Roadtrip gennem Sydstaterne og Vesten
Vi har modtaget dette spørgsmål om et roadtrip gennem Sydstaterne og det sydvestlige USA: Sidste gang jeg skrev, fik jeg virkelig en cool feedback fra jer, så nu vil jeg høre, hvad du siger til mit planlagte roadtrip gennem Sydstaterne og Vesten:
Som vores tur ser ud nu, så starter vi i Nashville den 25. juni og smutter til Memphis der. Overnatter der og videre til Jackson, Mississippi den 26. Den 27. smutter vi derfra til New Orleans. Den 30. juni smutter vi til San Antonio hvor vi bliver til den 3 juli. Derfra er det af sted til Amarillo hvor vi oplever 4. juli. Den 5. tager vi til Santa Fe, hvor vi er til den 7. juli, hvor vi så tager det lange skub til Vegas. Hvad siger du til programmet? Jeg er vant til at køre bil, så det klare jeg nok, men du må super gerne byde ind på programmet. Plusser og minusser. Har kun været i Nashville, så Syden er helt ukendt for mig. Mange hilsner Thor

juni 9th, 2010 at 16:42
Det er en fin tur, I har planlagt der, og I kan glæde jer, for det er nogle dejlige byer, I har lagt ind på ruten.
Nashville har jeg faktisk aldrig selv besøgt, men jeg får jævnligt pressemeddelelser fra deres Country Music Hall of Fame and Museum, der har skiftende udstillinger, så det bør I nok lægge vejen forbi. Museet ser ihvertfakd interessant ud på papiret. Countrymusichalloffame.org Og så er der formentlig også mulighed for at opleve lidt ægte country i byen, så snup en koncert eller to, når I nu er der.
Memphis er et must: Ud over naturligvis Graceland - inkl. de mange specialsamlinger - så brug også lidt tid i Downtown Memphis, og tjek bl.a. Beale Street ud. Beale Street er Downtowns hjerte, og her finder i bl.a. guitarproducenten Gibson Beale Showcase, der tilbyder guidede rundvisninger der, hvor de berømte Gibson-guitarer produceres. Overvej at reservere billetter på forhånd, da turene er ret populære i højsæsonen. Mere på Gibson.com
Og så er der jo også de berømte Sun Studier i Memphis, som I naturligvis også bør tage med. Jeg ville også personligt lægge vejen forbi National Civil Rights Museum, oprettet i det nedlagte motel, hvor Martin Luther King blev skudt ned og dræbt den 4. april 1968. Læs mere i min byguide til Memphis
Turen ned langs Mississippi fra Memphis skal I give jer god tid til. US 61 betragtes jo som Highway of Blues, og vælger I US 61, så kommer I for alver ned gennem syden med diverse små hyggelige byer. Men I kan også vælge at køre østover ad US 78, der vil bringe jer til Tupelo, Mississippi, hvor Elvis blev født. Byen er naturligvis stolt af deres berømte bysbarn, og man kan besøge hans ydmyge barndomshjem, hvilket jeg dog aldrig selv har prøvet. Så jeg kan ikke sige, om det er omvejen værd.
Fra Tupelo kan I vælge at tage Natchez Trace Parkway, der går ned til Jackson og videre til Natchez på grænsen til Louisiana. Ruten betragtes som en af de historiske highways i USA, og passerer bl.a. forbi nogle af de steder, hvor flere store slag under den amerikanske borgerkrig fandt sted. Mere på National Park Services, der administrerer flere af seværdighederne langs med ruten.
Efter jeres overnatning i Jackson, som jeg ikke kender meget til, ville jeg fortsætte ad Natchez Trace Parkway til netop Natchez som nævnt før, og derfra så følge US 61 langs Mississippi floden til New Orleans. Men havde I noget mere tid, ville jeg have taget en overnatning i den lille by St. Francisville i Louisiana, hvor der ligger adskillige fine Bed and Breakfast i store gamle sydstatspalæer, så I rigtigt kan opleve sydstaterne. Her har jeg selv boet i 2008, og det var en skøn oplevelse. Læs mere om den sydlige del af US 61 i mit portræt af The Great River Road
New Orleans er en af mine favoritbyer i USA, men jeg ville nok overveje måske at skære en enkelt dag af jeres ophold her, og så bruge en nat mere i starten af turen - fx i Nashville på vej ned langs Mississippi, så I ikke har så travlt med at komme sydpå. New Orleans vil ikke skuffe jer: Det er en herlig by, som jeg har skrevet meget om i min byguide til New Orleans. Nyd det franske kvarter og Bourbon Street, men husk også et besøg på byens mest beømte kirkegård St. Louis no. 1 - og få eventuelt en guidet tur her. Det vil I få mest ud af. Se linket på min artikel om St. Louis No. 1
Tjek ogsÃ¥ Mardi Gras Museet ved Jackson Square og se paradevognene pÃ¥ det nye Blaine Kern’s Mardi Gras World, der nu ligger nord for floden og ikke i Algiers-bydelen som indtil for et Ã¥rs tid siden. Og sÃ¥ har I ikke været i New Orleans, før I har kørt en tur med en af byens sporvogne. AltsÃ¥ rigeligt med oplevelser til et par dage. Læs mere i min byguide til New Orleans
Det er OK med en lang dagstur fra New Orleans til San Antonio i Texas. Lige bortset fra, at jeg nok ville have valgt Austin som destination i stedet for San Antonio: Austin har et fantastisk musikliv, masser af kultur og er den store universitetsby i Texas. Så det vrimler med studenter, fest og farver. Så her ville jeg nok lige overveje, om I ikke burde snuppe mindst en dag/ aften i Austin også.
Amarillo er OK, men med al respekt: Amarillo ikke meget andet end en stor kvægby med masser af cowboys og gode steakhouses. Og så naturligvis Cadillac Ranch lidt vest for byen. Men jeg ville nok afkorte mit ophold i Texas med en dag eller to, og så bruge lidt mere tid på Route 66, som I jo rammer i Amarillo. Så personligt ville jeg nok fejre 4. juli i Santa Fe eller måske Albuquerque - sidstnævnte husker jeg som en interessant by med masser af Route 66-stemning i den vestlige ende af byen.
Santa Fe har jeg endnu ikke besøgt, men jeg har hørt rigtigt meget godt om byen, så den kunne være rigtig interessant at fejre 4. juli i. Husk også at byen vrimler med kunst og gallerier, hvis det er noget, som har jeres interesse. Det lyder fornuftigt at bruge en hel dag i Santa Fe, hvor I kan nyde byens helt specielle arkitektur.
Og den dag, I så har sparet i Texas, ville jeg bruge på turen fra Santa Fe til Las Vegas. Her kører I på en af de mest klassiske strækninger af Route 66, så forlad motorvejen, når I har mulighed og kør ind gennem de mange større og mindre byer undervejs, og nyd de mange neonskilte og diners undervejs. Her vil I snyde jer selv, hvis I bare drøner direkte til Las Vegas. Så kør ind gennem byer som Gallup, Holbrook, Winslow, Flagstaff, Williams, Seligman og Kingman, der er ægte Route 66-perler. Glem heller ikke, at i det østlige Arizona kører I forbi naturseværdigheder som Painted Desert og Petrified Forrest - den forstende skov. Foruden Meteor Crater. Læs min guide til Route 66 i bl.a. det østlige Arizona
Jeg går ud fra, at I har fravalgt Grand Canyon, fordi I enten allerede har været der, eller vil se den fra oven på en flyvetur fra Las Vegas.
Jeg håber, I kan bruge min feedback - trods mine forskellige forslag til justeringer - og vil ønske jer en rigtig god tur til Sydstaterne og det sydvestlige USA. Det skal nok blive en rigtig herlig tur
juni 9th, 2010 at 23:08
Super fedt. Jeg kan ikke takke dig nok. Jeg elsker inside viden. Amerika er så stort, så det er en kæmpe hjælp at høre det fra en, som har været der før.
Med venlig hilsen Thor