|
En by uden centrum
Orlandos geografi afslører en totalt flad by uden et
rigtigt centrum. Til gengæld breder Orlando sig over
et enormt areal, og set ovenfra ligner byen mest af alt en
række uendelige forstæder bundet sammen af et
fintmasket motorvejsnet. Rundt omkring i bylandskabet ligger
der en række fikspunkter, du som turist kan sigte efter.
De fleste fikspunkter udgøres naturligvis af byens
mange temaparker.

Walt
Disney's indtog i Orlando
Det er værd at dvæle lidt ved Orlandos korte historie:
Frem til midten af 60'erne var Orlando en søvnig lille
flække omgivet af plantager med citrusfrugter. Men så
fik en mand med visioner øje på området,
og han begyndte i 1965 at opkøbe jord i området
- via en række stråmænd.
Men først i 1969 gav jordopkøberen sig til
kende: Det var selveste Walt Disney, der i Orlando bl.a. ville
skabe et mønstersamfund, hvor indbyggerne kunne leve
det ideelle familieliv i balance med sig selv uden kriminalitet
og andre udefra kommende forstyrrende elementer.

Første skud på stammen i Walt Disney's nye familieunivers
var åbningen af Walt Disney World i 1972. Parken var
en tro kopi af Disneyland i Californien, og dermed var Orlandos
skæbne beseglet. Inden årtusindet var omme havde
Orlando syv af de ti største tema-parker i USA plus
en frodig underskov af andre forlystelser rundt om i byen.
Forlystelsesparker i Orlando
I dag er der tre store aktører i Orlando: Disney, Universal
og Sea World. De tre koncerner har tilsammen syv gigantiske
forlystelsesparker, som du nemt kan bruge en hel dag på
hver. Men de fleste turister ikke har hverken tid eller råd
til at besøge alle parkerne. Så her er et overblik
over de største parker og deres forskellige målgrupper:

Magic Kingdom. Walt Disney's første forlystelsepark
i Orlando, åbnet i 1972. Magic Kingdom er den store
klassiske familiepark, der især er velegnet til familier
med mindre børn. Parken er inddelt i temaområder
som fx Frontierland med cowboys, Adventureland med sørøvere,
Fantasyland for de mindste og Tomorrowland med fremtidsversioner
og nogle af parkens vildeste forlystelser, bl.a. Space Mountain.
Har I allerede været i Disneyland Paris, kan I vælge
at springe Magic Kingdom over, og prøve en af Disneys
andre parker. disneyworld.disney.go.com

 
Epcot Center. En særlig Florida-specialitet.
Epcot står for Experimental Prototype Community of Tomorrow,
og det var oprindeligt Walt Disney's tanke, at Epcot skulle
være det idealsamfund, han drømte om at opbygge
i Orlando. Men da Walt Disney døde i 1978, valgte hans
arvtagere i stedet at bygge endnu en forlystelsespark. Epcot
byder på to meget forskellige oplevelser. I Future World
kan du se ind i fremtiden, og få nogle bud på
morgendagens opfindelser. Mere interessant er imidlertid World
Showcase, anlagt omkring en stor sø, hvor du kan gå
på opdagelse i 11 forskellige lande verden over. De
deltagende lande er Canada, England, Frankrig, Italien, Japan,
Kina, Marokko, Mexico, Norge, Tyskland og USA. Underholdende
med fine muligheder for også at spise "lokale"
specialiteter. Slut eventuelt dagen af med at se det store
laserfyrværkeri, som fyres af fra søen midt i
World Showcase. disneyworld.disney.go.com

 
Disney-MGM Studios. Forlystelsesparken for filmfans,
som i bedste Disney-stil tager dig ved hånden og fører
dig ind i filmens magiske verden med en blaning af både
lærdom og underholdning. Disney's kendte figurer er
selvfølgelig på plads, og forlystelserne omfatter
både børnevenlige udgaver og mere vilde rides.
Skal det være rigtigt vildt, så hop ombord på
Rock'n'Roller Coaster, en indendørs rutsjebane, der
på 2,8 sekunder skyder dig afsted med 100 kilometer
i timen, mens rockgruppen Aroesmith drøner ud af de
indbyggede højtalere i vognene. Har du allerede besøgt
Disney-MGM Studios i Paris, så overvej i stedet Universal
Studios. disneyworld.disney.go.com


Animal Kingdom. Endnu en særlig Florida-specialitet,
som kun findes i Orlando. Animal Kingdom er en blanding af
dyrepark og zoologisk have tilsat forlystelser. Parken er
arealmæssigt den største af de fire Disney-parker,
og to tredjedele af arealet udgøres af Animal Kingdoms
store safaripark. Her kan du i åbne biler opleve en
tro kopi af Afrikas savanne med elefanter, giraffer, løver
og næsehorn. Det øvrige Animal Kingdom er opdelt
i temaområder, der repræsenterer hver sin verdensdel
tilsat forlystelser. Det nye flagskib i Animal Kingdom er
rutsjebanen Expedition Everest, der tager dig med op på
verdens tag i Himalayas bjerge. Her huserer Den Afskyelige
Snemand, og han har desværre ødelagt rutsjebanens
skinner, så noget af turen kører du baglæns.
Så er du advaret. disneyworld.disney.go.com


Universal Studios. Den store konkurrent til
Disney. Universal har siden 1990 haft adresse i Orlando, og
Universal's Orlando-udgave er et langt stykke hen ad vejen
identisk med den oprindelige Universal Studios i Californien.
Men i Orlando er der gjort mere ud af at skabe vellignende
filmkvarterer fra amerikanske storbyer, bl.a. New York og
San Francisco,
så illusionen af at gå rundt i filmkulisser er
mere gennemført i Orlando. Blandt de klassiske forlystelser
er et møde med Arnold Schwarzenegger i Terminator 2,
en flyvetur med Michael J. Fox i Back to the Future og en
imponerende iscenesættelse af Kevin Costner-filmen Waterworld.
Du kan også blive blæst omkuld af en tornado i
Twister eller blive ramt af et jordskælv, mens du kører
en tur med metroen i San Francisco. www.universalorlando.com


Island of Adventure. Selvom det er svært at tro,
er Universals nyeste temapark fra 1999 om muligt endnu vildere
end selve Universal Studios. Den henvender sig derfor især
til større børn og voksne, der vil afprøve
deres egne grænser. Selveste Steven Spielberg var kreativ
konsulent, da parken blev etableret, og parkens rutsjebaner
og bagvedliggende teknologi hører til blandt verdens
mest avancerede. www.universalorlando.com


Sea World. De vilde og støjende forlystelser er
tonet lidt ned i Sea World, der er en rigtig familiepark med
noget for alle alderstrin. Omdrejningspunktet er havets dyr
i alle størrelser og former, og Sea Worlds imponerende
show med delfiner og hvaler er i verdensklasse. Oveni kommer
en række forlystelser, hvoraf et par stykker ikke står
tilbage for konkurrenterne hos Disney og Universal. Rutsjebanen
Kraken er en rigtig knogleryster med syv loops undervejs,
en højde på 40 meter og en længde på
2½ minut på hver tur. Selvfølgelig har
Sea World også en rigtig vandrutsjebane: Journey to
Atlantis tager dig med på en tur til det sunkne rige,
og udsætter dig bl.a. for et (vand)fald på 20
meter. Husk derfor regntøjet. Men når det er
sagt, er Sea World stadig en rigtig fin familiepark. www.seaworldorlando.com


Orlando for viderekomne
Tre alternative bud på oplevelser i og omkring Orlando:

International Drive. Ud over de syv store temaparker,
har Orlando en underskov af mindre forlystelser. De fleste
af disse ligger langs hovedstrøget International Drive
i det sydlige Orlando. Forlystelser som Ripleys Believe It
or Not med bizarre historier fra hele verden og det iøjnefaldende
Wonderworks installeret i et bygning, der er kastet rundt
på taget. Indvendigt kan man prøve simuleret
computerteknologi som fx jordskælv, tornadoer eller
du kan bygge din egen rutsjebane og efterfølgende køre
en tur i den. International Drive byder også på
en mængde restauranter, barer og fast food-spisesteder.
Læs mere på www.internationaldriveorlando.com


Kennedy Space Center. Når NASA sender sine rumfærger
ud i rummet, sker det fra Kennedy Space Center. Centret er
en af de bedste forlystelser omkring Orlando, blot med det
fortegn, at her er der tale om den ægte vare. De fleste
besøgende vælger at tage på en af de guidede
ture rundt på centret, der bl.a. bringer dig tæt
på de store affyringsramper, hvorfra rumfærgerne
stiger til vejs. Men også turen ind gennem de kontrolrum,
som blev brugt under Apollo-missionerne, er meget fascinerende.
Man har bl.a. lavet en simulation af, hvordan selve affyringen
af Apollo 11-raketten til månen fandt sted inkl. kommunikation
under opsendelsen. Afsæt en hel dag til besøget,
og glæd dig over, at priserne er mere moderate end entrepriserne
i Orlandos forlystelsesparker. Der er cirka en times kørsel
fra Orlando til Kennedy Space Center, der ligger på
Floridas østkyst. www.kennedyspacecenter.com


Alligatorsafari. Tidligere var store dele af det centrale
Florida uspoleret natur med store sumpområder - og opdyrkede
områder med plantager med frugttræer. Men i takt
med at forstæderne breder sig omkring Orlando, presses
den vilde natur i defensiven. Men du kan stadig komme helt
tæt på nogle af Floridas oprindelige indbyggere
- alligatorerne i sumpene syd for Orlando. Her tilbyder flere
operatører alligator-ture ud i sumpene på de
såkaldte airboats, der er udstyret med gigantiske propeller,
som driver bådene frem i de lavtvandede områder.
Airboats larmer ekstremt meget, så det er ikke kun for
at øge spændingen, at du får udleveret
hørværn. Af samme grund er de højrystede
airboats bandlyst i Everglades National Park i det sydvestlige
Florida. www.bcairboats.com

Læs mere på:
Orlandoinfo.com
Visit
Florida

Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
Fotos: Disney, Universal Studios, Sea World, Shutterstock.com
og Henrik Lange
|