|
Se udvalget af hoteller
i Miami Beach hos Hotels.com 
Tjek udvalget af hoteller
i hele Miami hos Hotels.com 
Definitionen på South Beach
Miami Beach's aflange form har gjort det nødvendigt
at skelne mellem den nordlige del og den sydlige del af den
smalle langtange. Og det er South Beach, der løber
med langt hovedparten af opmærksomheden, for det er
hernede, du finder hovedparten af Miami Beach's berømte
art deco arkitektur med de runde hjørner og blege pastelfarver.
Ingen andre byer i verden har en så stor koncentration
af art deco bygninger som Miami Beach. Og hovedparten ligger
syd for 15th Street og øst for Washington Avenue. Det
er altså i dette område, at turisterne flokkes.
Og du behøver ikke kun bevæge dig rundt på
Ocean Drive ud til Atlanterhavet, for at få art deco
arkitektur.
Lincoln Road
Miami Beach' fokus på art deco arkitekturen kan bl.a.
opleves på Lincoln Road, der er Miami Beach' svar på
Park Avenue i New York og Rodeo Drive i Beverly Hills. Her kan
du powershoppe, hvis du ellers har tegnebogen i orden. Mange
af de klassiske forretningsfacader blev opført i perioden
fra midten af 1920'erne og frem til 1950'erne. Et af gadens
klassiske art deco-stilikoner er det store Lincoln Theater.
Lincoln Road er noget så usædvanligt som en gågade.
Det skyldes arkitekten Morris Lapidus, der bl.a. stod bag
to af Miami Beach's første klassiske hotelresorts,
Fountain Bleu og Eden Roc lidt nord for South Beach. Morris
Lapidus valgte at gå mod strømmen og gjorde Lincoln
Road til en af USA's første gågader, hvilket
var et særsyn i 60'erne. Derfor er Lincoln Road i dag
en lille oase med restauranter, fortovscafeer og grønne
områder.
Espanola Way
Den ligger som en lille afstikker kun fem minutters gang fra
Ocean Drive, men bliver nemt overset af de fleste turister.
Men den smalle gade, der ligger mellem Pennsylvania Avenue
og Collins Avenue, er en lille "spansk" enklave,
der af historiske grunde bærer navnet Espanola Way.
Espanola Way er ret snæver, men byder på en række
hyggelige restauranter, nogle fortovsboder med varer ude på
gaden og den spanske arkitektur i området har også
tiltrukket sig opmærksomhed fra flere lokale kunstnere
- samt de sædvanlige tusindkunstnere ude på selve
gaden.
Washington Avenue og Collins Avenue
De to store nord-syd gående hovedstrøg i South
Beach er Washington Avenue og Collins Avenue. Sidstnævnte
er identisk med A1A, strandvejen i Miami Beach, der ender
i South Beach, men til gengæld følger Atlanterhavskysten
hele vejen gennem det sydlige Florida.
Både langs Washington og Collins Avenue ligger der
masser af hoteller og butikker - mange af dem i klassiske
art deco-bygninger, også selvom de ikke ligger direkte
ud til stranden.
World Erotic Art Museum
Museer er måske ikke lige det, der står højest
på din prioriteringsliste, når du besøger
Miami Beach, men to museer skal dog lige nævnes her:
Midt på Washington Avenue ligger Weam - en forkortelse
for World Erotic Art Museum.
Museet byder på en relativt stor samling af erotiske
effekter af både nyere og ældre dato. Museets
mest kuriøse genstand er nok den store hvide fallosskulptur,
som indgik i Stanley Kubriks film "A Clockwork Orange"
fra 1971. Desuden har museet en gigantisk (og meget tung)
dobbeltseng i massivt træ med udskårne motiver
fra Kama Sutra.
Desværre er der proppet alt for mange ting ind i det
forholdsvis lille museum, og der mangler en rød tråd
i museets samling. Så det bliver ved en relativt uforløst
oplevelse at besøge Weam.
Bass Art Museum
Bass Art Museum er et andet museumstilbud i Miami Beach. Museet
byder på en permanent samling af renæssance- og
barokkunst, men har også skiftende udstillinger af nyere
kunst.
Museets store tilbygning fra 2007 skaber nogle unikke rammer
for museet, der også byder på to af verdens største
vægtæpper i museets forhal. Faktisk er hallen
bygget for at kunne rumme tæpperne.
Bass Art Museum er et OK kunstmuseum, især hvis du
er til barok og renæssance, og museet har også
en fin museumsbutik. Men er du ikke til den klassiske kunst,
er det nok ikke lige Bass Art Museum, du skal løse
billet til - men mindre at en af museets skiftende udstillinger
lige er rammer din kunstsmag.
Se også vores artikel om museer
i hele Miami 
Holucaust Memorial
Miami Beach af alle steder har et af verdens største
og mest markante holocaust mindesmærker: En gigantisk
hånd i bronze, hvor armen udgøres af en utallige
udhungrede menneskekroppe. Den 13 meter høje skulptur
er omgivet af en mur af med en rundgang og udvendigt et bassin.
En meget effektfuld og dramatisk skulptur, hvori man også
har ingraveret navnene på utallige af de jødiske
ofre for holocaust. Monumentet byder også på en
stribe fotoplancher fra de tyske koncentrationslejrene. Desuden
findes der et auditorium ved monumentet, hvor der vises film
om holocaust og tilblivelsen af skulpturen.
Det er det meget store jødiske samfund i Miami Beach,
der har bekostet monumentet, der er udført af kunstneren
Kenneth Treister og inviet i 1990. Trænger du til en
lille pause efter besøget ved Holocaust monumentet,
ligger Miami Beach's botaniske have lige på den anden
side af hegnet som en lille afslappende og grøn oase
- selvom den botaniske have dog er noget beskeden i størrelsen.
Læs mere på:
www.southbeach-usa.com

www.lincolnroad.org

www.mdpl.org

www.holocaustmmb.org

Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
Fotos: Henrik Lange
|