Kings Canyon er den nordlige søsterpark
til Sequoia National Park. Det er typisk en nationalpark, de
fleste danskere ikke bruger tid på, når de er i
Californien. Men her snyder du dig selv, for Kings Canyon har
sin helt egen charme - og er meget anderledes end naboparken
Sequoia National Park.
Overnatning
inde i Kings Canyon i Grant Grove og Cedar
Grove 
Overnatning
på Kings Canyon Lodge i selve Kings Canyon

Overnatning
i Fresno, Californien vest for Kings Canyon

Visse ligheder med Yosemite Valley

Kings Canyon er som navnet antyder en dyb dal, der skyder
sig østover ind i High Sierra, den amerikanske betegnelse
for det enorme område af uberørt natur i Sierra
Nevada bjergene, som faktisk er det næstestørste
naturområde helt uden veje i den nedre del af 48 amerikanske
stater.
Men takket ved California Highway 180 kan du køre
godt 30 miles/ 48 kilometer ind i King Canyon og opleve noget
af den storslåede natur i parken. Highway 180 ender
blindt ved Roads End - det hedder lokaliteten faktisk. Vil
du længere ind i parken, foregår til det fods
herfra. Du skal altså samme vej tilbage igen, når
du vil ud af Kings Canyon.
Storslået stilhed og masser af
plads

Kings Canyon åbenbarer først for alvor sin skønhed,
når du er kørt op over bjergkæden Monarch
Divide og kommer ned i selve Kings Canyon og kører
langs med den brusende flod Roaring River. Om foråret
er der for alvor gang i floden, og adskillige vandfald med
smeltevand fra bjergene giver deres bidrag til at skabe den
frådende strøm i floden.
Som bilturist bør du tage nogle stops undervejs og
bl.a. gøre stop ved Grizzly Falls eller Roaring River
Falls. Et andet oplagt stop er Zumwalt Meadow, et frodigt
grønt eng område, der leder tankerne hen på
Yosemite Valley, hvor du er omgivet af høje bjergsider
hele horisonten rundt. En natursti på cirka halvanden
mile/ to kilometer går rundt i kanten af Zumwalt Meadow.
Vælg at bruge en times tid på at gå den
tur for at få at nyde Kings Canyons skønhed -
og komme lidt ud af bilen. Hold øje med bjørne
og andre dyr i området - de er der, selvom du måske
ikke kan se dem.
Sequoia træer i Kings Canyon

Du kan også se sequoia træer i Kings Canyon. I
Grant Grove, der ligger tæt ved den nordlige indgang
til både Kings Canyon og Sequoia National Park, findes
der et område med store sequoia træer, der har
deres egen skønhed.
Det er bl.a. her, du finder kæmpen General Grant Tree,
verdens største træ målt i diameter - og
verdens tredje største levende organisme! Ved foden
har Generel Grant en diameter på godt 12 meter - lidt
mere verdens største træ, kæmpen Generel
Sherman i Sequoia, der "kun" har en diameter på
godt 11 meter. General Sherman er til gengæld verdens
største træ målt i rummeter. General Grant
Tree kaldes også "The Nation's Christmas Tree".
Snup en brochure ved indgangen til General Grant Grove, så
du får et overblik over de forskellige sequoia træer,
der findes langs den 800 meter lange natursti gennem General
Grant Grove.
Overnatning i Kings Canyon

Vil du overnatte i Kings Canyon, kan du vælge mellem
en stribe forskellige lodges/ hoteller eller campgrounds,
der ligger placeret flere steder i parken. Ved parkens besøgscenter
i Grant Grove tæt ved indgangen til Kings Canyon finder
du dels det nybyggede John
Muir Lodge (åbent hele året), en lækker
lodge med hotelstandard. Du kan også vælge hytter,
Grant
Grove Cabins, der både findes som hytter med
eget bad og mere enkle telte med fælles badefaciliteter.
Dybt inde i selve Kings Canyon i Cedar Grove Village tæt
ved Roads End ligger Cedar
Grove Lodge, en klassiske gammel lodge (åbent
fra maj til oktober). På vejen ned i selve King Canyon
cirka halvejs mellem indgangen og Roads End ligger Kings
Canyon Lodge (åbent fra maj til oktober), en
rigtig hyggelig lodge med både værelser og hytter.
Desuden har Kings Canyon Lodge de ældst fungerende benzinpumper
i USA - et af de få steder, hvor du kan tanke benzin
i parken. Se også vores guide til Sequoia
National Park for et overblik over overnatning i Sequoia.
Selve California Highway 180 ned i Kings Canyon er en seværdighed
i sig selv. Et imponerende bygningsværk med hårnålesving
hugget direkte ind i klippesiden, for at vejen kunne komme
ned i dalen. Vejen blev bygget i 1930'erne af fanger fra californiske
fængsler.
Nærmeste større by i nærheden af den nordlige
indgang til Kings Canyon er Fresno,
der ligger cirka 50 miles/ 80 kilometer og god times kørsel
fra indgangen til Kings Canyon. Her finder du en lang række
billigere
moteller/ hoteller.
Overnatning
inde i Kings Canyon i Grant Grove og Cedar
Grove 
Overnatning
på Kings Canyon Lodge i selve Kings Canyon

Overnatning
i Fresno, Californien vest for Kings Canyon

Kings Canyon på nettet:
www.nps.gov/seki
- National Park Service officielle guide til Kings
Canyon og Sequoia National Park 
Læs også vores guide til naboparken Sequoia
National Park 
Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
Fotos: Henrik Lange
|