 |
Et oplagt fotostop på California
Highway 1, som man ikke må snyde sig selv for, er den
smukke Bixby Creek Bridge 15 miles syd for byen Carmel. Broen
var en ingeniørmæssig bedrift i verdensklasse,
da den blev inviet i 1932, og var i mange år den største
og længste cementbro i verden.
|
|
Bixby Creek Bridge er indbegrebet af California Highway 1,
og repræsenterer kystvejens ukuelighed langs den rå
og utilnærmelige californiske kyst. Af samme grund optræder
broen på utallige fotos fra Highway 1.

Med åbningen af Bixby Creek Bridge i 1932 samt et par
andre større broer nord for Bixby Creek, fik det lille
bysamfund Big Sur, nogle få miles syd for broen, endelig
forbindelse til omverdenen. Og i 1937 stod hele California
1 færdig efter 20 års hårdt arbejde - i
øvrigt hovedsageligt udført af straffefanger,
der blev brugt som gratis arbejdskraft.

Den rå og stejle kyst er dog en konstant udfordring
for Highway 1. Store mudderskred på grund af kraftig
nedbør eller underminering af kysten efter store vinterstorme
er ikke ukendte fænomener, og vejen er jævnligt
lukket på grund af reparationer - nogle gange i flere
måneder. Planlægger man f.eks. at køre
turen om foråret, er det en god ide at spørge
de lokale, om Highway 1 er åben og farbar.
Læs mere på:
www.bigsurcalifornia.org
Fortsæt videre sydpå ad California Highway
1 til Big
Sur 
Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
|