Big
Meadows Lodge og Skyline
Resort i selve Shenandoah 
Hoteller
i Front Royal nord for Shenandoah National Park

Hoteller
i Waynesboro syd for Shenandoah National Park 
Hoteller
i Charlottesville øst for Shenandoah National
Park 
Skyline Drive - toppen af køreglæde
Shenandoah National Park skal altså angribes i bil, og
Skyline Drive er den helt store attraktion med sine 75 "overlooks",
hvor du skiftevis får serveret unikke views ud over dalstrøgene
i øst eller vest, hvor du kan se ud over Virginia's kultur-landskab
med den ene by efter den anden nede i dybet - mens du selv står
oppe på toppen i op til 3.680 foods højde - 1.120
meters højde.
Vandrestier for de mere øvede
Men
man nøjes naturligvis ikke med "kun" at se
Shenandoah fra bilen. Du skal også ud at nyde de skovklædte
bjerge, og her er der utallige muligheder for vandreture af
forskellig sværhedsgrad. Faktisk findes der over 500 miles
vandrestier på kryds og tværs i Shenandoah. Den
berømteste af dem alle sammen er Appalachian Trail, vandreruten
der går fra Maine i nord til Georgia i syd på den
amerikanske østkyst.
Det kræver dog forholdsvis god tid for alvor at nyde
naturherlighederne i Shenandoah. De fleste vandreture kræver,
at du afsætter mindst en time - og gerne to timer pr.
tur - hvis du fx vil se nogle af de vandfald, som ligger i
nærheden af Skyline Drive. Desuden er vandreturene ikke
specielt godt markeret på de gratis kort, du får
udleveret ved indgangen, så vandring i Shenandoah henvender
sig mest til de udholdende vandrere, der har en hel dag til
tracking i bjergene. Køb et detaljeret kort over vandreruterne
i Shenandoah, hvis du for alvor vil ud at trekke på
bjergstierne.
Overnatning og dyreliv i Shenandoah
Ud over de 75 udsigtspunkter langs Skyline Drive er et af
højdepunkter i Shenandoah græssletten Big Meadows
cirka midtvejs i parken - en åben slette med masser
af vilde blomster. Her finder du også parkens store
Visitor Center med campgrounds til campister og Big
Meadows Lodge. Mere om overnatning i Shenandoah nedenfor.
I besøgscenteret ved Big Meadows kan du se en stor
udstilling om parken og nationalparkens tilblivelse - samt
byggeriet af Skyline Drive.
Dyrelivet i Shenandoah udgøres hovedsageligt af en
bestand på cirka 5.000 hjorte, men der er også
sorte bjørne i Shenandoah, selvom du skal være
"heldig" for at løbe på en. Hertil
kommer et rigt fugleliv - og utallige egern, der piler rundt
i Shenandoahs træer.
Highways besøgte Shenandoah midt i oktober (2010),
og er man til efterårsfarver, er Shenandoah på
det tidspunkt et festfyrværkeri af røde, gule
og orange nuancer.
Overnatning inde i Shenandoah National
Park
Der
findes tre forskellige muligheder for overnatning inde i Shenandoah
National Park, fordelt på to klassiske lodges samt en
lokalitet med fine gamle rustikker hytter. Fælles for
alle lodges og hytter gælder det, at du skal være
ude i god tid.
Big
Meadows Lodge er den store gamle lodge i Shenandoah
opført i 1939. Den ligger ud til Big Meadows, det store
grønne engareal midt i nationalparken ved Milepost
51 langs Skyline Drive. Big Meadows Lodge har dels 29 klassiske
hotelværelser i hovedbygningen og yderligere værelser
og suiter i nærliggende bygninger samt en række
rustikke hytter. Big
Meadows Lodge er kun åben fra midten af maj
og frem til slutningen af oktober.
Skyland
Resort ved Milepost 41,7 er et klassisk feriested,
etableret i 1888 som det første resort i Shenandoah.
Det ligger på det højeste sted i parken og byder
i klart vejr på en fantastisk udsigt ud over Shanandoah
Valley. Skyland Resort består dels af enkle værelser
og rustikke hytter. Det er hverken telefon, internet eller
tv på værelserne, så Skyline Resort er for
dem, der vil nyde stilheden, udsigten og naturen. Skyline
Resort er åben fra medio maj til slutningen
af november.
Ved Milepost 57,3 langs Skyline Drive ligger Lewis
Mountains Cabins, en række rustikke hytter dog
indrettet med bad og toilet samt grillfaciliteter. Sengelinned
er også inkluderet. Heller ikke her er internet eller
andre moderne tiltag, men en fantastisk mulighed for at nyde
Shenandoahs natur på nærmeste hold. Åbent
fra medio april til slutningen af november.
Overnatning udenfor Shenandoah National
Park
Shenandoahs
lodges og hytter er ekstremt populære og reserveret
op til halve år i forvejen, så ofte må man
ty til de nærliggende byer, der dog også ligger
i rimelig kørselsafstand fra parken.
Lige nord for Shenendoah og starten på Skyline Drive
gennem parken ligger den hyggelige by Front
Royal men en række hoteller og moteller. I den
modsatte ende syd for Shenandoah National Park og Skyline
Drive ligger byen Waynesboro,
hvor du også finder nogle få moteller og hoteller.
Alternativt ligger den lidt større by Charlottesville
en god halv times kørsel fra den sydlige ende af Shenandoah
og Skyline Drive.
Adgang med årskort eller kontanter
Det koster 14 dollars pr. bil at få lov til at køre
gennem parken ad Skyline Drive. Har du et nationalpark pas,
der gælder et helt år, er der gratis adgang til
Shenandoah og alle andre nationalparker i hele USA. Inden
du køber et national park pas til 80 dollars, skal
du dog lige vide, at der er gratis adgang til både Blue
Ridge Parkway og Great Smoky Mountains National Park længere
mod syd. Så skal du "kun" besøge disse
parker på din rejse - og hvis du ikke kommer til USA
igen inden for et år - kan det ikke betale sig at købe
det store nationalpark pas, der kan købes ved indgangen
til Shenandoah.
Shenandoah National Park på nettet:
www.nps.gov/shen/
- National Park Service officielle guide til Shenandoah

Overnatning på Big
Meadows Lodge og Skyline
Resort inde i selve Shenandoah 
Hoteller
i Front Royal nord for Shenandoah National Park 
Hoteller
i Waynesboro syd for Shenandoah National Park 
Hoteller
i Charlottesville øst for Shenandoah National
Park 
Fortsæt videre sydpå ad Blue Ridge Parkway
gennem
Virginia 
Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
Fotos: Henrik Lange
|