|
Til november slår en helt ny filial af Rock &
Roll Hall of Fame dørene op. Det nye museum kommer
til at ligge i hjertet af Soho-kvarteret i New York
City, oplyser New York & Company, den organisation
som markedsfører New York i USA og resten af
verden.
Det nye museum er en filial af Rock & Roll Hall
of Fame i Cleveland i Ohio, der under stor bevågenhed
slog dørene op i 1995. Men fra november kan turister
i New York altså også få et skud Rock
& Roll - naturligvis vinklet på New York City
og de mange rock-ikoner og spillesteder, som byen har
fostret gennem tiden.
Rock & Roll Hall of Fame i New York vil brede sig
over 2500 kvadratmeter på adressen 76 Mercer Street
i Soho. Blandt udstillingens klenodier kan man bl.a.
finde Bruce Springsteens Chevolet fra 1957, John Lennons
Record Plant Piano, en motorcykeljakke der har tilhørt
Elvis Presley og et digt håndskrevet af selveste
Jim Morrison.
Det kræver en helt særlig karrirere og
indsats inden for rockmusikken at blive optaget i Rock
& Roll Hall of Fame, og kun ganske få musikere
bliver hvert år indlemmet i de hellige haller.
Det nye Rock & Roll Hall of Fame i New York vil
dog kun være en filial af hovedmuseet i Cleveland.
Vil du have den ægte være, må du stadig
tage turen vestover til Cleveland i Ohio.
Ud over Rock & Roll Hall of Fame findes et af USA's
bedste rock museer i Seattle, Experience
Music Project. Desuden åbnede Hack Rock-koncernen
i juni en ny forlystelsespark Hard
Rock Park i Myrtle Beach, South Carolina.
Læs mere om:
Rock & Roll Hall of Fame i New York - www.rockannex.com

Rock & Roll Hall of Fame i Cleveland - www.rockhall.com

Experience Music Project i Seattle - www.empsfm.org

Hard Rock Park i Myrtle Beach - www.hardrockpark.com

[Senest opdateret den 26.08.2008]
Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
Foto:
Rock and Roll Hall of Fame, Cleveland Ohio
|