|
Hoteller
i Toronto - Hotels.com 
Flybilletter
til Toronto - FDM travel 
New York og Hollywood North
Toronto har masser af spændende kvarterer, når
du bevæger dig lidt væk fra den temmelig strømlinede
Downtown. Som sidegevinst kan du glæde dig over, at
stemningen i Toronto er noget mere afslappet end i fx New
York.
Toronto og New York har dog trods alt langt flere lighedspunkter
end forskelle. Lighederne er så mange, at Toronto utallige
gange har gjort det ud for New York, hvilket ikke mindst skyldes
byens markante skyline.

Toronto
blev således op gennem 90'erne kaldt Hollywood North,
da adskillige amerikanske New Yorker-film og tv-serier blev
optaget i Toronto. Både udgifterne til lønninger
og rettighederne for at bruge Torontos gader som kulisser
var betydeligt lavere, end hvis optagelserne skullle være
gennemført syd for grænsen.
115
fremmedsprog
Mens Torontos Downtown således hovedsageligt består
af himmelstræbende skyskrabere, der er hovedsæde
for de største canadiske banker og finansvirksomheder,
begynder Torontos multietniske kvarterer for alvor at træde
i karakter, når du bevæger dig lidt væk
fra det massive højhuslandskab. Toronto er en af verdens
mest multietniske byer, og der tales ikke færre end
115 fremmedsprog i byen.
Toronto's Chinatown er således en af de mere markante
Chinatowns i Nordamerika. Og går du en enkelt blok vest
for Chinatown, finder du Kensington Market, en multietnisk
smeltedigel, som især tiltrækker yngre asiater
og europæere.
Lige syd for Chinatown ligger Queen Street West, der er
en lang parade af små uafhængige butikker, cafeer
og gallerier - med hvert sit særpræg for hver
ny blok. Queen Street West er Torontos svar på London's
Soho.

Forbindelser til gamle England
At Toronto og Canada stadig har en række bånd
til den tidligere kolonimagt Storbritanien, er du ikke i tvivl
om, når du går rundt i Toronto's gader. Flere
af byens centrale hovedstrøg bærer klassiske
britiske navne som King Street, Queens Street, Edwards Street
m.fl. Canada er også fortsat medlem af det britiske
statssamfund Commenwealth, ligesom fx Australien, New Zealand
og Sydafrika.
Falder du i snak med de lokale, vil du også hurtigt
opdage, at mange af indbyggerne har en mere europæisk
tilgang til livet og verden, end du fx vil opleve det i USA.
Det slår bl.a. igennem i canadiernes og torontonianernes
humor og ret afslappede omgangstone. Med andre ord vil du
som dansker hurtigt føle dig godt tilpas i Toronto.

Klassiske oplevelser i Toronto
Her er tre bud på, hvad du ikke må gå glip
af, når du første gang besøger i Toronto:

Se udsigten fra CN Tower. Næsten uanset
hvor du befinder dig i Toronto, kan du altid bruge det 553
meter høje Canadian National Tower som pejlemærke.
Som et af verdens højeste frit-stående bygningsværker
er CN Tower klart det mest markante ikon på Toronto's
skyline. Du har ikke være i Toronto, hvis du ikke har
været oppe i CN Tower for at nyde udsigten over Toronto
og Lake Ontario. Til gengæld kan du godt springe en
middag i panorama-restauranten 360 grader over, der rent kulinarisk
godt kan være lidt af en skuffelse. Portræt
af CN Tower 

Besøg Royal Ontario Museum. Torontos store hæderkronede
museum kunne i 2007 slå dørene op til en imponerende
tilbygning og ansigtsløftning. Den verdensberømte
artikitekt, Daniel Libeskind, har atter engang tryllet, og
skabt et fantastisk tilbygning, der med sine skæve vinkler
og trekantede vinduer indrammer den gamle museumbygning og
skaber en helt ny ramme for det store museum. Royal Ontario
Museum har adskillige permanente udstillinger - den mest iøjnefaldende
er udstillingen af dinosarus-skelletter. Har du børn,
er dino-udstillingen et "must". Læs mere om
Royal Ontario
Museum 

Alternativ shopping på St. Lawrence Market.
Med mere end 200 år på bagen er St. Lawrence
Market en sand oase i Toronto. Her sælger de lokale
farmere fra oplandet bl.a. deres produkter, og du kan købe
alt mellem himmel og jord. Her finder du steaks så tykke,
at de ligner noget, der er taget direkte ud af en tegnefilm.
Et andet sted kan du købe et utal af rissorter, som
du skal til Kina for at finde magen til. Prisniveauet er yderst
moderat, og når du bliver træt, kan du altid tage
en pause, mens du sætter tænderne i en af de mange
velsmagende lokale delikatesser. Markedshallen har i øvrigt
to etager - der findes også adskillige boder i kælderetagen.
Læs vores guide til St.
Lawrence Market 
Toronto for viderekomne
Fem alternative bud på oplevelser i og omkring Toronto:
 
Distillery District. Alternativt er måske
så meget sagt, men alligevel: Distillery District var
oprindeligt Canadas største whiskey destilleri. Men
et forbud mod salg af spiritus i starten af 1900-tallet stoppede
whiskey-eventyret, og bygningerne forfaldt. Det var først,
da driftige filmfolk i 1990'erne fik øje på mulighederne
i de gamle industribygninger, at der atter kom liv på
stedet. Siden blev bygningerne totalrenoveret, og nu er Destillery
District en oase i det østlige Toronto med restauranter,
mikrobyggeri, gallerier, alternative butikker ect. En slags
Brandts Klædefabrik på canadisk. Guide til Distillery
District 
 
Chinatown og Kensington Market. Som en af de
mest multietniske byer i verden har Toronto naturligvis sin
egen Chinatown. Godt nok er den ikke så markant som
Chinatown i San Francisco, men alligevel. Men faktisk er det
bydelen Kensington Market, der bør løbe med
opmærksomheden. Det spraglede kvarter, der er nærmeste
nabo til Chinatown, byder på alternative butikker, cafeer,
restauranter m.m. Her lever mennesker i alle farver og former
sammen i fredelig sameksistens. Mere om Chinatown
og Kensington
Market 

Queen Street West. Et andet af Torontos interessante
kvarterer ligger langs hovedstrøget Queen Street. Her
slår Torontos multietniske befolkning igen igennem med
en svag overvægt af asiater i området tættest
på Downtown, mens den vestlige del af Queen Street -
West Queen West - er tilholdssted for studerende og intellektuelle
med europæisk baggrund. Queen Street West er flere kilometer
lang, og gaden skifter hele tiden karakter i takt med, at
du bevægver dig længere vestpå. Men fælles
for hele gaden er det fascinerende udbud af små lokale
shops med bøger, antikviteter, brugskunst, musik og
second hand tøj - tilsat masser af cafeer og restauranter.
Queen Street West er også leveringsdygtig i et særdeles
levende aften- og natteliv. Læs mere om Queen
Street West 

Museer for enhver smag. Ud over det store Royal
Ontario Museum har Toronto en underskov af mindre museer.
Hvad med fx et besøg på Bata Shoe Museum, der
hylder skoens mangfoldige historie - lige fra cowboystøvlen
til balletskoen. Vil du hellere have skøjter på,
så læg vejen forbi Hockey Hall of Fame, der hylder
Canadas nationalsport, ishockey. Skal det være finkulturelt,
er keramikmuseet Gardiner Museum en mulighed, og er du til
moderne kunst, så tag en dosis Mocca på Queen
Street West. Mocca er en forkortelse for Museum of Contemporary
Canadien Art. Det store kunstmuseum Art Gallery of Ontario
er p.t. lukket p.g.a. ombygning. Læs mere om Torontos
museer 
 
Canadas største vin- og spiritusudsalg. Den
gamle hovedbanegård i Toronto har fået nyt liv.
Frem for at jævne bygningen med jorden, har man i stedet
fyldt den gamle banegård op med ædle drikke. I
den tidligere banegårdshal kan du nu finde vin og spiritus
fra hele verden. I alt er der over 5.000 forskellige produkter
på hylderne, og selv den gamle perrontunnel under sporene
er inddraget som salgsareal. Set med danske øje er
priserne moderate og der er især penge at spare, hvis
du køber vin fra Canada eller USA. Begge lande har
flere vindistrikter. Det canadiske vin-paradis ligger på
Yonge Street ved metrostationen Rosedale nord for Downtown.
Læs
mere 
Online booking Toronto:
Hoteller
i Toronto - Hotels.com 
Flybilletter
til Toronto - FDM travel 
Mere om Toronto:
Toronto
Tourism 
Ontario
Travel Information 
Icelandair
om Toronto 
Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
Fotos: Henrik Lange
|