Kystvejen
langs Californiens stillehavskyst hører uden overdrivelse
til en af de smukkeste køreture i verden.
Highway 1 starter ved byen Leggett tæt
ved grænsen til Oregon, og følger kysten ned
forbi bl.a. San Francisco og Los Angeles, inden den ender
ved Dana Point. Kortet viser ruten mellem San Francisco og
Los Angeles. Highway 1 er i alt 644 miles lang - 1.036 kilometer
- og stod færdig i 1937 efter 18 års hårdt
ingeniørarbejde.
Det er solen, blæsten, havets brusen, klipperne, dyrelivet
og den fantastiske udsigt over Stillehavet, der er i centrum
på turen ned langs Highway 1. Oveni får du en
lang række seværdigheder, hvoraf flere af dem
hører til blandt USAs mest populære.
Det gælder bl.a. Hearst
Castle, som aviskongen William Randolph Hearst byggede
i begyndelsen af 1900-tallet, for op gennem 1920'erne at invitere
mange af datidens store Hollywood-stjerner, politikere samt
en række andre indflydelsesrige personer fra USAs kulturelle
og politiske elite på weekendophold på hans enorme
slot i San Simeon.
Big
Sur er en anden lokalitet, som hænger uløseligt
sammen med Californiens Highway 1. Big
Sur er mere en tilstand end en by, for selve Big Sur
rummer kun nogle få huse, en tankstation og en enkelt
butik samt et par campingpladser. Men den helt fantastiske
natur langs kysten fik i 1960'erne mange hippier og intellektuelle
fra San
Francisco til at slå sig ned i Big Sur, der fik
karakter af boheme-enklave, hvor man kunne finde stilheden
og sig selv.

Men allerede i 1944 opdagede forfatteren Henry Miller charmen
ved Big Sur, og han boede i byen frem til 1962. For at ære
det berømte bysbarn, kan man i dag besøge Henry
Miller Memorial Library 
San
Francisco er naturligvis et oblgatorisk stop, og turen
over Golden
Gate er et af de store højdepunkter. Men ellers
er det især naturen,
udsigten
og mange små hyggelige
kystbyer langs ruten, der er charmen ved California
Highway 1.
Highway
1 opleves bedst ved at køre turen fra nord mod syd.
På den måde har du den fantastiske udsigt over
Stillehavet for "dig selv", uden at have modkørende
biler i synsfeltet hele tiden. Det hører med til historien
at Highway 1 er en utrolig populær rute, som specielt
i juli og august måned kan være fyldt godt op
med trafik - fx autocampere.
Selve
vejen har kun to spor det meste af turen, og byder på
en uendelig række af serpentinersving. Derfor bør
man afsætte mindst to-tre dage til turen fra fx San
Francisco til Los
Angeles. Ruten er i øvrigt ikke specielt børnevenlig
- bl.a. på grund af de mange sving.
Vi har delt Californiens Highway 1 op i to forskellige strækninger:
San
Francisco - Los Angeles og Oregon
- San Francisco, og har beskrevet de mest interessante
seværdigheder. Klik på ikonerne på kortet
for at læse mere
eller start turen helt oppe i Oregon

Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
Grundkort
copyright: UBQ-kortdesign
|