Amerikanske helligdage og officielle mærkedage i 2014

Den amerikanske befolkning er sammensat af så mange forskellige trosretninger, at religiøse helligedage kun spiller en meget begrænset rolle i den officielle amerikanske kalender. Til gengæld byder kalenderåret på en række helligdage, der knytter sig til enkeltpersoner samt den amerikanske historie. Hertil kommer en række mærkedage som fx Valentines Day og Halloween foruden en lang række højtider, som fejres lokalt.

1. januar 2014: Nytårsdag
Amerikanerne har ikke tradition for at skyde nytåret ind med fyrværkeri som i Europa, men fejrer typisk nytårsaften med familie, venner eller naboer. Nytårsaften på Times Square i New York er en legendarisk begivenhed, hvor den berømte store kugle sænkes ned fra toppen af Times Square, når klokken passerer midnat. En begivenhed, der i adskillige årtier er blevet transmitteret direkte af de store tv-kanaler til resten af nationen.

20. januar 2014: Martin Luther King Day (fejres altid tredje mandag i januar)
Borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther Kings fødselsdag 15. januar markeres hver år den tredje mandag i januar. Helligdagen har været markeret siden 1968, hvor Martin Luther King blev myrdet ved et attentat i Memphis, Tennesse.

17. februar 2014: President’s Day (fejres altid tredje mandag i februar)
Præsidenternes dag markeres hvert år den tredje mandag i februar. At dagen markeres i februar skyldes, at Lincoln som var præsident under den amerikanske borgerkrig, havde fødselsdag den 12. februar. Indtil midten af 1970′erne var også 22. februar officiel helligdag i USA – George Washingtons fødselsdag, USAs første præsident. Siden blev de to mærkedage slået sammen til en, og valget faldt på den tredje mandag i februar.

18. marts 2014: Langfredag (ikke en officiel helligdag, men mange butikker holder lukket)

20. april 2014: Påskedag
Påskesøndag er en officiel helligdag i USA, omend den ikke betragtes som en af de “tunge” helligdage. Det er i sagens natur især det kristne USA, som højtideligholder dagen. De mere folkelige traditioner byder på dekoration af hårdkogte æg og slikposer til børnene. Påskemandag afholder præsidenten den traditionsrige jagt på påskeæg på græsplænen foran Det Hvide Hus i Washington, hvor mindre børn og deres forældre leder efter påskeæg gemt mellem græsstråene.

26. maj 2014: Memorial Day (fejres altid sidste mandag i maj)
National mindedag til ære for de døde, ikke mindst de mange soldater, som gennem tiden har givet deres liv for friheden rundt om i verden. Oprindeligt blev dagen indført for at mindes de soldater, der faldt under den amerikanske borgerkrig, men siden har dagen udviklet sig til en generel hyldest af de døde. Ceremonier på kirkegårde og ved monumenter.

4. juli 2014: Uafhængighedsdag – Independence Day
Næst efter Thanksgiving er den 4. juli den største amerikanske helligdag, der fejres med gigantiske parader og enorme festfyrværkerier over hele landet. Alle butikker og institutioner er lukket, og der flages intensivt med Stars and Stripes. Dagen markerer som bekendt underskrivningen af den amerikanske uafhængigshedserklæring den 4. juli 1776. I 2010 falder den 4. juli på en søndag. Derfor er mandag 5. juli også en helligdag i USA, hvor offentlige kontorer holder lukket.

1. september 2014: Labor Day (fejres altid første mandag i september)
Det amerikanske svar på arbejdernes festdag den første maj. Dagen fejres med parader i mange byer, men dagen bruges i lige så høj grad til at markere sommerens afslutningen, inden mange skoler og uddannelser igen starter op.

13. oktober 2014: Columbus Day (fejres altid anden mandag i oktober)
Den italienske eventyrer Christopher Columbus satte fod på det amerikanske kontinent den 12. oktober 1492, og det markeres i USA den anden mandag i oktober. Mange offentlige institutioner holder lukket, men de fleste butikker er åbne.

11. november 2014: Veterans’ Day (fejres altid 11. november)
Oprindeligt en mærkedag, der blev indført for at fejre de amerikanske soldaters deltagelse i den 1. verdenskrig, der blev afsluttet den 11. november 1918. I dag bruges dagen dog til at ære alle soldaterveteraner, der har deltaget i krige, hvor amerikanerne har kæmpet. Dagen markeres med store parader i de større byer, og præsidenten nedlægger en krads på den ukendte soldats grav ved en ceremoni på militærkirkegården Arlington i Washington D.C.

27. november 2014: Thanksgiving Day (fejres altid fjerde torsdag i november)
Amerikanernes ubetinget største og mest betydningsfulde helligdag hele året. Hele landet lukker reelt ned de fire dage, som Thanksgiving-weekenden strækker sig over, da de fleste også tager fri den mellemliggende fredag. Traditionen byder, at hele familen fra nær og fjern samles og spiser stegt kalkun med tranebær sauce, kartofler og græskartærte.

Thanksgiving har rødder helt tilbage til 1621, hvor en gruppe stærkt troende immigarnter slog sig ned i Massachusset. Efter en meget hård vinter, hvor over halvdelen af nybyggerne døde, bad de om hjælp hos de lokale indianere, der bl.a. viste dem, hvordan de kunne dyrke majs og andre afgrøder. Efter en givtig høst den efterfølgende sommer, besluttede nybyggerne sig for at holde en takkefest – Thanksgiving. En tradition, der er blevet hold i hævd lige siden.

25. december 2014: Juledag
Julen når ikke op på siden Thanksgiving i USA, men langt de fleste amerikanere – kristne såvel som andre trosretninger – markerer julen i et eller andet omfang. Den amerikanske jul læner sig op ad den britiske med julegaver julemorgen. Amerikanerne gør desuden et stort nummer ud af at udsmykke deres huse med masser af kulørte lamper og store grankrase med røde sløjfer på dørene. Desuden har alle byer med respekt for sig selv naturligvis deres eget juletræ. Juletræet foran Det Hvide Hus og juletræet foran Rockefeller Center i New York hører til de mest berømte. I 2010 falder den 25. december på en søndag. Derfor er den 24. december også en officiel hellidag i USA. Der er den ikke normalt.

Andre mærkedage og regionale helligdage:
4. marts 2014: Mardi Gras i New Orleans
Mardi Gras er en særlig sydstatsbegivenhed, og specielt i New Orleans fejres Mardi Gras med store parader og gigantiske løsslupne fester. Mardi Gras er en kombination af et stort karneval og en gigantisk byfest, og tradtionen stammer tilbage fra dengang, New Orleans blev grundlagt af franske nybyggere. Mardi Gras betyder “Fat Tuesday”.

14. februar 2014: Valentines Day (markeres altid den 14. februar)
Valentine’s Day – opkaldt efter en kristen martyr – er de senere år også blevet markeret i Danmark. Valentine’s Day er dagen, hvor man værdsætter sin elskede ved at give hende – eller ham – små gaver, typisk blomster eller chokolade.

17. marts 2014: St. Patricks Day (markeres altid den 17. marts)
For irske immigranter i USA er St. Patricks Day den 17. marts en særlig mærkedag, og den fejres bl.a. i New York, Boston og Chicago, hvor der bor mange efterkommere af irske immigranter. St. Patricks Day markeres med parader, hvor folk klæder sig i tøj i den særlige smaragd-grønne farve, for at hylde den “grønne ø”, de oprindeligt stammer fra.

31. oktober 2014: Halloween (markeres altid den 31. oktober)
Halloween er den amerikanske fastelavn og byder på masser af udskårne græskar med levende lys, og børn der går fra dør til dør i flotte kostumer og råber “trick og treat” – direkte oversat “ballade eller slik”. Halloween er en af de mest synlige festdage i USA næst efter jul, da amerikanerne i god tid inden Halloween udsmykker deres huse og forhaver med græskar og anden pynt. Masser af voksne amerikanere fejrer også Halloween med udklædning og store fester.

28. november 2014: Black Friday (markeres altid fredagen efter Thanksgiving)
Black Friday har gennem de senere år udviklet sig til at blive amerikanernes største shoppingdag i løbet af året. Efter en Thanksgiving torsdag med hygge og kalkun i familiens skød, går amerikanerne om fredagen amok i en shopping rus, hvor de vælter ind ad dørene til de store shoppingcentre for at sikre sig nogle af de tilbud, som butikkerne har netop denne dag. “Festen” er flere steder blevet så voldsom, at sikkerhedsfolk og politi må ud at styre masserne, når dørene åbnes – nogle steder lige efter midnat, mens andre butikker venter til tidligt næste morgen.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.0/10 (7 votes cast)
Amerikanske helligdage og officielle mærkedage i 2014, 9.0 out of 10 based on 7 ratings

Speak Your Mind

*