 |
Selvom du kan betale stort set alt med
kreditkort i USA, slipper du ikke for at have kontanter ved
hånden i USA. Det skyldes især amerikanernes tradition
for at give drikkepenge på restauranter, barer, hoteller,
i taxaer, m.m.
Som turist skal du også være
opmærksom på, at de amerikanske dollarsedler ligner
hinanden til forveksling, som alle har samme størrelse,
uanset pålydende. Her er lidt hjælp til at kende
forskel.
|
Dollarsedler
De knitrende grønne sedler findes i 1, 2, 5, 10, 20,
50 og 100 dollars udgaver. To dollar-sedlen er lidt af en
sjældenhed - får du stukket en sådan i hånden,
så tag den med hjem som souvenir. Som nævnt har
alle dollarsedlerne samme format, hvilket kan virke forvirrende
i starten. Pas især på, når du giver drikkepenge,
så du ikke ved et uheld forærer hele din formue
væk. Et designmæssigt og sikkerhedsmæssigt
facelift i 2003 har gjort det lidt nemmere at skelne sedlerne
fra hinanden.
Mønter i cents
Der går 100 cent på en dollar, og de mest almindelige
mønter er 1 cent, 5 cent, 10 cent og 25 cent. I daglige
tale har mønterne kælenavne, der er gode at kende:
Den kobberrøde 1 cent kaldes en penny, 5 cent kaldes
en nickel, 10 cent en dime og 25 cent en quarter. Der findes
også nogle ganske få 50 cents og 1 dollar mønter
i omløb, men de er ret sjældne.
Quarters med delstater
Holder du af mønter, er det værd at holde øje
med de quarters, du får udleveret. Den amerikanske centralbank
har tradition for at udsende særlige 25 cent i serier
med forskellige motiver fra de enkelte delstater. Fra 1999
og frem til 2009 udsendte man 50 forskellige quarters - en
fra hver delstat. Disse quarter blev udstedt i forhold til,
hvornår hver enkelt stat var blevet en del af unionen
- statende med Delaware, og sluttende med Hawaii i 2008. Der
er udgivet særlige samlemapper, hvis du vil forsøge
at samle alle 50 forskellige quarters.
I 2009 udgav man også quarters med motiver fra USA's
oversøiske territorier som Puerto Rico, Guam, US Virgin
Islands (det tidligere Dansk Vestindien) og stillehavsøerne
American Samoa og Northern Mariana Islands - foruden District
of Columbia, bystaten Washington D.C. Men disse quarters er
kun udgivet i ganske små oplag, og er svære at
få fingre i.
Ny serie med nationalpark quarters
Efter succeen med udgivelsen af delstatsquarters, har man
nu (i 2010) lanceret en ny serie med quarters med motiver
fra de amerikanske nationalparker - enten en nationalpark,
et historisk monument eller andre beskyttede områder
fra hver enkelt delstat. Igen er det nationalparkens eller
monumentets grundlæggelsesdato, der afgør, hvornår
de forskellige lokaliteter bliver udgivet på de nye
quarters. Man startede med Hot Springs National Park i Arkansas,
der allerede tilbage i 1832 blev udnævnt til beskyttet
område i USA under den amerikanske stat.
I 2010 har man desuden udgivet quarters med motiver fra Yellowstone,
Wyoming, Yosemite,
Californien, Grand
Canyon i Arizona og senest Mount Hood National Forest
i Oregon. Det vil udkomme fem nye nationalpark quarters hvert
år frem til 2021, så der er altså tid nok
til at starte den nye samling op. De nye quarters kan naturligvis
også købes direkte i nationalparkernes besøgscentre.
Drikkepenge
i USA
At give drikkepenge er en central ting i den amerikanske hverdag,
som du skal respektere. Drikkepengene er nemlig en stor del
af lønnen til de servitricer, som f.eks. knokler på
de amerikanske restauranter til fem dollars i timen. Naturligvis
skal drikkepengene afhænge af, hvilken betjening du
har fået. Det er dog en uskreven regel at lægge
mindst 12 til 15 procent af regningens størrelse i
drikkepenge - med mindre betjeningen har været direkte
elendig.
På fastfoodrestauranter, hvor der er selvbetjening,
gives der normalt ikke drikkepenge - selvom de unge bag disken
gerne tager imod tips. Til gengæld forventer taxachauffører
også drikkepenge, og det samme gælder piccoloer
på hoteller, der typisk får en dollar pr. styk
bagage. Også på barer gives der i de fleste tilfælde
drikkepenge.
Dyrere og eksklusive restauranter i storbyerne er som noget
relativt nyt begyndt at sætte drikke drikkepenge direkte
på regningen. I så fald skal der naturligvis ikke
betales drikkepenge oven i.
Informationerne på denne side er senest opdateret
den 22. november 2010.
Læs også:
Rabatter
og kupontilbud 
Kreditkort

Shopping
i USA 
Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
Fotos: Shutterstock.com
|