At gå rundt i The French Quarter er som at gå rundt i en bydel et sted i det sydlige Europa. The French Quarter er juvelen i New Orleans, og bydelen er med sine mange lave byhuse i middelhavsstil særdeles uamerikansk. Her slår Louisisanas kolonihistorie igennem for fuld styrke, og det er en fornøjelse at gå rundt i de lave gader og indsnuse atmosfæren.

Hoteller og overnatning i New Orleans

Kolonihistorie på amerikansk
The French Quarter afgrænses af Canal Street, North Rampart Street, Esplanade Avenue og Mississippi-floden. Bydelens kvadratiske gadenet gør det nemt at finde rundt i de seks gange fire gader, der udgør French Quarter.

Hovedparten af bygningerne daterer sig tilbage til slutningen af 1700- og 1800-tallet, og er således ikke specielt gamle i europæisk forstand. Men de besidder en helt særlig kolonialsk charme, som man sætter speciel pris på, fordi der er så langt mellem sådanne perler i USA. Faktisk skal man til St. Augustine i det nordlige Florida for at finde tilsvarende arkitektur i USA – og det i langt mindre omfang.

Bourbon Street og Royal Street
De to vigtigste hovedstrøg i French Quarter udgøres af Bourbon Street og Royal Street. Bourbon Street er den traditionelle forlystelsesgade med mange barer og spillesteder. Parallelgaden Royal Street er shoppinggaden i French Quarter, og her finder du de fleste af New Orleans’ mange gallerier og lokale kunstnere. Desuden byder Royal Street på masser af små lokale butikker med hver deres særpræg.

Er du til alternativ shopping langt væk fra det etablerede kædeforretninger, er Royal Street lige stedet at svinge kreditkortet.

Overalt i French Quarter finder du masser af restauranter, cafeer og spisesteder, der hver især byder ind med deres fortolkning af det lokale køkken med rødder i bl.a. cajon og kreol-kulturerne. New Orleans er et mekka for den kulinarisk interesserede, og flere af kvarterets berømte restauranter har været drevet af de samme familier i flere generationer.

French Quarter skal opleves til fods
French Quarter slap heldigvis for de store ødelæggelser under Katrina. Bydelen blev oprindelig anlagt på et højdedrag ved bredden af Mississippi, og blev således slet ikke oversvømmet, da digerne gav efter for vandmasserne under orkanen i august 2005. The French Quarter ligner således sig selv, som det har set ud i flere hundrede år.

Den spanske katedral på Jackson Square knejser således stadig i al sin pomp og pragt, som den har gjort det siden 1794. Oplever man den fra “bagsiden” om aftenen fra Royal Street, kaster lyset fra en projektør skyggen fra den foranstående Kristus-statue op på bagsiden af katedralen, hvilket giver en fantastisk effekt.

Du kan enten vælge at slentre rundt på egen hånd i French Quarter og gøre tingene i dit eget tempo, eller du kan tage en guidet tur rundt i kvarteret. New Orleans’ turistkontor har udgivet en guide til French Quarter, med forslag til gåture, der passerer forbi de mest spændende og historiske huse i kvarteret.

Hoteller og overnatning i New Orleans

Læs mere på:
www.neworleanscvb.com

Af Henrik Lange, Highways-USA.com