Lej
bil i USA via Auto Europe 
Lej
bil med Auto Escape 
Lej
bil i USA via Holiday Autos
Kørekort i USA og Canada
Du skal naturligvis have dit kørekort med til USA eller
Canada, som bl.a. skal fremvises, når du afhenter din
udlejningsbil. Angående de formelle krav til dit kørekort,
er det vores erfaring, at kan du sagtens nøjes med
at have dit lyserøde danske EU-kørekort med
til USA, der i praksis accepteres af alle amerikanske betjente,
hvis du bliver stoppet.
Men vil du være på den helt sikre side, kan du
anskaffe dig et internationalt kørekort, som nu udstedes
af Borgerservice i de nye danske storkommuner. Og overvejer
du at køre bil i Mexico, bør du helt klart medbringe
et internationalt kørekort. Udstedelse af et internationalt
kørekort koster et gebyr på 25 kr.
Det internationale kørekort er gyldigt i et år
fra udstedelsesdatoen og beviser overfor udenlandske myndigheder,
at du er i besiddelse af et gyldigt dansk kørekort,
som naturligvis også skal medbringes på rejsen.
Mere på www.politi.dk
Hastighedsgrænser:
Den amerikanske trafikkultur er på mange områder
meget forskellig fra den europæiske. Hastighedsgrænserne
er bl.a. noget lavere end vi er vant til. I de fleste stater
er højest tilladte hastighed på motorveje f.eks.
65 miles, svarende til 105 km/t. Enkelte stater tillader dog
70 eller 75 miles - 120 km/t. En amerikansk mile svarer til
1,6 kilometer.
På almindelige landeveje er hastighedsgrænsen
typisk 45 til 65 miles - 88 til 105 km/t. I byerne må
man ofte helt ned på 25 eller 35 miles, svarende til
40 eller 60 km/t. I Canada måles alle hastigheder og
afstande i kilometer ligesom i Europa.
Når bilen tankes op:
Langt de fleste udlejningsbiler kører på blyfri
95 oktan, men på de amerikanske tankstationer hedder
dette Unleaded 87. Du kan også købe lidt dyrere
benzinvarianter som Unleaded 89 eller Unleaded 93, svarende
til blyfri 95 og blyfri 98, men hold dig bare til den billigste
varriant - det er normalt nok. Personbiler der kører
på diesel er stort set ukendte i USA.
Vælger du at betale med kreditkort ved standeren, skal
du normalt vælge "Credit Card" i displayet.
Nogle gange bliver du også spurgt om en Zip Code, et
fem-cifret amerikansk postnummer. Tast i så fald fem
nuller - det plejer at virke. På nogle tankstationer
skal du først "løfte" den sort plasticholder,
som tankpistolen sidder i, før pumpen frigives. Efter
tankning udskrives kvitteringen automatisk på de fleste
tankstationer. Vælger du at betale kontant, kommer du
sandsynligvis til at stifte bekendtskab med begrebet "Pre-Pay".
Pre-Pay er forudbetaling af det beløb, du ønsker
at tanke for, fx 20, 40 eller 60 dollars. Efter forudbetaling
i kiosken frigives pumpen, og den stopper selv, når
du har nået det forudbetalte beløb.
Tanker du bilen op i Oregon eller New Jersey, kommer en tankpasser
springende og tanker bilen op for dig. Det skyldes en særregel
i de to stater om, at du ikke selv må tanke bilen op.
Drikkepenge forventes ikke for denne service, men du er naturligvis
velkommen til at give tankpasseren en dollar for ulejligheden.
Nogle få tankstationer i de øvrige stater i USA
opererer stadig med begrebet "Full Service", hvor
du også bliver betjent af en tankpasser. Men i dag er
der langt mellem disse "Full Service" tankstationer.
Bemærk at prisen pr. gallon er højere ved Full
Service-standerne end ved Self Serve.
Bykørsel:
Mange danskere vil helst være fri for at køre
rundt i de amerikanske storbyer. Det er dog ikke altid, at
det helt kan undgås, og en køretur gennem f.eks.
San
Francisco behøver ikke nødvendigvis
at være en hårrejsende oplevelse.

Nøgleordene til succes med bykørsel i USA hedder
timing og god tid. Først og fremmest bør du
så vidt muligt undgå de store byer i myldretiden.
Det kan være en frustrerende oplevelse at sidde fast
på en motorvej midt i Los
Angeles med utålmodige børn på
bagsædet. Så hold dig væk fra storbyerne
i morgenmyldretidstrafikken og sidst på eftermiddagen.
Ellers er de amerikanske storbyer som udgangspunkt ikke sværere
at køre rundt i end andre byer. Blot du ved, hvor du
skal hen. Her kan et navigationsanlæg være en
stor hjælp. Alternativet er at have et godt bykort ved
hånden. Du kan også vælge at benytte dig
af den offentlige transport i de amerikanske storbyer. Byer
som New York,
Washington,
Chicago,
Boston,
San Francisco
og Los
Angeles m.fl. har fintmaskede netværk af metrolinjer
og lokalbaner.
Parkering i storbyer:
Det kan være lidt af et mareridt at skulle parkere i
en amerikansk storby. En ting kan ihvertfald være sikker
på: Du får lov til at betale for fornøjelsen.
Highways-USA.com har selv prøvet at overnatte i San
Francisco med bil: Da vi skulle hente bilen i parkeringshuset
næste dag, så var gebyret for et halvt døgns
parkering i San Francisco nogenlunde lige så højt,
som prisen på overnatningen det youth hostel, vi selv
havde sovet på.
Men skal du ind til de store byer i din udlejningsbil, så
betal hvad det koster at holde parkeret i et parkeringshus
med overvågning. Nogle gange kan du være heldig
at en finde plads på nogle af de få "offentlige"
parkeringspladser i byerne, der typisk er udstyret med parkometer.
Det kan være billigere end hvis du vælger et privat
parkeringshus i dagtimerne. Men om natten vil jeg anbefale
overvåget parkering i de store byer - med mindre hotellet
har sin egen parkeringsplads. Og husk nu ikke at efterlade
nogen værdier i bilen.
Det er i øvrigt klogt at overholde parkeringsrestriktionerne:
Lad være med at "tage chancen" og parkere
i en "tow away zone". For amerikanerne mener det
alvorligt med den lille kranbil på skiltet: Hvis du
laver en ulovlig parkering i en storby, kan du meget vel risikere
at skulle hente din bil i den anden enden af byen, hvor den
lokale parkeringstjeneste har sin oplagringsplads for ulovligt
parkerede køretøjer. Det er både dyrt
og tidskrævende, hvilket mange danske turister i USA
gennem tiden har erfaret.
Valet Parking:
Begrebet "Valet Parking" er også særlig
amerikansk specialitet. Valet Parking bruges især ved
restauranter, hoteller og særligt eksklusive butikker,
og består i at du som bilist blot afleverer din bil
med nøglerne siddende i til en parkeringsvagt, der
så sørger for at parkere bilen for dig. Så
behøver du ikke bruge din sparsomme tid på parkering.
Men denne service er naturligvis ikke gratis, og parkeringsvagten
forventer mindst et par dollars eller tre i drikkepenge, når
han henter bilen til dig - hvis der ikke ligefrem er en fast,
tidsbestemt takst for parkeringsservicen.

At finde vej:
Generelt er skiltningen i USA fortræffelig, og det er
nemt at finde vej - især hvis du kombinerer amerikanernes
imponerende net af nummererede hoved- og motorveje med et
godt vejatlas fra f.eks. Rand
McNally. Vil du hellere lade dig navigere rundt, tilbyder
mange biludlejningsselskaber
navigationsanlæg i udlejningsbilerne.
Er du medlem af FDM, kan du i øvrigt få hjælp
af det amerikanske svar på FDM, American Automobile
Association - AAA - eller i daglig tale blot "Triple
A". På AAA's kontorer over hele USA kan du få
udleveret kort og lokale guidebøger, hvis du foreviser
dit FDM medlemskort. FDM-medlemmer har også adgang til
en lang række rabatter i USA via det såkaldte
Show Your Card!-samarbejde. Læs mere på vores
særlige side om rabatter i USA 
Betalingsmotorveje:
Flere stater, bl.a. Florida har adskillige betalingsveje,
som det næste er umuligt at komme udenom, med mindre
du er meget lokalkendt. Og i langt de fleste tilfælde
kan det ikke betale sig hverken tidsmæssigt eller økonomisk
at køre uden om betalingsvejene. Fx er Florida Turnpike
- Interstate 75 fra Fort Lauderdale til Orlando - en betalingsmotorvej,
som de fleste turister i Florida stifter bekendtskab med.
Det er lidt forskelligt fra stat til stat, hvordan der betales
for at benytte motorvejene, men typisk skal du trække
en lille seddel i en automat, når du kører ind
på betalingsvejen - Toll Road på amerikansk. Den
lille seddel afleveres så eller stoppes så i en
ny automat, når du forlader betalingsvejen, og skal
så betale for den strækning, du har kørt.
Ved de fleste store betalingsstationer er der personale til
at hjælpe, men vælger du en mindre afkørsel
undervejs, kan du godt opleve, at der kun er en automat. Derfor
gælder det om at have nogle kontanter ved hånden,
da du som regel ikke kan betale med kreditkort på disse
betal selv-stationer. Og med kontanter mener vi en bunke quarters,
der ofte smides ned i en stor tragt, indtil du har betalt
det beløb, den kørte strækning kostede.
Så går bommen op (som ved Storebælt), og
du kan med god samvittighed køre videre. Husk derfor
at have nogle quarters ved hånden, når du kører
på de amerikanske motorveje.
Læs meget mere om færdselsregler
i USA i vores artikel om særlige
færdselsregler i USA og Canada 
Informationerne på denne side er senest opdateret
den 3. november 2011.

Bent Sørensen: Et praktisk tip til billige
og kølige drikkevarer på lange, varme USA-ture:
Så snart du har hentet bilen, så kør hen
til det nærmeste supermarked og køb en køleboks,
fyld den med drikkevarer og isterninger. Is fås gratis
i supermarkeder og hoteller i det meste af USA, og vi fyldte
køleboksen op med is på vores hoteller hver morgen,
og havde kolde drikkevarer på turen hele dagen igennem.
Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
Fotos: Shutterstock.com
|