Grand Tour of the West - 21 dages rundrejse i USA

Grand Canyon North Rim – Grand Canyon set fra nord

Mens over 90 procent af alle besøgende ser Grand Canyon fra sydsiden, er det kun en ud af hver ti turister, der vælger at opleve Grand Canyon fra nordkanten. Udsigten fra North Rim er ellers lige så imponerende som fra syd, og så er nordsiden højere end sydkanten.

Hoteller i Kanab, Utah vest for Grand Canyon North Rim
Hoteller i Page, Arizona øst for Grand Canyon North Rim


Fakta om Grand Canyon North Rim:
Åbningstider: Maj til November døgnet rundt (afhængig af sne)
Entré (gælder en uge) 25 dollars pr. bil
National Park Pass (gælder et år) 80 dollars pr. bil
Grand Canyon’s længde i alt: 446 kilometer
Bredde fra kant til kant: 15 – 30 kilometer
Dybde fra kant til Colorado på dybeste sted: 1,6 kilometer
Colorado-flodens længde i alt: 2.700 kilometer
Geografisk placering: Det nordlige Arizona
Kort over Grand Canyon North Rim på Google Maps

Helikopterture over Grand Canyon fra Las Vegas
Grand Canyon Railway – tag toget til Grand Canyon
Grand Canyon Caverns – klippehuler ved Grand Canyon

Udsigtspunkter langs nordkanten
Der findes flere udsigtspunkter langs nordkanten med Bright Angel Point som det mest besøgte. Det ligger lige ud for Grand Canyon Lodge, hvor du også finder Grand Canyon Visitor Center og en velassorteret gave- og souvenirbutik.

Øst for Grand Canyon Lodge og besøgscentret ligger der flere udsigtspunkter, bl.a. Point Imperial og Cape Royal. Cape Royal ligger cirka 50 minutters kørsel fra besøgs-centret og er kendt som stedet, hvor du kan nyde solnedgangen over Grand Canyon, mens Point Imperial er stedet at se solen stå op. En solnedgang over Grand Canyon er et imponerende syn. Af samme grund vil du ofte støde på masser af amatørfotografer ved Cape Royal, der venter på at få det helt rigtige lys over Grand Canyon.

God plads uden trængsel
Det er ikke vanvittig nemt at komme ud til Grand Canyon North Rim. Nærmeste større by er grænsebyen Kanab på grænsen mellem Arizona og Utah, der ligger 75 miles/ 120 kilometer og to timers kørsel fra Grand Canyon North Rim. Kører du den anden vej rundt, skal du ud på en 215 miles/ 346 kilometer lang køretur for at komme om til sydsiden af Grand Canyon. Undervejs kommer du forbi en af Utah’s mest spændende nationalparker.

Gør du dig ulejligheden og kører ud til Grand Canyon North Rim, vil du blive belønnet med en lige så imponerende udsigt som hvis du stod ved sydkanten – blot med langt færre gæster. Stemningen ved nordkanten er derfor meget mere afslappende. Til gengæld er sæsonen også kortere. Nordkanten er kun tilgængelig fra maj til oktober – resten af året er vejen lukket af sne.

Overnatning ved nordkanten
Det historiske Grand Canyon Lodge fra 1932 er det eneste hotel direkte på Grand Canyons nordkant. Grand Canyon Lodge er kun åbent i perioden fra 15. maj til 15. oktober. Hovedparten af værelserne er hytter – nogle med canyon-udsigt. Faciliteterne på Grand Canyon Lodge er “rustikke” uden tv på værelserne. Med udsigten fejler heller ikke noget. Antallet af værelser på Grand Canyon Lodge er begrænset, så reserver i god tid – gerne op til et år i forvejen.

En anden mulighed er Kaibab Logde, der ligger 18 miles “inde i landet” – hvilket vil sige 29 kilometer fra selve nordkanten af Grand Canyon. Kaibab Lodge byder også på forskellige rustikke hytter og wild west atmosfære. Lodgen ligger ud til Highway 67 cirka halvejs mellem nordkanten og U.S. 89A – den eneste vej ud til nordkanten. www.kaibablodge.com

I den lille flække Jacob Lake, hvor Highway 67 og U.S. 89A mødes, ligger Jakob Lake Inn, der både kan tilbyde værelser med hotel- og motelstandard samt hytter. Jacob Lake Inn er åben hele året rundt. Fra Jacob Lake til Grand Canyon North Rim er der 44 miles/ 71 kilometer – eller 142 kilometer tur/ retur – www.jacoblake.com

Nærmeste større byer i området er Kanab i Utah mod vest og Page i Arizona mod øst. Begge byer har flere moteller og hoteller i forskellige prisklasser.

Hoteller i Kanab, Utah vest for Grand Canyon North Rim
Hoteller i Page, Arizona øst for Grand Canyon North Rim

Læs også min guide til Grand Canyon South Rim
www.nps.gov/grca – National Park Service officielle guide til Grand Canyon

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)

Comments

  1. Morten Andersen says:

    Kommentar mht. logi:
    Vi ville egentlig gerne have boet på Grand Canyon Lodge, som ligger ved North Rim, men det var lukket for sæsonen, men Jacob Lake er et fint alternativ. Jacob Lake er et hyggeligt sted med en udmærket restaurant og god betjening. Stedet ligger midt inde i en skov og derfor et populært sted blandt jægere i jagtsæsonen. Køreturen dertil er ret flot, da du skal “bestige” et plateau, som giver dig god udsigt over mod plateauerne nordpå og vestpå. Jeg kunne godt bo der igen.
    Mht. North Rim var vi der i oktober 2011, hvor temperaturen var meget behagelig og der var ikke særlig mange mennesker. Det var en skæg oplevelse at se de smukke efterårsfarver på de løvfældende træer og buske samtidig med, at man kigger ud på det storslåede ørkenlignende landskab. Kan i øvrigt varmt anbefale Point Imperial og Cape Royal.

Speak Your Mind

*