Roadtrip med udgangspunkt i New York
Redaktionen har modtaget dette spørgsmål om, hvor langt man kan nå vestpå i USA fra New York på en tre ugers rundrejse med start og slut i New York:
Jeg er ved at planlægge en treugers tur til USA til sommer med tre venner. Tre uger er kort tid til et stort land, og vi vil selvfølgelig gerne nå at se så meget som muligt, men har svært ved at vurdere, hvad der faktisk er realistisk i forhold til køretid.
Som planen ser ud nu, har vi købt returbilletter til NYC de første tre uger i august og regner derfra med at komme så langt ind i landet som vi kan nå, sætte bilen, tage en indenrigs retur til NYC og bruge de sidste 3-4 dage der. Men frem til da har vi 15 dage, vi gerne vil udnytte bedst muligt. Spørgsmålet er, hvor langt vestpå vi vil kunne nå.
Som vores nuværende ambitiøse plan ser ud, kører vi dagen efter ankomst til Washington DC, er der et par dage og kører så videre ned gennem Appalacian Mountains til Greenville, South Carolina, hvor vi besøger noget familie i halvandet døgns tid. Derfra kører vi videre til New Orleans, over Houston til Austin, hvor vi kender nogle folk, vi kan være hos et par dage. Så er den første uge nok rigeligt gået, og herfra er vi meget i tvivl om hvorvidt det vil blive for presset at køre gennem Arizona mod Grand Canyon og Vegas, eller om vi i stedet skal køre nordpå mod Colerado Springs og flyve retur til NYC fra f.eks. Denver. Det vil under alle omstændigheder give nogle killer stræk i bil.
Vi er 4 chauffører over 25 år, så der er selvfølgelig nogle at fordele timerne på, men alligevel ville det være ærgerligt at se det meste af den smukke natur ud gennem vinduet. Så kan I evt anbefale en alternativ rute som inkluderer i hvert fald inkluderer South Carolina og Austin, men er mere realistisk? Tak for ethvert input og konstruktiv kritik!
Bedste hilsner, Annie, Jesper, Niels og Elli
juni 24th, 2010 at 06:20
Hej alle fire. For at starte med begyndelsen, så ser den første del af ruten og tidsplanen fornuftig ud. Når I forlader Washington D.C. kører I paralelt med Blue Ridge Parkway, en af de naturmæssigt smukkeste vejstrækninger i det østlige USA, der netop følger Appalachian Mountains ned til Great Smokey Mountains National Park, som kun ligger et stenkast fra Greenville ovre i Tennessee. Og da I er så tæt på, ville jeg afsætte en hel dag til Great Smokey Mountains National Park, den største og smukkeste nationalpark i det østlige USA. Jeg har desværre endnu ikke selv besøgt Great Smokey Mountains, men den står meget højt på min to-do liste.
Herfra ville jeg overveje at køre stik vest til Nashville og få en hurtig omgang country western og så videre til Memphis og sige hej til Elvis og Graceland – især hvis ingen af jer har været på de kanter før. Fra Memphis går det så stik sydpå til New Orleans, hvor I mindst skal afsætte en hel dag til at nyde den fantastiske by. Og så er det ellers vestpå i et langt stræk til Austin i Texas til jeres bekendte. Austin er en herlig by med masser af musik (og en afdeling af SeaWorld, hvis det var noget). Den skal nok falde i jeres smag. Fra Austin ville jeg så sætte kursen mod Santa Fe i New Mexico, for lige at få lidt mexicansk inspireret Western-kultur, inden I kører op mod Colorado Spring (som jeg ikke har besøgt) og Denver. Og så er tiden vist også gået, hvis I også skal nå et par dage i New York, inden I flyver hjem.
Jeg ville personligt droppe Arizona, Grand Canyon og Las Vegas, for I når ikke at yde nogen af delene retfærdighed, hvis tidsplanen ikke skal blive alt for stram – og med ovenstående plan kommer I allerede til at køre rigeligt i bil i løbet af jeres 15 dage. Så vent med Arizona og Nevada, og kombinér det med en tur til Californien på et senere tidspunkt. Jeg har ikke talt dagene præcist op i min rejseplan, men vil umiddelbart vurdere, at den virker realistisk, når man som jer er klar til at tage nogle meget lange stræk på de amerikanske interstates. Jeg håber, I kan bruge mine inputs. Rigtig god tur!
juni 25th, 2010 at 11:04
Hej Henrik, tak for dit svar. Vi har også overvejet alternativt at lægge Austin ind som endestation og bruge mere tid på Østkysten. Har du nogen inputs, hvis vi valgte den løsning?
juni 25th, 2010 at 12:52
I vil slippe for nogle meget lange non stop stræk ude vestpå, hvis I flyver retur til New York fra Austin. Og hvis I på forhånd kan se, at jeres rejseplan er presset, giver det rigtig god mening at droppe “forlængelsen” til Colorado Springs og Denver. For der er ikke så meget at se på turen gennem det vestlige Texas, og Det Vestlige USA bliver efter min mening først for alvor interessant, når man kommer til det vestlige New Mexico, Arizona, Nevada, Utah og Colorado – og så langt når I jo ikke rigtigt – lige med undtagelse af Santa Fe, som jeg foreslog ovenfor. Og hvis tiden så i forvejen er presset, bliver det hurtigt en stresset affære.
Vælger I at droppe turen til Denver, kan I i stedet overveje at køre ud til Charleston, der ligger på Atlanterhavskysten i South Carolina. Charleston er en smuk gammel by med en særdeles hyggelig bykerne med masser af smukke “gamle” huse i engelsk kolonistil med masser af hyggelige butikker, cafeer og restauranter. Altså en meget europæisk by i USA. Lidt længere nede ad kysten i Georgia ligger Savannah, en rigtig sydstatsby med store palæeer med søjler og tung luftfugtighed. Det er blandt andet her, at Clint Eastwoods Midnight in the Garden of Good and Evil fra 1997 er filmet. Savannah må I ikke gå glip af.
På tilbagevejen vestover op mod Nashville, kommer I lige forbi Atlanta, og selvom Atlanta er en topmoderne storby uden den helt store charme, så sluk tørsten med et besøg i World of Coca-Cola, leg nyhedsoplæser i CNN’s nyhedsstudier og tjek den evige flamme på Martin Luther Kings gravsted. Læs meget mere om Atlanta i vores store byguide til Atlanta på http://www.highways-usa.com/atlanta/
Fra Atlanta ville jeg så køre op mod Nashville og så følge ruten videre til Austin som tidligere beskrevet.
juni 30th, 2010 at 20:59
Hej
I stil med ovenstående har jeg planlagt en 3 ugers tur i oktober med familien – 2 voksne og 3 børn.
Vi flyver til Dallas og regner med at tage op til Memphis – Nashville, via Atlanta til South Carolina og op til Washingotn, for at slutte i Detroit, hvor vi skal besøge familie inden hjemturen.
Jeg har to spørgsmål: Skal vi tage New Orleans istedet for Memphis? Jeg har fornemmet New Orleans ikke er så smart med børn fra andre rejsende, men kan være for voldsom? (børnene er 10-15 (og 17)
2. spørgsmål gælder turen fra Washington til Michigan – er der noget du kan anbefale kraftigt vi skal forbi der??
juli 1st, 2010 at 22:51
Memphis er i høj grad Elvis, rock’n'roll, Sun Studierne og Midtvesten, mens New Orleans er kolonihistorie, jazz, Bourbon Street, French Quarter og Sydstaterne. Det er altså to meget forskellige byer med hver sin charme – til trods for at de begge ligger ved bredden af Mississippi.
Jeg vil dog ikke fravælge New Orleans p.g.a. af jeres børn. Når de er nået op i den alder, kan de sagtens sætte pris på de smukke gamle kolonihuse i French Quarter og det farverige liv i Bourbon Street – den “vilde” gade i New Orleans. Var børnene et par år yngre, var jeg nok være mere tilbøjelig til at give dig ret. Og et sted som Blaine Kerns Mardi Gras World er faktisk en ret børnevenlig seværdighed med de fantastiske paradevogne og gigantiske kostumer, der bruges under Mardi Gras i februar/ marts måned – igen en af de “vilde” begivenheder i New Orleans.
Når det er sagt, så er Elvis, Graceland og Memphis også et sikkert hit, og Graceland er en fin og i sagens natur en meget amerikansk seværdighed for børn i de fleste aldre. Her er New Orleans nok lige en anelse mere for de voksne. Også Sun Studierne er interessante for børn, og så kan I overveje at lægge vejen forbi hotellet The Peabody, der hver dag kl. 11 og igen kl. 17 opfører et lille stykke absurd teater, når hotellets ændres fra tag-etagen tages elevatoren ned til og fra hotellets marmorfontæne for at plaske rundt – en gammel, gammel tradition, der stadig fastholdes i Memphis. Vi er trods alt i Sydstaterne. Også Memphis har sin “vilde” gade, Beale Street. Alternativt kan I overveje en tur med hjuldamperen Memphis Queen på Mississippi – også en ægte Sydstatsevent.
Så der står altså nogenlunde lige mellem Memphis og New Orleans. Men kan I ikke nå begge byer, så hold fast i jeres oprindelige rejseplan, og lade pilen pege på Memphis.
Washington D.C. til Detroit: Her er jeg lidt på udebane, for jeg har endnu ikke besøgt Detroit eller Michigan for den sags skyld. Den stat er jeg altid kørt uden om – af tilfældige årsager. Men jeg har til gengæld arbejdet i Ohio i Cleveland-området, så her er jeg bedre kendt: Pittsburgh i Pennsylvania er en dejlig by, der i øvrigt lagde kulisser til den fremragende film Wonder Boys fra 2000 med bl.a. Michael Douglas. Ud over at ligge smukt ved den snoede Ohio-flod med dertil flotte broer, så er popkunstneren Andy Warhol fra Pittsburgh. Af samme grund ligger det “store” Andy Warhol Museum i Pittsburgh, som bør ses, hvis I er til moderne kunst.
Inden I kommer til Pittsburgh – sandsynligvis ad Interstate 70 og 76 på Pennsylvania Turnpike (betalingsvej) – så overvej en afstikker til det sted, hvor Flight 93 styrtede ned den 11. september 2001. Flight 93 var det fjerde fly i World Trade Center7 Pentagon-angrebet, men ikke nåede sit mål, da passagererne ombord overmandede flykaprerne, og styrtede flyet – inden det nåede til Washington D.C. Stedet ligger cirka 2 miles nord for byen Shanksville i Pennsylvania – cirka 60 miles sydøst for Pittsburgh. På marken, hvor flyet styrtede ned, er der lavet et midlertidigt mindesmærke. Et mere permanent Memorial er undervejs, men den endelige udformning er ikke på plads endnu. En måske lidt speciel seværdighed, men jeg ville personligt selv lægge vejen forbi, hvis jeg alligevel kom på de kanter. Pennsylvania er også rig på de specielle Amish-gårde, hvoraf nogle kan besøges, men det har jeg desværre ikke prøvet.
På ruten mellem Pittsburgh og Cleveland i Ohio er der ikke så meget at se, men med teenage børn på bagsædet, er der naturligvis ingen vej uden om Rock’n'Roll Hall of Fame i Cleveland – det rigtige og store Rock Museum i USA, der i øvrigt har fået en filial i New York City. Ud over den permanente udstilling, så byder Rock’n'Roll Hall of Fame også på to specialudstillinger p.t. – en om Bruce Springsteen og en om Motown-historien. Meget apropos, når I nu skal videre til Detroit, Motown-stilens hjemby.
Det sidste stykke vej fra Cleveland via Toledo til Detroit er der mig bekendt ikke så meget at bemærke, og Detroit kender jeg som bekendt ikke ret meget til. Jeg håber, I kan bruge min inputs, og vil ønske jer en rigtig god tur!