|
1. januar 2008: Nytårsdag
Amerikanerne har ikke tradition for at skyde nytåret
ind med fyrværkeri som i Europa, men fejrer typisk nytårsaften
med familie, venner eller naboer. Nytårsaften på
Times Square i New
York er en legendarisk begivenhed, hvor den berømte
store kugle sænkes ned fra toppen af Times Square, når
klokken passerer midnat. En begivenhed, der i adskillige årtier
er blevet transmitteret direkte af de store tv-kanaler til
resten af nationen.
21. januar 2008: Martin Luther King Day (fejres altid
tredje mandag i januar)
Borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther Kings fødselsdag
15. januar markeres hver år den tredje mandag i januar.
Helligdagen har været markeret siden 1968, hvor Martin
Luther King blev myrdet ved et attentat i Memphis,
Tennesse.
18. februar 2008: President's Day (fejres altid tredje
mandag i februar)
Præsidenternes dag markeres hvert år den tredje
mandag i februar. At dagen markeres i februar skyldes, at
Lincoln som var præsident under den amerikanske borgerkrig,
havde fødselsdag den 12. februar. Indtil midten af
1970'erne var også 22. februar officiel helligdag i
USA - George Washingtons fødselsdag, USAs første
præsident. Siden blev de to mærkedage slået
sammen til en, og valget faldt på den tredje mandag
i februar.
21. marts 2008: Langfredag (ikke en officiel helligdag,
men mange butikker holder lukket)
23. marts 2008: Påskedag
Påskesøndag er en officiel helligdag i USA, omend
den ikke betragtes som en af de "tunge" helligdage.
Det er i sagens natur især det kristne USA, som højtideligholder
dagen. De mere folkelige traditioner byder på dekoration
af hårdkogte æg og slikposer til børnene.
Påskemandag afholder præsidenten den traditionsrige
jagt på påskeæg på græsplænen
foran Det Hvide Hus i Washington,
hvor mindre børn og deres forældre leder efter
påskeæg gemt mellem græsstråene.
26. maj 2008: Memorial Day (fejres altid sidste mandag
i maj)
National mindedag til ære for de døde, ikke mindst
de mange soldater, som gennem tiden har givet deres liv for
friheden rundt om i verden. Oprindeligt blev dagen indført
for at mindes de soldater, der faldt under den amerikanske
borgerkrig, men siden har dagen udviklet sig til en generel
hyldest af de døde. Ceremonier på kirkegårde
og ved monumenter.
4. juli 2008: Uafhængighedsdag - Independence
Day
Næst efter Thanksgiving er den 4. juli den største
amerikanske helligdag, der fejres med gigantiske parader og
enorme festfyrværkerier over hele landet. Alle butikker
og institutioner er lukket, og der flages intensivt med Stars
and Stripes. Dagen markerer som bekendt underskrivningen af
den amerikanske uafhængigshedserklæring den 4.
juli 1776.
1. september 2008: Labor Day (fejres altid første
mandag i september)
Det amerikanske svar på arbejdernes festdag den første
maj. Dagen fejres med parader i mange byer, men dagen bruges
i lige så høj grad til at markere sommerens afslutningen,
inden mange skoler og uddannelser igen starter op.
13. oktober 2008: Columbus Day (fejres altid anden
mandag i oktober)
Den italienske eventyrer Christopher Columbus satte fod på
det amerikanske kontinent den 12. oktober 1492, og det markeres
i USA den anden mandag i oktober. Mange offentlige institutioner
holder lukket, men de fleste butikker er åbne.
11. november 2008: Veterans' Day (fejres altid 11.
november)
Oprindeligt en mærkedag, der blev indført for
at fejre de amerikanske soldaters deltagelse i den 1. verdenskrig,
der blev afsluttet den 11. november 1918. I dag bruges dagen
dog til at ære alle soldaterveteraner, der har deltaget
i krige, hvor amerikanerne har kæmpet. Dagen markeres
med store parader i de større byer, og præsidenten
nedlægger en krads på den ukendte soldats grav
ved en ceremoni på militærkirkegården Arlington
i Washington
D.C.
27. november 2008: Thanksgiving Day (fejres altid
fjerde torsdag i november)
Amerikanernes ubetinget største og mest betydningsfulde
helligdag hele året. Hele landet lukker reelt ned de
fire dage, som Thanksgiving-weekenden strækker sig over,
da de fleste også tager fri den mellemliggende fredag.
Traditionen byder, at hele familen fra nær og fjern
samles og spiser stegt kalkun med tranebær sauce, kartofler
og græskartærte.
Thanksgiving har rødder helt tilbage til 1621, hvor
en gruppe stærkt troende immigarnter slog sig ned i
Massachusset. Efter en meget hård vinter, hvor over
halvdelen af nybyggerne døde, bad de om hjælp
hos de lokale indianere, der bl.a. viste dem, hvordan de kunne
dyrke majs og andre afgrøder. Efter en givtig høst
den efterfølgende sommer, besluttede nybyggerne sig
for at holde en takkefest - Thanksgiving. En tradition, der
er blevet hold i hævd lige siden.
25. december 2008: Juledag
Julen når ikke op på siden Thanksgiving i USA,
men langt de fleste amerikanere - kristne såvel som
andre trosretninger - markerer julen i et eller andet omfang.
Den amerikanske jul læner sig op ad den britiske med
julegaver julemorgen. Amerikanerne gør desuden et stort
nummer ud af at udsmykke deres huse med masser af kulørte
lamper og store grankrase med røde sløjfer på
dørene. Desuden har alle byer med respekt for sig selv
naturligvis deres eget juletræ. Juletræet foran
Det Hvide Hus og juletræet foran Rockefeller Center
i New York
hører til de mest berømte.
Andre mærkedage og regionale helligdage:
14. februar 2008: Valentines Day (markeres altid den
14. februar)
Valentine's Day - opkaldt efter en kristen martyr - er de
senere år også blevet markeret i Danmark. Valentine's
Day er dagen, hvor man værdsætter sin elskede
ved at give hende - eller ham - små gaver, typisk blomster
eller chokolade.
5. februar 2008: Mardi Gras i New Orleans
Mardi Gras er en særlig sydstatsbegivenhed, og specielt
i New
Orleans fejres Mardi Gras med store parader og gigantiske
løsslupne fester. Mardi Gras er en kombination af et
stort karneval og en gigantisk byfest, og tradtionen stammer
tilbage fra dengang, New
Orleans blev grundlagt af franske nybyggere. Mardi Gras
betyder "Fat Tuesday".
17. marts 2008: St. Patricks Day (markeres altid den
17. marts)
For irske immigranter i USA er St. Patricks Day den 17. marts
en særlig mærkedag, og den fejres bl.a. i New
York, Boston
og Chicago,
hvor der bor mange efterkommere af irske immigranter. St.
Patricks Day markeres med parader, hvor folk klæder
sig i tøj i den særlige smaragd-grønne
farve, for at hylde den "grønne ø",
de oprindeligt stammer fra.
31. oktober 2008: Halloween (markeres altid den 31.
oktober)
Halloween er den amerikanske fastelavn og byder på masser
af udskårne græskar med levende lys, og børn
der går fra dør til dør i flotte kostumer
og råber "trick og treat" - direkte oversat
"ballade eller slik". Halloween er en af de mest
synlige festdage i USA næst efter jul, da amerikanerne
i god tid inden Halloween udsmykker deres huse og forhaver
med græskar og anden pynt. Masser af voksne amerikanere
fejrer også Halloween med udklædning og store
fester.
Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
|