| "Med tornadoer og bisoner i horisonten"
er en detaljeret beskrivelse af familiens strabadser i USA på
deres syv måneder lange tur gennem hele det vestlige USA
- underforstået den del af USA, som ligger vest for Mississippi.
Hovedparten af turen blev tilbagelagt i et motorhome, og en
stor del af bogen fokuserer på de udfordringer, som det
giver at opleve USA i et motorhome - en rejseform som amerikanerne
selv dyrker i stor stil.
Bogen er opdelt i femten rejsebreve, som familien lagde ud
på deres website undervejs til ære for familie
og venner derhjemme. Og for USA-interesserede og folk med
lyst til motorhome-ferie er de femten rejsebreve interessant
læsning. De første par rejsebreve fra Californien
har dog mest karakter af feriepostkort, men da familien så
køber det motorhome, der skal blive rammen om hovedparten
af deres tur og bevæger sig væk fra de mest turistede
områder, træder deres rejsebreve mere i karakter
og bliver mere nærværende læsning.
Desværre kommer familiens to voksne skribenter, Martin
Nedergaard Andersen og Anne Bjerregaard Sinding aldrig rigtigt
dybt ned i stoffet. Det bliver for det meste til overfladiske
iagttagelser omkring, hvad de oplever de enkelte dage; herunder
hvilke naturoplevelser familien får og hvilke genvordigheder,
motorhomet giver dem. Som læser savner man flere reflektioner
over USA som land og amerikanerne som folk - især fordi
familien trods alt er afsted i syv måneder.
Til gengæld deles der gavmildt ud af diverse rejsetips,
og for danskere som overvejer at tage til USA i en længere
periode og derfor købe deres eget motorhome i USA,
vrimler det med gode rejsetips, som man ikke vil være
foruden. Hvert kapitel afsluttes også med gode opsumeringer
af de oplevede seværdigheder inklusiv gode weblkinks.
Der er dog ikke alle dispositioner, familien foretager undervejs,
det kan anbefales at efterprøve i praksis. Bl.a. får
vi læsere på et tidspunkt at vide, at familiens
visa er udløbet, og at de derfor opholder sig "ulovligt"
i USA.
Hvis man har planer om at besøge i USA igen på
et senere tidspunkt, er det er særdeles uklogt at opholde
sig længere i landet end ens visa eller opholdstilladelse
giver ret til. Amerikanerne slår meget hårdt ned
på udenlandske turister, der prøver at rejse
ind i USA igen, hvis de tidligere har overskredet sidste udrejsedato.
Nogle er ligefrem blevet fængslet, men langt de fleste
bliver pure nægtet indrejse ved ankomsten, hvis de forsøger.
Og de amerikanske myndigheders hukommelse går mindst
ti år tilbage for sådanne forseelser.
Det må skyldes ren og skær uvidenhed, at familien
ikke var opmærksom på den detajle. Så sørg
for at rejse ud af USA igen inden for de 90 dage, man normalt
får tildelt som dansk turist - eller alternativt inden
ens visa udløber. Men ellers er der masser af fin rejseinspiration
og utallige rejsetips at hente i "Med bizoner og tornadoer
i horisonten" - også selvom der er langt mellem
de mere eftertænksomme reflektioner.
Martin Nedergaard Andersen og Anne Bjerregaard Sinding:
Med
tornadoer og bisoner i horisonten Forlaget
Mellemgaard 2007, 201 sider, 200 kroner.
Køb
Med tornadoer og bisoner i horisonten hos Nordisk Korthandel
- klik her for mere information 
|