|
Første
bysamfund i Texas når man kommer fra Oklahoma er Shamrock,
der midt i byen har en af Route 66's smukkeste eksempler på
art deco-arkitektur: Den såkaldte U-drop In, en nedlagt
tankstation og cafe som for nylig blev restaureret og bragt
tilbage til fordums stohed. Vejkrydset midt i byen markerer
stedet, hvor Route 66 og US 83 krydser hinanden.

Næste by er McLean, og her lever Route 66 også
i bedste velgående: Byen er hjemsted for Texas Route
66 Assosiation, og det kan ses. Bl.a. har ildsjæle restauraret
en gammel Phillips 66 tankstation fra 30'erne, komplet med
tankstandere, tankpasserhus, tankbil med mere. En anden seværdighed
i McLean er det besynderlige pigtrådsmuseum, Devil's
Rope Museum, der uden tøven hylder "The Barbed
Wire." Hertil kommer en udstilling om Route 66.

Længere vestpå møder man den lille flække
Groom, der udmærker sig ved at have et skævt vandtårn
for at fange de rejsendes opmærksomhed. Ellers er Groom
mest en forblæst lille prærieby med store kornsiloer
og et tidligere Route 66-ikon, motellet 66 Courts, der i dag
er en ruin, og et oplagt fotostop for den nostalgiske fotograf.
Ellers er der kun få pejlemærker på denne
del af ruten, det gælder ikke mindst de mange olieboretårne
og utallige vindmøller.
Amarillo er den største by, som Route 66 passerer gennem
i Texas, og her finder man stadig ægte cowboystemning.
Byens hovederhverv er fortsat kvæghandel, og rancherne
i området omkring Amarillo producerer årligt omkring
to millioner kvæg. Derfor er Amarillo naturligvis en
oplagt by at indtage en steak i.

Skal det foregå på ægte Texas-manér,
er Big Texan Steak Ranch lige stedet. Her kan få serveret
en 72 once steak helt gratis, hvis man kan spise bøf
og tilbehør på under en time. Når man det
ikke - og det gør det færreste - er prisen 65
dollars. Big Texan Steak Ranch er en gammel Route 66-lokalitet,
men ligger i dag ud til Interstate 40 øst for Amarillo.

Vest for Amarillo finder man en af Route 66's mest kendte
og besynderlige seværdigher: Cadillac Ranch. Her har
et kunstnerkollektiv fra San Francisco plantet ti Cadillacs
årgang 1949 frem til 1964 med snuden ned i jorden -
vist nok for at hylde friheden på den åbne landevej.
De ti efterhånden ret rustne Cadillacs ligger tæt
ved motorvejen og mange parkerer langs Interstate 40's østgående
spor for at gå de sidste cirka 200 meter ud til Cadillac
Ranch, som det er gratis at besøge.
Fra Cadillac Ranch og ud til grænsen til New Mexico
er det småt med seværdigheder på Route 66.
Der ligger nogle enkelte spredte bebyggelser langs Interstate
40, men flere af dem har mest karakter af spøgelsebyer
med nedlagte tankstationer og gamle moteller i forfald. Undtagelsen
er byerne Vega og Adrian.

Sidstnævnte er en afstikker værd i kraft af The
Midpoint Cafe, som påstår at den ligger præcis
midtvejs på Route 66 mellem Chicago og Los Angeles.
Ifølge de lokale er man præcis 1.139 miles fra
Chicago, mens der venter yderligere 1.139 miles, inden man
kan nyde udsigten ud over Stillehavet fra strandpromenaden
i Santa Monica.

Sidste Route 66-lokalitet i Texas inden grænsen til
New Mexico er spøgelsebyen Glen Rio, hvor man kan se
resterne af det, der engang var Last Motel in Texas - eller
First Motel in Texas, afhængig af ens rejseretning.
Fortsæt videre ad Route 66 til det østlige
New
Mexico 
Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
Foto: Henrik Lange og Hans Jakob Sternkopf
|