Indrejse til USA og Canada i flere omgange
Vi har modtaget dette spørgsmål om indrejse i USA ad flere omgange i forbindelse med en kombineret tur til USA og Canada – og de indrejse-formaliteter, det medfører:
Vi er et par venner, som ønsker at tage et par uger til USA’s østkyst samt Canada. Vi vil først bruge nogle dage i Toronto, derefter køre over Niagara til Boston og flyve hjem til DK derfra. Denne tur betyder, at vi skal mellemlande i Chicago inden videre transfer til Toronto. Hvordan er reglerne for diverse formularer der skal udfyldes i den forbindelse? Som jeg kan forstå, skal vi udfylde ESTA formularen minimum 72 timer før afrejse, og ombord på flyet kun udfylde den blå/hvide told-formular. Den grønne falder væk, da vi har udfyldt via ESTA. Vi skal så ved landing i Chicago gennem tolden – og derefter finde flyet til Toronto. Ved udfyldelsen af ESTA formularen, skal vi bare notere Boston dataene, selvom vi drager videre til Canada?
Og dernæst: Hvordan er vi stillet, når vi kører tilbage til USA via Niagara? Jeg forudsætter, at vi ikke igen skal udfylde nogle formularer, da dette er gjort allerede ved fly-ankomst til Chicago. På forhånd mange tak for jeres råd og vejledning. Kristian Spaabæk
juli 21st, 2010 at 05:32
Hej Kristian, for at starte med jeres transit-indrejse i USA: Det anbefales ganske rigtigt at udfylde ESTA-formularen senest 72 timer før indrejsen i USA. Men selvom I har udfyldt ESTA-formularen, slipper I desværre ikke for også at udfylde den “gamle” grønne papirformular ombord på flyet.
Amerikanerne havde ellers proklameret, at den ville forsvinde, men i praksis så udfylder man stadig papirformularen ombord på flyet. Så selvom du har udfyldt ESTA, hvilket jo er obligatorisk, skal du altså også stadig på flyet svare på en lang række af de samme spørgsmål som på ESTA-formularen, og bl.a. opgive den adresse, hvor du opholder dig den første nat i USA.
Det fører mig så videre til dit spørgsmål om netop postadressen, og her ville jeg vælge at opgive adressen på hotellet i Boston. Amerikanerne er jo ligeglade med, hvor I skal bor i Toronto. Og da I skal tilbage til USA senere på turen, ville jeg notere adressen på hotellet i Boston. I kan jo altid forklare immigrationsofficeren i Chicago, hvorfor I har opgivet Boston-adressen.
Endelig til dit sidste spørgsmål om indrejsen i USA via Niagara, når I har været i Toronto: Her burde der ikke være nogen problemer ved indrejse i USA, da I jo allerede har været gennem immigrations-kontrollen ved transit-ankomsten til Chicago. Så nej, her skal I ikke udfylde yderligere dokumenter, men kan nøjes med at vise jeres pas til den amerikanske tolder ved grænsen. Rigtig god tur!
juli 23rd, 2010 at 07:57
Hej Kristian, i forlængelse til overstående kan jeg tilføje, at du faktisk i ESTA kan vælge ikke at oplyse en adresse i USA. Du kan vælge ikke at udfylde adresse-felterne, når du udfylder den elektroniske ESTA-formular på nettet. Denne mulighed er lavet for folk, der som jer selv er i transit, og derfor i sagens natur ikke har nogen adresse i USA at opgive. Så I behøver altså ikke opgive nogen adresse i USA på ESTA-formularen, når I nu starter jeres rejse i Canada. Blot til jeres information!