|
Blue Ridge Parkway kravler op i højderne
Efter at have passeret North Carolina State Line, bliver Blue
Ridge Parkway igen mere kuperet og skovrig, så forbered
dig på flere sving - og tilsvarende smukke udsigter.
Fx ud over Stone Mountain, en gigantisk glatpoleret klippeside,
som der er udsigt til fra Blue Ridge Parkway.
Highways valgte at tage en overnatning i Blowing Rock, en
hyggelig tidligere mineby - går vi ud fra, navnet taget
i betragtning. Byen hører til i den mondæne ende
af skalaen med flere antikvitetsbutikker og shops med dyrere
kunsthåndværk langs hovedgaden. Her er der masser
af mulighed for overnatning.
Linn Cove viadukten
Turen videre sydpå er en af Blue Ridge Parkway's mest
berømte strækninger med adskillige lokaliteter,
bl.a. Blue Rigde Parkways vartegn, Linn Cove viadukten, som
fører vejen rundt om Grandfather Mountain. En helt
speciel bro, der med 153 brofag snor vejen "uden om bjerget".
Denne del af Blue Ridge Parkway stod først færdig
i 1983, efter fire års arbejde med broen. Et besøgscenter
fortæller om byggeriet.
Inden da, lige efter at have passeret vejen til Blowing Rock,
kan du tage et stop ved Moses H. Cone Memorial Park, en smuk
gammel sydstats estate, hvor man kan købe kunsthåndværk
af høj kvalitet - og gåture i området,
hvis du har tid.

Linville Falls og Mount Mitchell
Lidt længere sydpå ligger Linville Falls, det
volumemæssigt største vandfald i USA, når
man lige fraregner Niagara Falls. Faldene er ekstremt populære,
og der er kamp om at få det bedste skud af vandfaldet
fra forskellige udsigtsplatforme. Det tager 10 minutter at
gå ned til den laveste udsigtsplatform, men snup den
næste platform lidt højere oppe i terrænet
- her er udsigten bedre og der er færre mennesker. Ved
Linville Falls er der også et besøgscenter og
en souvenirshop.
Længere sydpå kommer man forbi Museum of North
Carolina Minerals, og så kan man vælge at tage
en afstikker på fem miles op i højderne til Mount
Mitchell, der er det højeste bjerg i det østlige
USA - det vil igen sige øst for Misssissippi. Du kan
køre helt op til toppen i 6.684 fods højde -
2.037 meter - og få taget dit foto oppe ved den forblæste
udsigtsplatform. Udsigten er selvsagt helt fantastisk, men
husk varmt tøj.
Rundt om Asheville
I takt med, at du bevæger dig længere og længere
sydpå, kommer der også flere og flere tunneler
på Blue Ridge Parkway, og lige efter en af de kortere
tunneler ligger det forblæste Graggy Gardens, der er
et af de mange hyggelige Visitor Centers på Blue Ridge
Parkway.
Asheville er en af de største byer i det vestlige
North Carolina, og her er der masser af muligheder for overnatning,
mad og drikke. Vælg fx afkørslen til U.S. 70
fra parkway'en, der vil bringe dig direkte ned til en perlerække
af moteller og kæderestauranter i Asheville.
Lige efter du har passeret U.S. 70 ligger Blue Ridge Parkways
hovedkvarter på venstre hånd, der har hele parkway'ens
ubetinget bedste besøgscenter i en nybygget udstillingsbygning
med alt om vejen genenm Blue Ridge Mountains, flora, dyreliv,
kulturhistorie, selve anlægget af vejen, o.s.v. Gør
dig selv en tjeneste, og gør et stop her.
Bjergkørsel og tunneller
Fra Asheville og sydpå er det tunnelernes parade på
Blue Ridge Parkway. Der er i alt 26 tunneler på Blue
Ridge Parkway, og de 17 af dem ligger syd for Asheville. Det
er også her, du passerer det højeste punkt på
hele Blue Ridge Parkway i 6.047 fods højde - 1.843
meter.
Men inden da er du kommet forbi Mt. Pisgah, det sidste "store"
pitstop på Blue Ridge Parkway med campgrounds, egen
lodge, restaurant, country store, o.s.v. Lidt længere
sydpå ligger der endnu et populært vandfald, Graveyard
Fields. Via en lille sti fra parkeringspladsen kan du på
10 minutter går ned til faldene, og du kan dyppe tæerne
i den kolde vanddtrøm - ihvertfald om efteråret.
Vandmængderne om foråret er noget kraftigere.
På vej mod Great Smoky Mountains
Det sidste stykke af Blue Ridge Parkway er snoet bjergvej
med adskillige tunneler. Har du kurs mod Great Smoky Mountains,
kan du få et vue over, hvad der venter, ved at kravle
op på toppen af Waterrock Knob (6.292 fod - 1.918 meter),
hvor der også er et Visitor Center. Stien op til toppen
af "knoppen" er en stejl, stejl bjergsti, der selvom
den kun er en halv mile lang, sagtens kan tage dig 20 minutter
at forcere. Udsigten er OK, men stien er dårligt vedligholdt
mange steder, så er du magelig anlagt, så nøjes
med at gå op til første udsigtsplatform, der
hvor asfaltstien stopper.
Derfra er det så nedad gennem adskillige tunneler indtil
du når Milemarker 469, og Blue Ridge Parkway slutter
efter 755 kilometer, tæt ved indgangen til Great Smoky
Mountains National Park.
Fortsæt videre mod sydvest til Great
Smoky Mountains National Park 
Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
|