|
Everglades i det sydvestligste Florida
er en naturperle uden sammenligning med andre amerikanske
nationalparker. Her er ingen høje bjerge eller dybe
kløfter, til gengæld er her sump og sivgræs
så langt øjet rækker. Det
lyder muligvis kedeligt, men skinnet bedrager. For lige under
overfladen lurer et fantastisk dyre- og planteliv med bl.a.
alligatorer i tusindvis.
Everglades
National Park er på størrelse med Fyn og er flad
som en pandekage - parkens højeste punkt ligger kun
nogle få meter over havets overflade. Sumpene i Everglades
får deres vand fra Okeechobee-søen i det centrale
Florida, og vandet løber langsomt gennem sumpene og
videre ud i Den Mexicanske Golf.
Imidlertid har intens landbrugsdrift og afvanding af sumpene
for at skaffe drikkevand til de konstant voksende forstæder
vest for Miami og Fort Lauderdale nedsat vandgennemstrømningen
voldsomt. Og med mindre, der sættes seriøst ind
for at vende udviklingen, risikerer Everglades at ende som
gold slette i stedet for frodig og frugtbar sump.

Der
er heldigvis stadig masser af vand i sumpene i det sydvestlige
Florida, og dermed er der rig mulighed for at nyde den særprægede
natur, fauna og det fascinerende dyreliv. De mest prominente
indbyggere i Everglades er helt uden sammenligning alligatorerne,
der findes overalt i parken. Er du rigtig heldig, kan du også
spotte krokodiller i den sydvestlige del af Everglades ud
til Den Mexicanske Golf.
Alligatorer er normalt meget sky dyr, men de kan i meget
sjældne tilfælde finde på at gå til
angreb, hvis de føler sig truet. Så lade være
med at gå for tæt på sumbredderne, og lad
være med at "drille" eventuelle alligatorer
i vandet, for at få en reaktion fra dem. Alligatorerne
kan lynhurtigt springe op ad vandet, så brug din sunde
fornuft. Oplever du en alligator, der begynder at hvæse
af dig, er det et klart signal om, at det er på tide
at fortrække.

Everglades er et paradis for fugleinteresserede. Der findes
over 300 forskellige fuglearter i Everglades, som yngler og
bruger sumpene som spisekammer, så her er virkeligt
noget at komme efter for ornitologer. Husk kikkert eller telelinse
til dit kamera.

Everglades
National Park opleves bedst fra den cirka 60 kilometer lange
vej, der er anlagt tværs ind gennem parken. Vejen starter
ved besøgscentret ved parkens hovedindgangen, 15 kilometer
vest for byen Florida City syd for Miami. Vejen gennem Everglades
passerer forbi en lang række små naturstier, der
hver især repræsenterer Everglades mangfoldige
natur: Sump, slette, mangroveskov, tæt regnskov, fyrreskov
med mere. Hver sti er ikke længere end 500-800 meter,
så alle kan være med - også kørestolsbrugere.
Et af de absolut bedste naturstier i parken ligger ved Royal
Palm, den første aftstikker på turen gennem Everglades.
Sumpområdet ved Royal Palm byder på et mangfoldigt
dyreliv med utallige fugle og alligatorer, der kan nydes i
sikker afstand på de trægangbroer bygget over
sumpene. En anden natursti ved Pa-hay-okee Overlook giver
dig udsigt over Everglades' sletter, og naturstien ved Mahogany
Hammock byder på en enklave af tæt regnskov med
maghonitræer.

Når
du har kørt hele vejen gennem parken, ender du i Everglades
eneste "by", den lille flække Flamingo, som
rummer en kiosk, et besøgscenter og tankstation. Herfra
kan du tage videre på guidede sejlture ud i sumpene,
hvilket vil dig et mere komplet billede af Everglades.
Flamingo blev voldsomt raseret af orkanerne Charlie og Wilma
i 2005, og indtil videre har man opgivet at genopføre
de kabiner og hytter, der blev ødelagt under orkanen.
Så du kan ikke p.t. overnatte i Flamingo, men skal samme
vej tilbage igen, for at komme retur til hovedvejen U.S.1
og byen Florida City - en tur på 75 kilometer. I Florida
City kan du fortsætte sydpå ad U.S.1 og Overseas
Highways ned mod Key West - eller køre tilbage mod
Miami.

For at få noget ud af dit besøg i Everglades,
bør du afsætte en hel dag til parken. De bedste
tidspunkter at opleve Everglades dyreliv er ved solopgang
og solnedgang. Her er der masser af aktivtet, mens der ikke
sker så meget midt på dagen. Vinterhalvåret
er et fint tidspunkt at besøge Everglades, da der kan
være udlideligt varmt og høj luftfugtighed om
sommeren.

Har du ikke tid til at bruge en hel dag i Everglades, så
overvej i stedet en guidet tur i den nordlige del af parken
fra lokaliteten Shark Valley. Shark Valley ligger ud til U.S.
41, som forbinder Miami med Naples på den Floridas vestkyst.
Her ligger der et besøgscenter, men hovedattraktionen
er guidede ture i åbne busser af to timers varighed,
der giver et indtryk af Everglades mangfoldighed. Du kan også
leje en cykel, og cykle de 24 kilometer rundt i parken. Ruten
er ikke åben for personbiler.
Tredje og sidste indgang til Everglades ligger ved byen Everglades
City vest for nationalparken. Everglades City er en lille
flække med et par moteller og butikker, foruden et besøgscenter.
Herfra kan du leje kanoer eller både og sejle ind i
Everglades på kortere eller længere ture. Men
der findes ingen veje ind i parken fra Everglades City, så
eneste mulighed er at begive sig ud på det våde
element.
Everglades National Park på nettet:
www.nps.gov/ever
- National Park Service officielle guide til Everglades
National Park 
Fortsæt videre sydpå ad Overseas Highway til
John
Pennekamp Coral Reef 
Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
Fotos: Henrik Lange
|