|
Seneste skud på stammen over tiltag, der skal
beskytte USA mod uønskede gæster som fx
terrorister eller kriminelle, er en ny elektronisk formular,
som alle danskere og en række andre nationaliteter,
der vil til USA skal udfylde, før de kan få
adgang til det forjættede land.
Den nye elektroniske formular indføres med virkning
fra 12. januar 2009, forlyder det fra amerikanske kilder.
For danskere, som vil rejse til USA, betyder det nye
indrejsekrav, at du pr. 12. janaur 2009 skal have udfyldt
den elektroniske formular, og være blevet godkendt
af de amerikanske myndigheder, inden du kan rejse ind
i USA.
Når du har fået den elektroniske godkendelse,
er du samtidig godkendt til at rejse ind i USA uden
visum. Får du til gengæld ikke godkendelsen
- fx fordi du tidligere har opholdt dig længere
i USA, end du havde opholdstilladelse til - skal du
søge visa hos Den amerikanske Ambasade i København.
Den nye elektroniske godkendelsesformular, som alle
danskere uden visum til USA skal udfylde fra den 12.
januar 2009, får dog efter planen snigpremiere
allerede til august 2008, så man kan gå
ind og øve sig. Når du er blevet godkendt,
gælder godkendelsen i de næste 24 måneder,
men den kan kun benyttes ved indrejse i USA én
gang. Du kan altså ikke rejse ind i USA på
den samme godkendelse flere gange. Dog gælder
der særlige regler, hvis du fx tager en smuttur
til Canada, for så at vende tilbage til USA nogle
dage senere.
Amerikanerne anbefaler, at man udfylder den nye elektroniske
formular senest 72 timer før afrejse. For forretningsrejsende,
der med meget kort varsel planlægger en rejse
til USA, vil der gælde særlige regler. Men
den nye elektroniske formular bliver altså først
et krav til januar 2009.
[Senest opdateret den 20.06.2008]
Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
|