge har 104 værelser og er naturligvis helt røgfrit, efter som det er bygget af træ.

White Wolf Lodge og Tuolumne Meadows
White Wolf Lodge er en canvas teltlejr på Tioga Road cirka 30 miles fra Yosemite Valley, men altså stadig inde i parken. Her kan du overnatte i en af de 24 canvas telt kabiner eller hvis du er heldig: Booke en af de fire hytter, som har eget bad. Ellers er der fælles bade- og toiletfaciliteter på White Wolf Lodge, der kun er åben fra midten af juni til starten af september.

White Wolf Lodge er altså igen camping ude i naturen, uden du behøver at medbringe dit eget telt – en overnatningsmulighed som der i øvrigt bliver flere og flere af rundt om i det vestlige USA i disse år.

Den sidste overnatningsmulighed inde i selve Yosemite National Park, der er tilgængelig i bil, er Tuolome Meadows Lodge, som også er en canvas teltlejr placeret tæt på Tioga Road i den østlige del af parken ikke langt parkens østlige indgangsport. Tuolumne Meadows er især populær blandt hikere, der skal op i Sierra Nevada bjergene til fods, men kan altså også benyttes af andre gæster.

Tuolome Meadows Lodge er kun åben fra midten af juni til starten af september. Endelig findes der en stribe canvas teltlejre oppe i selve bjergene for friluftsfolket, som udforsker Yosemite til fods.

Hoteller i El Portal vest for Yosemite National Park
Hoteller i Mariposa sydvest for Yosemite National Park

Hoteller i Fish Camp syd for Yosemite National Park
Hoteller i Oakhurst syd for Yosemite National Park
Hoteller i Lee Vining øst for Yosemite National Park
Hoteller i Mammoth Lakes sydøst for Yosemite

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Jeg optjener provision, når I vælger at booke overnatning ved Yosemite National Park via Highways-USA.com Indtægterne bliver bl.a. brugt til nye reportagerejser til USA, men også til nye investeringer for at videreudvikle Highways-USA.com. Mange tak for jeres opbakning og jeres bookinger.