Flybilletter Biludlejning Hoteller Rejseforsikring Pas- og visaregler Rejsebøger Bloggen
California Highway 1
Florida Keys
Route 66
U.S. 61
Nationalparker
Storbyer
Rejsetips USA
Om Highways-USA.com

 

Highways-USA.com


 

Storbyer i USA
 
• Miami
 
• Miami Beach
  • Ocean Drive
  • Coconut Grove
  • Coral Gables
 

• Little Havana

  • Downtown
  • Biscayne Boulev
  • Museer i Miami


Relaterede links


Florida Keys
Key West
Everglades
Orlando



Bestil flybilletter til USA og Canada
Fra
Til 
Udrejse
Hjemrejse
Antal voksne
Børn (0-17 år)









Museer i Miami og andre seværdigheder
Miami er andet end strande, fest og farver. Miami har adskillige interessante museer

Miami er meget andet end sommer, sol, sand, strand og vand. Miami har fx en stribe museer og seværdigheder, det er værd at kigge nærmere på. Det gælder bl.a. South Florida Historical Museum og nogle af byens kunstmuseer.

Miami Metro Zoo er også helt i særklasse, mens nogle af byens andre seværdigheder godt kan springes over. Highways-USA.com har tjekket Miami's museer og byens øvrige seværdigheder.

Miami Metro Zoo
Miami har en af USA's største og bedste zoologiske haver. Og selvom man kun sjældent bruger ferien i udlandet på at gå i Zoo, er det værd at gøre en undtagelse med Miami Metro Zoo. Parken er dels ekstremt stor, og så bliver der brugt store summer på at formidle dyrenes levevis overfor publikum. Man har således lige åbnet en meget stor og meget velfortalt afdeling med dyreliv i Amazonas - både i selve regnskoven, i floderne og i luften.

Miami Metro Zoo har sammen med den berømte San Diego Zoo på vestkysten den store fordel, at det er varmt hele året, og at man derfor kan huse dyr, der føler sig hjemme i parken uanset årstiden. Således er der store sektioner med dyr fra både Afrika, Asien, Australien, m.fl. Afsæt derfor det meste af en dag til besøget, da parken er rigtig stor og der er masser at se, prøve og røre ved.

Man kan også leje familiecykler, hvis man heller vil køre rundt ved egen kraft, og desuden findes der en monorailbane, der kører rundt mellem de forskellige afdelinger. Miami Metro Zoo ligger i den sydvestligste ende af Miami og er nabo til Gold Coast Railroad Museum (se længere nede). www.miamimetrozoo.com

Miami Seaquarium
Delfiner, søløver og andre kåde havdyr plasker rundt i Miami Seaquarim, der ligger på Victoria Key sydøst for Miami Downtown - kør over den lange vejbro mod Biscane Key (betalingsvej). Der er shows med opvisninger hver dag på udvalgte tidspunkter. Der er også mulighed for at komme ud og svømme med delfiner - dog mod ekstra betaling.

Miami Seaquarium har fået en gigantisk ansigtsløftning de senere par år, og er i dag det største "akvarium" i Florida ud fra devisen gerne se og gerne røre - ihvertfald til en vis grad. En rigtig familie-destination, hvor man gør meget ud af at formidle oplevelsen for alle aldre. www.miamiseaquarium.com

Historical Museum of Southern Florida
Er du til kultur og historie, er Miami's store historiske museum i Downtown oplagt at bruge et par timer på. Museets permanente samling er meget velfortalt og kommunikeret, og tegner en fin rød linie fra de første indianske bosættelser for tusind år siden frem til koloniseringen af det sydlige Florida.

Museets udstilling byder naturligvis også på en sektion om Flaglers jernbane til Miami og fortsætter helt frem til nutidens Miami med motorveje, cubanske bådflytninge og såmænd også kaos'et ved præsidentvalget af George Bush i 2000. Historical Museum of Southern Florida har også skiftende historiske tema-udstillinger. www.hmsf.org

Miami Art Museum
Miami's kunstmuseum for moderne kunst er nærmeste nabo til South Florida Historical Museum. MAM som det kalder sig i kort form, vil gerne være det "store" kunstmuseum i Miami. Men det kniber lidt i de nuværende rammer og desuden er den permanente udstilling af svingende kvalitet.

Det kan godt betale sig at holde øje med de skiftende udstillinger på MAM, hvis du er til moderne kunst. Der er planer om at flytte MAM ned til bredden af Biscayne Bay, og det nye museum vil stå færdigt i 2012. www.miamiartmuseum.org

Bass Museum of Art
Bass Museum of Art er et kunstmuseum i Miami Beach baseret på parret John and Johanna Bass' kunstsamling af bl.a. renæssance kunst. Mens rammerne omkring værkerne er helt unikke - museets nye tilbygning er kun to år gammel - så kniber det mere med at lade sig rive med af den permanente samling, især når man kommer fra Europa, hvor vi har masser af renæssance kunst på museerne.

Til gengæld er de to gigantiske belgiske vægtæpper fra 1600-tallet i den store forhal meget imponerende. Tæpperne menes oprindeligt at have prydet væggene hos Henrik den 8. i England. Museets nye forhal er ganske enkelt bygget til at huse de to enorme vægtæpper. Hold øje med Bass Museum of Art's skiftende udstillinger, hvis du er til klassisk kunst. www.bassmuseum.org

World Erotic Art Museum
Det lyder besnærende med verdensmuseum for erotisk kunst, men det privatejede erotiske museum på Washington Avenue i Miami Beach er desværre en skuffelse. Ejer og samler Naomi Wilzig vil alt for meget på den i forvejen trange plads, og har proppet væggene i det lille museum til med fotos, malerier og anden erotisk kunst - uden at have en rød tråd gennem samlingen. "Less is more", men den gyldne fingerregel har Wilzig tilsyneladende ikke hørt om. I stedet for at give værkerne plads og gæsterne indsigt i verdens erotiske kunst, bliver det kun til en tur for husarerne.

To værker skiller sig dog ud fra mængden: Den hvide fallosskulptur fra Stanley Kubrick's film "A Clockwork Orange" fra 1971 står på museet. Det er lidt af et scoop. Og så har en tysk kunstner udskåret en stor dobbeltseng i træ med motiver fra Kama Sutra. De fire "ben" i dobbeltsengen er naturligvis store penis-symboler med udskårne erotiske motiver. En særdeles tung sag på 1.200 kg. Den er også svær at overse. Men ellers er der ikke meget at komme efter. Ole Eges nu lukkede erotiske museum på Købmagergade i København var faktisk en del bedre. www.weam.com

Gold Coast Railroad Museum
Florida er rig på jernbanehistorie. Det var jo om noget Flaglers jernbane ned langs østkysten, der i starten af århundredet var med til at gøre Florida tilgængelig for verdens turister. På Gold Coast Railroad Museum kan du få en omgang jernbanenostalgi på amerikansk - og ikke kun fra Florida. Museet huser fx et togsæt fra Californian Zephyr-ruten. Toget med de store panoramavinduer kørte fra slutningen af 1940'erne og frem til 1970 tværs over Rocky Mountain mellem Sacramento i Californien og Chicago.

Gold Coast Railroad Museum har også en "kongevogn" - eller rettere en præsidentvogn - som blev bygget i 40'erne. Den må man desværre ikke komme ind i, men flot ser den ud. Ellers er museet en lidt blandet landhandel, og man savner flere skilte med forklaringer. Desuden trænger noget af materiellet til en meget kærlig hånd. Om sommeren kører der tog på museets rangerspor - både rigtige tog og små modeltog.

Museet ligger i øvrigt på den tidligere Richmond Air Force Base, der blev bygget i 1942 til store varmluftballoner - og jævnet med jorden af en orkan tre år senere uden at blive genopbygget. www.gcrm.org

Andre museer i Miami
Miami byder på andre museer end de ovenstående, men de ovennævnte museer i Miami er alle besøgt af Highways-USA.com. Blandt Miami's øvrige museer, som vi ikke fik tid til at besøge, er bl.a. det anerkendte Lowe Art Museum i Coral Gables med europæisk og amerikansk kunst fra 1700-tallet og fremefter.

Desuden findes der et lille museum dedikeret til at fortælle historien om den amerikanske svinebugt invation på Cuba i 1961. Museet ligger i Little Havana og er åbent på hverdage.

Læs mere på:
www.miami.edu/lowe/
www.bayofpigsmuseum.org

Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Fotos: Henrik Lange



Føj Highways-USA.com til dine foretrukne  |  Highways-USA.com som startside  |  nyhedsbrev  |  ophavsret  |  kontakt os  |  site map
Highways.dk - Danmark  |  Highways-USA.com - USA og Canada  |  Highways-Iceland.com - Island og Færøerne
Copyright © 2005 - 2010 Highways-USA.com. Alle rettigheder forbeholdes.