|
Det
er Mississippi-floden, som markerer grænsen mellem Illinois
og Missouri, og på begge sider af floden breder millionbyen
St. Louis sig. Route 66's oprindelige rute over floden gik
af den berømte Chain of Rocks Bridge - en af de få
broer i verden med et sving midt ude på broen. Chain
of Rock Bridge er dog nu lukket for biltrafik, men åben
for fodgængere og cyklister.
Vil man dyrke St. Louis, er en tur op i den berømte
bue The Gateway Arch ved bredden af Mississippi en mulighed,
der symbolsk markerer porten til det vilde vesten (se øverste
foto). Men ud over The Arch, vil de fleste nok vælge
blot at følge motorvejen sydpå, der nu hedder
Interstate 44, da det er ret besværligt at følge
Route 66 gennem St. Louis, der i øvrigt ikke byder
på de helt store seværdigheder.

Store dele af Route 66 gennem Misssouri eksisterer ikke længere,
da Interstate 44 er anlagt lige over i den gamle landevej.
De mest hardcore fans kan dog følge den gamle vej,
som går paralelt med Interstate 44 som servicevej på
skiftevis den ene og anden side af motorvejen.
Den største Route 66-seværdighed i Missouri
er Meramec Caverns en halv times motorvejskørsel syd
for St. Louis. Meramec Caverns er drypstenshuler og tidligere
miner, hvor der førhen blev udvundet saltpeter til
bl.a. krudtproduktion.

I Route 66's storhedstid var Meramec Caverns et obligatorisk
stop for de rejsende, og masser af store skilte langs vejen
malet på bl.a. gavle af lader og på tage viser
stadig vej til hulerne - ikke kun i Missouri, men også
i nabostaterne. Historien bag Meramec Caverns er dog også
interessant - bl.a. brugte selveste Jesse James hulerne som
gemmested.

I
den sydlige del af Missouri træder Route 66 mere i karakter.
Mellem byerne Rolla og Lebanon bør man tage en afstikker
forbi Devil's Elbow, som er navnet på det sted, hvor
Route 66 føres over Big Piney River på en smuk
men rusten gammel gitterbro. Stedet er opkalt efter et sving
på floden, hvor drivtømmer tidligere havde svært
ved at passere.
Springfield længere mod syd er den største by
i det sydlige Missouri, og herfra kan man følge en
strækning af Route 66 mod Kansas, der ikke går
paralelt med motorvejen. Bl.a. kommer man gennem de små
charmerende byer Halltown og Avilla, der byder på flere
spændende antikvitetshandlere og antikshops.
Fortsæt videre ad Route 66 til Kansas 
Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
Foto: Henrik Lange og Hans Jakob Sternkopf
|