|
C for Canada
I dag er den store dag oprundet, hvor vi skal over grænsen
til Canada. Jeg har kun besøgt Canada en enkelt gang
før, og det tæller næsten ikke. Det var
da jeg i 1994 arbejdede som limonadesælger i det amerikanske
Midtvesten. Her kørte jeg sammen med tre kollegaer
fra Finland op til Niagara Falls, for at se de enorme vandmasser.
Mens de andre tre blev på den amerikanske side af grænsen
- kørte jeg over på den canadiske side for at
se vandfaldene derfra. Et skue, der ganske rigtigt var mere
imponerende end udsigten fra den amerikanske side.
Min erfaring med Canada begrænser sig altså til
de to famøse timer i 1994, så jeg glæder
mig til denne gang at få et mere komplet billede af
Canada, verdens næststørste land - kun overgået
af Rusland.
U.S. 89 eller Interstate 15
Fra Great Falls er der to muligheder for at køre op
mod Calgary i Canada, der i første omgang er vores
fikspunkt. Enten den kedelige og hurtige løsning, der
hedder Interstate 15 stik nord fra Great Falls til grænsen.
Eller den mere eksotiske, og for os velkendte U.S. 89, der
tager en mere nordvestlig retning op forbi Glacier National
Park, der ligger lige på grænsen til Canada -
med en afstikker ind på canadisk territorium i form
af Waterton National Park nord for grænsen.
Jeg tager familien med på råd, og de er overraskende
nok friske på den løsning - især efter
at jeg har overbevist dem om, at der ikke er nævneværdig
bjergkørsel på ruten, hvilket viser sig at være
delvist korrekt - og at turen ad U.S. 89 ikke er betydeligt
længere end Interstate 15, hviket er helt i overensstemmelse
med sandheden.
Det nordlige Montanas smukke og relativt flade prærielandskab
udbreder sig hurtigt for os, da vi kører mod nordvest
ad U.S. 89. Efter halvanden times kørsel når
vi den første rigtige by, og den viser sig at være
et interessant bekendtskab. En af disse små dejlige
småbyer, man kun oplever ude på landet langt væk
fra motorvejen.
Antikvarboghandleren i Choteau
Choteau som byen hedder, gør allerede opmærksom
på sig selv ved første øjekast ved at
have en hyggelig og levende hovedgade med masser af små
butikker. Vi gør holdt ved en samling gamle træhuse,
der fungerer som byens Visitor Center, men ender ad omveje
ovre på den anden side af gaden, hvor der ligger en
antikvarboghandel. Usædvanligt for en lille by som Choteau.
Inde i butikken åbenbarer en imponrende samling af
antikvariske bøger sig - hovedparten er førsteudgaver.
Her kan den interesserede bogsamler få alt hvad hjertet
kan begære af historisk litteratur om Montana og de
store nationalparker i det nordlige USA, foruden ældre
rejseguider, fotobøger, speciel faglitteratur, klassisk
skønlitteratur med mere.
Jeg havde hjemmefra besluttet mig for, at jeg ikke ville
købe bøger i USA, da de pr. defenition er ret
tunge at slæbe med tilbage til Danmark. Men i denne
guldgrube af en antikvarisk boghandel kan jeg ikke holde mig
i skindet. Jeg køber en meget smuk fotobog fra starten
af 90'erne med fotos fra Illinois, og en bog om spøgelsesbyer
- ghost towns - i Arizona. Sidstnævnet er ikke til mig
selv, men til en god ven i Danmark, som holder meget af Arizona,
og som interesserer sig specielt for Arizona's spøgelsesbyer.
Intet mindre.
Nabobutikken er lige sagen for min kone. Her kan man købe
masser af økologiske produkter og specielle madvarer
uden allergifremkaldende ting som soya og komælk. Vores
lille søn Ditlev på 2 år lider af allergi,
så her kommer den lille alternative butik som sendt
fra himlen.
Legeplads til børnene
I jagten på det lokale posthus i Choteau, der skal sælge
os nogle frimærker, så vi kan få sendt de
sidste portkort fra USA, kommer vi forbi byens lokale legeplads.
Offentlige legepladser er en stor mangelvare i USA. Med mindre
man tyer til McDonalds legeland, er der usædvanligt
langt mellem de amerikanske legepladser. Det er ganske enkelt
ikke noget, man har tradtion for i USA.
Men pludselig ligger der en, og ungerne hviner af fryd. Det
vil være utilgiveligt blot at køre forbi. Vi
vælger at tage en tidlig frokost i Choteau, mens ungerne
brænder noget energi af på legepladsen. Selvom
jeg havde det på forhånd, så fik jeg endnu
større respekt for de amerikanske småbyer efter
mødet med charmerende Choteau.
Blackfeet Indian Reservation
Rocky Mountains lader sig fra tid til anden skimte ude vestover,
i takt med at vi fortsætter nordpå. Men cirka
en times kørsel nord for Chauteau begynder bjergene
pludseligt for alvor at nærme sig i horisonten. Samtidig
kører vi ind i Blackfeet Indian Reservation. Blackfeet-indianerne
var tidligere kendt som nogle af de mest utilnærmelige
og stolte indianerstammer i USA. De kæmpede indædt
for deres territorium mod nybyggerne. Men vandt man først
deres venskab, havde man til gengæld fået venner
for livet.
Browning er hovedby i Blackfeet reservatet. Samtidig er Browning
stedet, hvor U.S. 89 og U.S. 2 krydser hinanden. U.S. 2 går
i øvrigt hele vejen fra New England til Seattle.
Blackfeet folket har sikkert været et stolt folk tidligere,
men Browning er desværre et trist bekendtskab med mange
lukkede forretninger, ruin-lignende huse, trailerparker, almindeligt
forfald og klondyke-stemning. Byen er ikke nogen fryd for
øjet, og man fornemmer tydeligt, at byen er præget
af lavindkomst familier, der har en hård hverdag. Browning
ligner et trist eksempel på, hvordan det er gået
mange af efterkommerne af de så stolte indianerstammer
i USA.
Lynvisit i Glacier National Park
Cirka en times kørsel nordvest for Browning ligger
Glacier National Park. Vi kører lige på kanten
af Rocky Mountains, og nu er der ingen vej tilbage. Vi skal
op i bjergene med dertil hørende bjergkørsel.
Heldigvis sover begge børn - de plejer at have de sværest
med serpentinersving, smalle veje og stejle opkørsler.
Da vi endelig når frem til østindgangen af Glacier
National Park er klokken halv fem. Men solen står stadig
højt på himlen, så vi beslutter os for
at give parken en chance, nu vi alligevel er her. Indgangsbilletten
koster 25 dollars - lidt pebret, da vi kun har noget der ligner
to timer til at udforske parken. Men rimeligt hvis man kigger
på parkens størrelse og de mange muligheder og
naturtilbud, som Glacier National Park trods alt byder på.
Det smukke besøgscenter ved østindgangen kan
vi lige nå at få med, inden det lukker kl. 17.
Så jeg spurter ind i centret, og får lidt baggrund
om parken. Det viser sig, at parkens bjergpas Logan Pass er
helt lukket for køretøjer, da et jordskred ganske
enkelt har ødelagt vejen. Desuden kan vi i vores motorhome
ikke få lov til at køre længere ind i parken
end seks miles, da stigningerne herefter bliver for stejle
og kurverne for skarpe. Surt.
Alligevel når vi at få en fin lille smagsprøve
på Glacier National Park, takket være det smukke
vejr. Den blå himmel sørger for en meget smuk
iscenesættelse af de markante bjerge, og selvom vi ikke
når i nærheden af de gletchere, som parken har
navn efter, så giver den korte visit mig en klar fornemmelse
af, at her er meget mere at komme efter.
Glacier National Park er især et stort hit hos Ditlev.
For de før omtalte seks miles ind i Glacier ender ved
søen Mary Lake, hvorfra man kan tage på guidede
sejlture med turbåde længere ind i parken. Det
har vi ikke tid til, men Ditlev insisterer på at få
lov til at bruge en times tid på at kaste småsten
i vandet fra en lille bådebro. Noget en toårig
dreng kan bruge uendelig tid på. Da vi til sidst trækker
ham væk fra Lake Mary's søbred efter en time,
er det under højlydte protester.
Møde med Canada
Nogle af de mindre trafikkerede grænseovergange mellem
USA og Canada holder lukket om natten. Det gælder også
Piegan Pass for enden af U.S. 89. Her lukker man bommen i
mellem kl. 23.00 og kl. 07.00 morgen. Der er da også
usædvanligt fredeligt ved Piegan Pass, da vi når
frem til grænsen. Vi er det eneste køretøj
i miles omkreds. Det er de canadiske myndigheder, som står
for formaliteterne ved indrejsen til Canada.
Paskontrolløren i det canadiske bur er meget pligtopfyldende,
og er ikke umiddelbart til at slå et smil af. På
den front minder Canada tilsyneladende meget om USA. Efter
en række obligatoriske spørgsmål om, hvad
vores formål med rejsen er, hvad vi medbringer og det
nødvendige pastjek, får vi lov at køre
ind i Canada. Til min store skuffelse er det uden et canadisk
stempel i passet, men det skyldes åbenbart, at vi kun
er på gennemrejse, da vi skal tilbage til USA, inden
vi flyver retur til Danmark.
Små og store forskelle
Et stort skilt byder os velkommen til Alberta, der har sloganet
Wild Rose Country. Men ellers er det småt med forskellene
på USA og Canada. Det sydlige Alberta minder en del
om det flade Montana. Eneste detalje, jeg umiddelbart bemærker
er, at vi nu er kommet så langt mod nord, at dagslyset
holder landskabet oplyst i længere tid, end vi oplevede
det sydpå. Men vi opholder os også i den vestligste
del af Mountain Time Zone, og er dermed en time "foran"
i forhold til Pacific Time Zone blot 100 kilometer længere
vestpå.
En anden forskel på USA og Canada er det faktum, at
man i Canada bruger metersystemet. I praksis betyder det kilometer
i stedet for miles på vejskiltene. Desuden har canadierne
en uvane med ikke at benytte milesmarkere - eller retteligt
kilometerafstandsmærker - langs vejene. Det er lidt
af en mangelvare, især når man kører i
en amerikansk udlejningsbil, der kun kan måle afstande
i miles. Dermed er overgangen til kilometer ikke helt så
nem som forventet.
De canadiske rastepladser viser sig også at være
anderledes end de amerikanske. Ihvertfald her i det sydlige
Alberta. På vej nordover ad Albertas Highway 2, proklamerer
et skilt frejdigt, at der er et Rest Area i byen Claresholm.
Det lyder betryggende. Men da vi kommer frem, er rastepladsen
en parkeringsplads midt i byen uden adgang til toiletfaciliter.
Ikke ligefrem et Rest Area på det niveau, vi kender
dem fra USA. Vi kører i stedet uden for byen, hvor
vi finder et afsides sted, hvor vi "slår lejr"
for natten. Mere fredeligt og lige så sikkert. To andre
motorhomes holder også samme sted.
Læs dagbogen for torsdag
den 21. juni 2007 
Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
Fotos: Henrik Lange
|
