San Francisco har altid været en af USA’s mest liberale byer, og især to kvarterer i byen har været med til at sætte San Francisco på det liberale USA-kort. De homoseksuelle i Castro og hippierne langs Haight Street. Castro er fortsat de homoseksuelles højborg, og Castro er et kraftcenter i forhold til kampen for lige rettigheder mellem hetroseksuelle og homoseksuelle.

Hoteller og overnatning i San Francisco
Rabatpakke til 5 attraktioner i San Francisco

Regnbueflaget vejer over Castro
Castros vartegn er det store regnbuefarvede flag, der vejer fra flagstangen på hjørnet af Market Street og Castro Street, som bydelen er opkaldt efter. Det er også her, sporvogns linje F har sin endestation.

Pladsen med flagstangen hedder Harvey Milk Plaza, opkaldt efter det byrådsmedlem, der i 1978 blev skudt ned sammen med San Franciscos daværende borgmester, George Moscone. Begge blev skudt ned af et andet højreorienteret byrådsmedlem, Dan White. Drabene og den efterfølgende retssag mod White udløste nogle af de største protester og uroligheder i San Francisco’s historie. Harvey Milk betragtes i dag som en af de største forkæmpere for homoseksuelles rettigheder i USA, og han blev i 2009 posthumt tildelt The Presidential Medal of Freedom of præsident Obama.

Harvey Milk drev også en lille butik med foto- og kameraudstyr, Castro Camera, og man kan stadig besøge butikken på 575 Castro Street, der dog i dag huser en kampagnebutik for organisationen Human Rights Campaign. I fortovet ud for butikken er der indstøbt en metalplade, der markerer, at det var her Harvey Milk havde sin fotobutik. Butikken blev i øvrigt genetableret på nøjagtigt samme adresse i forbindelse med optagelserne af filmen Milk fra 2008 med Sean Penn i hovedrollen som Harvey Milk.

Hovedgaden ned gennem Castro-kvarteret har også et andet vartegn, nemlig den store gamle Castro biograf fra 20’erne. Biografen viser stadig film, hovedsageligt smalle titler, og indvendigt er biografen lige så flot og velholdt, som det ydre med det store neonskilt på facaden.

Bøsserne sætter dagsordenen i Castro
Castro er stadig et langt stykke hen ad vejen stadig præget af de mange bøsser, som bor i kvarteret og som har deres daglige gang langs hovedgaden. Men Castro’s mange butikker rettet mod bøsser og til dels lesbiske er også i høj grad åbnet til ære for turisterne, der her kan springe ud af skabet og købe alt det grej, som måske ikke lige er til at skaffe i Midtvesten eller hvor turisterne nu måtte komme fra.

Vil du have en officiel præsentation af den homoseksuelle kultur og historie, så besøg det nye Gay, Lesbian, Bisexual Transgender Museum i Castro, der formidler historien om især den homoseksuelle historie i Castro.

Og så skal du naturligvis ikke være alt for bonnert, hvis du besøger Castro. Jeg har en enkelt gang mødt en splitter nøgen mand i en fodgængerfelt midt i Castro. Og det er efter sigende ikke et usædvanligt syn at møde nøgne mænd – og i visse tilfælde nøgne kvinder – i Castro.

Skal du opleve Castro, når der er mest liv i bydelen, skal du dukke op sidst på eftermiddagen eller om aftenen, hvor der er masser af fest og farver i Castro – bogstavelig talt. Castro betragtes også som en rimelig sikker bydel at færdes i – også efter mørkets frembrud.

Nem adgang til Castro fra Downtown
Castro-bydelen ligger i det sydvestlige hjørne af San Francisco, og den er ret nem at komme ud til. Du kan enten vælge at rejse over eller under jorden, alt efter temperament. Sporvognlinje F kører lige til døren ad den diagonale Market Street, og har meget bekvemt endestation i Castro.

Skal det gå lidt hurtigere, så hop på metroen, og stå af på Castro-stationen. Så kommer du op næsten samme sted, som sporvognen har endestation tæt ved det før omtalte regnbueflag, og du kan så gå på opdagelse i Castro Street.

Hoteller og overnatning i San Francisco
Rabatpakke til 5 attraktioner i San Francisco

Mere om Castro på:
www.sfgate.com
www.glbthistory.org

Af Henrik Lange, Highways-USA.com