|
 |

|

|
 |
Krydset hvor gaderne Haight og Ashbury
møder hinanden i det vestlige San Francisco var stedet,
hvor den amerikanske hippi-bevægelse sprang ud i friheden
med fri kærlighed, sjov tobak og kollektive beslutninger
i 1967, også kendt som Summer of Love.
Haight Ashbury-kvarteret ligger et par
kilometer nordvest for Castro. Er du med offentlig transport,
er det nemmest at tage en bus, da metroen ikke kommer i nærheden
af Haight Street.
|
|
Summer
of Love
Lugten af røgelse og alternativ energi strømmer
dig i møde allerede i starten af den del af Haight
Street, som var hippi-bevægelsens højborg i 60'erne
og starten af 70'erne. Det var her i krydset Haight og Ashbury,
at kvinderne sprang ud topløse i slutningen af 1960'erne
og dyrkede fri kærlighed og tolerance i 1967 under Summer
of Love, mens der blev røget marihuana og tænkt
alternative tanker.
Nutidens
Haight Ashbury
I dag er markedskræfterne et langt stykke af vejen rykket
ind på Haight Street, men heldigvis besidder gaden stadig
noget af sin alternative charme, og du kan stadig shoppe løs
i de mange små butikker, der sælger alt mellem
himmel og jord. Er du til bøger, ligger der flere gode
boghandlere langs Haight Street, og det vrimler også
med butikker, hvor du kan købe røgelse, kropsudsmykning,
alternativ behandling, healing og andre ting med udgangspunkt
i bl.a. Østens mystik.

Ingen fastfood - men masser af second hand
Der findes mange cafeer og små alternative spisesteder
i Haight Asbury. Faktisk det er lykkedes at holde de store
fastfoodkæder ude af Haight Street, hvilket er ret befriende.
Er du til musik eller film, så ligger en af San Franciscos
absolut største butikker med alt i nye og brugte cd'er,
dvd'er og vinylplader i en nedlagt bowlinghal længst
mod vest i Haight Street. Den er værd at besøge.
Haight Street er en lille tidslomme, hvor tiden ikke har
stået helt stille siden de glade 60'ere, men hvor du
kortvarigt kan drømme dig tilbage til hippitiden, mens
du nyder den brogede skare af mennesker, der har deres gang
i Haight Street.
Læs mere på:
Wikipedia.org

Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
Fotos: Henrik Lange
|

|
|