De amerikanske nationalparker har adskillige fantastiske veje, der byder på helt unikke naturoplevelser for eventyrlystne kør selv turister. Det gælder bl.a. Yellowstone i Wyoming, Yosemite i Californien, Glacier National Park i Montana og Rocky Mountains National Park i Colorado.

Der er bare det store “MEN” ved historien, og alle disse veje er lukkede en stor del af året p.g.a. is, sne, is og risiko for laviner. Derfor skal du ikke sætte næsen op efter bjergrige køreture i din udlejningsbil alt for tidligt på sæsonen. Mange af de klassiske veje i de amerikanske nationalparker åbner nemlig først i løbet af april, maj og juni.

Her får du en liste over de smukkeste og mest populære veje gennem nationalparkerne, og hvornår de normalt åbner:

Yellowstone, Wyoming:
Vejnettet i Yellowstone har form som et stort otte-tal, og vejene inde i parken åbnes i løbet af april og maj måned i etaper. Den nordlige indgang fra Montana ind til Mammoth Hot Springs er dog åben hele året rundt.

Midten af april (Tidligst 20. april 2012):
Den vestlige vej fra Mammoth Hot Springs ned til Old Faithful gejseren og ud til West Yellowstone i Idaho samt den centrale rute over til vandfaldet Grand Canyon of the Yellowstone åbnes for trafik – dog med forbehold for pludseligt snefald og lignende vejrhændelser.

Starten af maj (Tidligst 4. maj 2012):
Den østlige vej fra Grand Canyon of the Yellowstone ned til Fishing Bridge og den østlige indgang i Wyoming åbnes – igen med forbehold for vejret.

Midten af maj (Tidligst 11. maj 2012):
Den sydlige vej ned til sydindgangen i Wyoming og over til Old Faithful åbnes for trafik – hvis vejret ellers arter sig.

Slutningen af maj (Tidligst 25. maj 2012):
Den nordøstlige vej op over bjergpasset mellem Grand Canyon of the Yellowstone og Tower Junction åbner for trafik – hvis sneen i bjergpasset ikke forsinker åbningen.

Yosemite National Park, Californien:
Yosemite i Californien er en klassisker. Og som udgangspunkt, så er Yosemite Valley, den frodige del i Yosemite og parkens hjerte, åben for biltrafik hele året rundt. Men det gælder langtfra parkens øvrige vejnet, og især den populære Tioga Road op over Sierra Nevada-bjergkæden driller hvert år sneryderne, da der er stor fare for at udløse laviner, når sneen i passet skal rydes. Datoen for åbningen af Tioga Road kan derfor svinge rigtigt meget fra år til år.

Tioga Road (ingen forventet åbningsdato p.t. – marts 2012):
Vejen op over Sierra Nevada bjergene er en populær genvej for turister, der vil fra Las Vegas via Yosemite til San Francisco. Det er faktisk den eneste vej gennem Sierra Nevada-bjergene i miles omkreds, for alternativet er vejen over Bakersfield i det sydlige Californien – en “omvej” på et par hundrede kilometer. Tioga Road åbnes typisk i løbet af maj, men datoerne svinger ekstremt meget år for år, afhængig af sne mængderne oppe i højderne. I 2011 åbnede Tioga Road først den 18. juni 2011 p.g.a. ekstremt meget sne i bjergene.

Til gengæld var Tioga Road helt ekstraordinært åben helt frem til 17. januar 2012 (!!!), hvilket er helt uhørt for en vej i flere kilometers højde. Siden har vinteren langt sin hvide hånd over bjergene. Normalt åbner Tioga Pass i midten af maj og lukker igen i starten af november – med 2011/2012 som en helt ekstraordinær undtagelse.

Glacier Point Road (ingen forventet åbningsdato p.t. – marts 2012):
Vejen op til udsigtspunktet Glacier Point med en fantastisk udsigt over Yosemite Valley er også meget populær. Men også her må man vente på at sneplovene får ryddet vejen. Vejen op til Glacier Point åbnes normalt i løbet af maj måned, og lukker igen i starten af november, afhængig af hvornår den første sne falder.

Glacier National Park, Montana:
Alene navnet “Going to the Sun Road” kan få tænderne til at løbe i vand hos alle eventyrlyste kør-selv turister. Du skal bare sørge for at køre turen i en almindelig udlejningsbil, for Going to the Sun Road i Glacier National Park er lukket land for store motorhomes p.g.a. den snævre kørebane og de skarpe sving undervejs.

Going to the Sun Road (åbner 15. juni 2012 – lukker 16. september 2012):
Den eneste vej gennem Glacier National Park i Montana på grænsen til Canada er Going to the Sun Road. Going to the Sun Road er i alt 50 miles/ 80 kilometer lang og byder på nogle fantastiske scener oppe i højderne. På det højeste sted passerer Going to the Sun Road gennem Logan Pass i 2.025 meters højde.

Da vejret i Glacier National Park lynhurtigt kan ændre sig, og det at rydde vejen for sne hvert år en en gigantisk opgave, kan man først få dage inden åbningen komme med et kvalificeret bud på, hvornår vejen åbner. I 2011 var sne mængderne i parken så massive, at Going to the Sun Road først åbnede den 13. juli 2011! Normalt er vejen åben fra midten af juni frem til starten af oktober. Et større vejarbejde i disse år gør dog, at vejen tidligst åbner den 15. juni 2012 – forudsat at vejret ikke udsætter åbningen yderligere. Going to the Sun Road lukker igen for gennemkørende trafik den 16. september 2012 – igen p.g.a. det førnævnte vejarbejde.

Rocky Mountains National Park, Colorado:
Nationalparken nordvest for Denver får normalt ikke den store opmærksomhed fra danske turister i USA, da den ligger et stykke væk fra de andre store nationalparker. Ikke desto mindre byder Rocky Mountains National Park på en fantastisk køretur op i højderne – forudsat at vejen gennem parken er åben.

Trail Ridge Road (åbner normalt i slutningen af maj):
Med en længde på i alt 48 miles/ 77 kilometer byder Trail Ridge Road gennem Rocky Mountains National Park på en helt unik køretur op i højderne. Således ligger 11 miles/ 18 kilometer af ruten over trægrænsen, hvilket er helt uhørt for en landevej, og vejen er USA’s højst beliggende asfalterede landevej, hvis højeste punkt ligger i ikke mindre end 3.713 meters højde!!!

Det giver sig selv, at en vej så højt oppe i Rocky Mountains i sagens natur er lukket om vinteren. Afhængig af sne mængderne i bjergene åbner Trail Ridge Road normalt i slutningen af maj, men i 2011 åbnede vejen først den 6. juni 2011. Vejen lukker igen i slutningen af oktober, afhængig af vejret. I løbet af de sidste ti år er Trail Ridge Road blevet sæsonlukket mellem den 18. oktober og den 6. november som den seneste lukningsdato.

Jeg har modtaget dette spørgsmål fra et ungt par, der vil køre fra Chicago til Los Angeles – uden at tage Route 66, men i stedet fokusere på nationalparker:
Vi et et ungt par i 20′erne, som planlægger at køre fra Chicago til Los Angeles i juli i motorhome. Men vi er ikke interesserede i at køre Route 66, men vil hellere have nogle naturoplevelser ude i nationalparkerne.
Storbyerne har vi heller ikke de store ambitioner om at bruge så meget tid på. Men altså gerne store naturoplevelser og også gerne mindre byer med “ægte” western-stemning. Har du et forslag til en rute fra Chicago til Los Angeles, der byder på sådanne oplevelser?

Mange hilsner
Claus og Annamarie

Jeg vil rigtig genre anbefale Lassen Volcanic National Park. Den er efter min mening alt for overset af europæiske turister. Jeg har efterhånden været i USA en del gange også her i 2011, hvor jeg for 2. gang var i Lassen Volcanic National Park. Den ligger nord for Lake Tahoe og øst for byen Redding, der er et rigtg godt udgangspunkt for overnatning.

Der er ingen hoteller i selv nationalparken, men der er rig mulighed for at overnatte i telt i parken. Hvad kan man så opleve i parken? Masser! Bl.a. flere vandfald med vand hele året, hydrotermisk aktivitet, som omfatter varme mudder “gryder”, damp og vulkanske “gas-ventiler”, hvor der kommer svovl ud, et hav af smukke vandrestier i alle kategorier og hvis konditionen tillader det, kan man gå op til kanten af selve vulkankrateret. Er man der ved middagstid, er der sågar en guide deroppe, som fortæller en masse.

Det eneste man skal være opmærksom på er ligesom i Yosemite, at parken er lukket for gennemkørsel fra cirka november måned frem til sidst i juni, afhængig af hvor meget sne der falder. Kommer man fra Lake Tahoe, er Susanville et godt udgangspunkt for overnatning.

M.v.h. Lene Fjordvald

En overset attraktion i Utah må siges at være Timpanogos Cave National Monument, som ligger en lille times kørsel fra Salt Lake City: En yderst attraktiv oplevelse for store som små, og så er den tilmed fundet af en dansker i 1887.

Når du først er ankommet og har fået parkeret bilen, er det første du lægger til udover den smukke natur, en rivende flod. Når du har sundet dig lidt over den vilde natur, skal du over til “indgangen”, som så mange steder tilbyder souvenirs af alt, hvad du kan ønske dig. Og når det hele er klaret, begynder der en opstigning på 1,5 km som ikke føles spor lang, da man skal igennem klippe tunneler.

Er man heldig som vi, møder I også en del klapperslanger og får den flotteste udsigt over kløften, inden man når til hulens indgang. Man lægger ikke mærke til opstigningen, som tager en lille ½ time, og på toppen er der lavet et lille toilet i klippen, man kan benytte. Vel ankommet til Timpanogos Cave indgang giver det et lille sug i maven, da man får at vide, at hulerne er skabt af et jordskælv – og den kløft man skal følge er skabt af jordens gnidninger. Men trods alt følger der en park ranger med dig hele vejen og guider dig. Og nedturen går ned i rask tempo med endnu en fed oplevelse rigere.

M.v.h. Tommy Søfeldt Larsen

At man skal tage de amerikanske nationalparker alvorligt, har der desværre være mange eksempler på her i løbet af sommeren – bl.a. Yosemite, hvor flere turister er døde. De seneste eksempel stammer fra Joshua Tree National Park, hvor en hollandsk mand og en tysk kvinde i sidste uge døde af vandmangel.

De to turister blev fundet døde cirka halvanden kilometer fra deres bil, og de havde tilsyneladende undervurderet varmen i parken, da de havde bevæget sig ud i parken til fods. Varmen i Joshua Tree National Park lå i sidste uge på mellem 40 og 45 grader i dagtimerne. De to turister blev fundet cirka halvanden kilometer fra deres bil, og politiet fandt også en række tomme vandflasker i nærheden af bilen – men altså ikke nok til, at de to kunne overleve.

En talsmand for Joshua Tree National Park udtaler, at dødsfald i parken er ret usædvanlige. Men at mange turister undervurderer varmen i parken, men normalt slipper fra det med livet i behold. Og at mange turister slet ikke er klar over de ekstreme klimatiske forhold, der hersker i ørkenparker som bl.a. Joshua Tree National Park, der ligger midt ude i Mojave ørkenen i det sydlige Californien.

Da der heller ikke mobildækning på telefonen i de amerikanske nationalparker, gælder det om at respektere anbefalinger om bl.a. at medbringe rigeligt med drikkevand – især hvis man bevæger sig væk fra de store asfalterede veje og ud på nogle af de mindre grusveje, der kræver firehjulstræk. Det var netop en sådan vej, at det europæiske par blev fundet.

Joshua Tree Parken ligger i det sydlige Californien et par hundrede kilometer øst for Los Angeles, og er bl.a. et yndet udflugtsmål for bjergklatrere, som bruger parkens klippeformationer til at klatre op ad. Parkens navn skyldes de specielle palmetræer Joshua Trees, der blomstrer om foråret i april og maj.

Highways-USA besøgte Joshua Tree National Park i 2007, hvor vi lavede en guide til Joshua Tree National Park

New Yorks mest berømte vartegn, Frihedsgudinden, lukker for besøgende fra den 29. oktober 2011 og 12 måneder frem for at gennemgå en totalrenovering af de indvendige faciliteter, oplyser National Parks Services. Bl.a. skal alle elektriske installationer, brandinstallationer, elevatorer og toiletter renoveres. Desuden skal sikkerheden opgraderes, så flere gæster kan få adgang til det berømte amerikanske ikon.

Sikkerheden i Statue of Liberty har længe været et problem, og statuen lukkede helt ned for besøg efter 11. september 2001 af frygt for terrorangreb. Siden genåbnede museet og udsigtsplatformen i bunden af statuen, men først for to år siden blev udsigtsplatformen oppe i kronen genåbnet for publikum. Men kun for ganske små grupper af 10 personer ad gangen p.g.a. smalle trapper op til kronen, hvilket i praksis betyder, at kun cirka 340 personer hver dag får muligheden for at komme op i kronen. Det skal totalrenoveringen af statuen nu gøre noget ved.

Frihedsgudinden kan den 28. oktober 2011 fejre 125 års fødselsdag – statuen blev officielt overgivet til USA fra Frankrig den 28. oktober 1886 – og det jubilæum fejres naturligvis med manér. Dagen efter den runde fødselsdag lukkes Frihedsgudinden så for publikum. Frihedsgudinden er dog åbent som normalt til og med den 28. oktober 2011. Så er du i New York inden da, kan du stadig nå en tur ind i det berømte ikon.

Når selve Frihedsgudinden lukkes for offentligheden, vil der dog stadig være adgang til selve øen, Liberty Island, som Frihedsgudinden står på – noget som 3,5 millioner turister hvert år benytter sig af. Desuden lover National Park Services, at Frihedsgudinden på afstand vil ligne sig selv, selvom det indvendige af den berømte dame renoveres. Den 12 måneder lange renovering ventes i øvrigt at koste 27 millioner dollars.

Hovedparten af de årlige 3,5 millioner turister på Liberty Island nøjes i øvrigt med at se Frihedsgudinden udefra, da det kræver en forhåndsreservation at få adgang til selve statuen. Desuden er alle billetter op til kronen allerede nu udsolgt frem til lukningen den 29. oktober, så det kan du godt skyde en hvid pil efter. Der er dog stadig ledige billetter til Frihedsgudindens Museum og udsigtsplatformen i pedestalen. Det anbefales på det kraftigste at reservere billetter på forhånd hjemmefra, når du kender datoen for dit besøg i New York.

Men selvom man online har købt billet hjemmefra, skal du stadig ankomme i god tid til færgerne, der bl.a. afgår fra Battery Park på sydspidsen af Manhattan. Du skal nemlig gennem et omfattende sikkerhedstjek, inden du går ombord på færgen. Og har du billet til Frihedsgudindens Museum og selve pedestalen, skal du gennem endnu et sikkerhedstjek på Liberty Island, inden du lukkes helt ind i statuen.

Ud over Liberty Island, inkluderer turen også et stop på Ellis Island, hvor tusindvis af immigranter til USA første gang satte foden på amerikansk jord for her at blive grundigt tjekket, inden de blev lukket ind i det forjættede land.

Billetter til Liberty Island og selve Frihedsgudinden inkl. færgesejlads kan reserveres på websitet www.statuecruises.com

Sequoia National Park og Kings Canyon er ikke specielt kendt af danskere – især Kings Canyon er et ubeskrevet blad. Derfor var det en rigtig stor overraskelse, at naboparken til Sequoia havde så meget at byde på, at jeg endte med at bruge over halvdelen af min fredag i Kings Canyon.

Kings Canyon byder på en 30 miles lang vej gennem parken, der ender blindt ved Road’s End dybt inde i parken. Undervejs kravler man over et af bjergpassene for at køre ned i Kings Canyon, der kan sammenlignes lidt med Yosemite Valley – uden dog at have samme mangfoldighed at seværdigheder. Men mindre kan også gøre det, og Kings Canyon’s høje bjerge omkring den dybe canyon giver parken et flot bagtæppe. Ligesom i Yosemite vælter vandet ned i Kings Canyon fra adskillige vandfald, ligesom en brusende flod – Roaring River – suser gennem dalen med fuld kraft.

Vejen ned – og op på tilbagevejen – er i sig selv en seværdighed med masser af hårnålesving, fantastisk udsigt over dalen og stejle klipper til begge sider. Lidt af et ingeniørarbejde, da vejen blev anlagt af straffefanger tilbage i 30′erne.

Jeg tog flere afstikkere undervejs og gik bl.a. en skøn tur ned i dalen på Zumwalt Meadow – en grøn og frodig eng omgivet af imponerende bjerge hele vejen rundt. Ved Road’s End helt ude hvor vejen ender, kan man desuden se Muirs Rock, hvor pioneren og naturforkæmperen John Muir ofte holdt peptalks for sine medrejsende tilbage i starten af 1900-tallet. John Muir var en af forkæmperne for at skabe og udvide nationalparkerne i Californien – og har har som bekendt fået sin egen nationalpark nord for San Francisco, hvor Muir Woods ligger med en lille gruppe af redwoodtræer.

Gjorde også stop på Kings Canyon Lodge, der er den ældste lodge i Kings Canyon – enormt hyggeligt sted og fik en lang snak med ejeren, der ud over at drive lodge også fungerer som altmuligmand for bl.a. nationaparken.

Der er også store Sequoia træer i Kings Canyon – det er opper ved besøgscenteret ved Grant Grove, hvor man bl.a. kan se USA’s juletræ – eller The Nations Christmas Tree – forklaring følger i mit nye portræt af Kings Canyon. Men der også mange andre store og seværdige sequoia træer i Grant Grove. Alt i alt altså en fantastisk a ha oplevelse at se og opleve Kings Canyon.

Det intensive besøg i Kings Canyon betyder desværre også, at jeg ikke når til Death Valley i denne omgang. det bliver simpelthen alt for langt at køre, når jeg skal være retur i San Francisco lørdag aften. Så Death Valley når jeg ikke i denne omgang. Dertil er afstandene alt for store.

Resten af min fredag brugte jeg på at køre gennem Sequioa National Park, og her fik jeg også et par smagsprøver. Men jeg vender tilbage i morgen lørdag, så Sequoia kan få den opmærksomhed, parken fortjener. Sequoia National Park er endnu større end Kings Canyon, så der er underholdning nok til en hel dag. Desuden harv man gang i et besværligt vejarbejde, der sinker trafikken i parken, så det taget også sin tid. Men mere om det i morgen.

Lige nu sidder jeg på et Econo Lodge i byen Visalia i det centrale Californien, inden jeg vender Mustang’en i morgen og kører retur til Sequoia.

En sidste iagttagelse her på falderebet: Amerikanerne er (stadig) utroligt åbne overfor fremmede mennesker. Ihvertfald folk som mig, der rejser alene. Stødte idag på en amerikanske turist fra Texas, jeg også mødte i går i Yosemite. Og vi fik hyggesnakket lidt, mens vi fulgtes ad noget af vejen langs de snedækkede stier gennem Grants Grove i Kings Canyon. han var pensionist hobbyfotograf, og rejste rundt på egen hånd, når han “fik lov af konen”. Havde også været på Island og overvejde at tage til Danmark, Norge og Sverige. Skandinavien og Danmark har generelt en høj stjerne blandt de mere veluddannede amerikanere, som kender Europa.

Det er fordelen ved at rejse alene – så kommer man lettere i snak med andre medrejsende – selvom mange vil synes, at det er “ensomt” at rejse alene. Mig generer det ikke – selvom jeg også gerne vil have familien med på ferie. Men på en så komprimeret tur som denne med masser af hårnålesving og store distancer (her tilbagelagt cirka 230 miles/ 370 kilometer i dag), er det en klar fordel kun at have sig selv at tage hensyn til.

Der er allerede kø ved den sydlige indgang, da jeg ankommer til Yosemite ved 10 ritiden torsdag formiddag. Det tager dog ikke mere end et kvarter at komme ind i parken – til gengæld er parkeringspladsen ved Mariposa Grove med Sequoia træerne allerede fyldt helt op – og vejen op til Mariposa lukket af en ranger, der fortæller mig, at jeg skal tage en gratis shuttelbus fra et nærliggende hotel, hvis jeg vil op til det høje Sequoia træer.

Det har jeg ikke rigtigt tid til, så jeg satser på at snuppe Mariposa på tilbagevejen, når jeg kører ud af Yosemite sidst på eftermiddagen. Det var den helt rigtige strategi, viser det sig senere. Men køerne viser også med al tydelighed, at det gælder om at komme tidligt, når man vil ind i Yosemite – også på en hverdag i maj. Hvordan lange er køerne så ikke i Yosemite, når det er weekend og juli måned…

Nede i selve dalen er der også en del mennesker og biler, og det er ikke helt nemt at finde en parkeringsplads. Faktisk må jeg køre rundt i et kvarter, før det lykkes mig at komme af med bilen. Jeg er ganske enkelt lidt for sent ude her denne formiddag, hvor klokken er cirka 11, inden jeg er helt nede i Yosemite Valley.

Men da jeg endelig har fået smidt Mustangen tæt ved Yosemite Falls, er jeg i nærheden af alle de vigtigste seværdigheder – og det store besøgscenter, jeg naturligvis også skal ind og tjekke. jeg starter dog med at gå op til Yosemite Falls, et af de helt store vandfald i parken, som utallige fotografer har foreviget gennem tiden – inkl. naturligvis Yosemite’s egen mesterfortograf, Ansel Adams. Og der er fuld knald på vandstrømmen, der bare brager ned gennem det øvre og nedre Yosemite Falls – smeltevandet fosser ned i dalen. Det er dybt fascinerende og solen stråler fra en klar himmel.

I besøgscenteret starter jeg med at stikke hovedet indenfor i Wilderness Visitor Center – der hvor man køber tilladelser til overnatning ude i parken. Her får jeg at vide at en parkranger, at kablerne endnu ikke er sat op på Half Dome – de kabler, der gør det muligt at bestige Half Dome tid fods på en dagstur. Han forventer ikke, at kablerne kommer op før engang i slutningen af juni – planen var oprindeligt slutningen af maj! Så her er der sikkert mange, da har købt tilladelse til at bestige Half Dome i juni, der får sig en lang næse. Man skal på forhånd have købt tilladelse til at bestige Half Dome, hvilket jeg har skrevet om flere gange her på Highways i løbet af foråret.

Selve besøgscenteret er altid fint lige at tjekke ud med den lille udstilling om Yosemite historie og forvandling til nationalpark – og de mange kulturpersoner, der gennem tiden har haft indflydelse på Yosemites udvikling. Bag besøgscenteret vises der hver halve time en film om Yosemites historie, natur og geologi, og den bør man også have med. Velfortalt og underholdende i bedste amerikanske stil – positivt ment.

I det nærliggende Ansel Adams Gallery, der hylder Yosemite’s mesterfotograf, køber jeg et stort poster med et billede af Half Dome en vinterdag med en fuldmåne hængende lavt over Half Dome. Jeg kommer sikkert til at fortryde, at jeg nu har et stort paprør at slæbe rundt på, når jeg skal hjem i flyet, men den tid, den glæde.

Det er skønt at gå rundt i selve Yosemite Valley ude på de grønne frodige enge, der i januar 1997 var totalt oversvømmet af flere meter vand, da en varmfront fik sneen i højderne til at smelte og sendte kaskader af vand ned gennem dalen. Sådan kan Yosemite også være.

Midt på eftermiddagen er det retur op mod Mariposa Grove – men jeg tager lige et pit-stop ved El Capitain, klippen som alle bjergklatrere skal prøve mindst en gang i livet. Og når jeg zoomer ind med min telelinse, kan jeg ganske rigtigt se fire små prikker på bjergsiden, der hænger i en tynd tråd, på vej op af den lodrette bjergvæg. God tur!

Min knaldgule Mustang får undervejs et par beundrede blikke med fra to fransk unge fyre, der er på busrundtur i Yosemite, men som har mere travlt med at filme min gule Mustang – end Yosemite’s Bridaveil Fall, som jeg er holdt ind ved. Jeg lader dem filme, og de får også lov på skift at sætte sig ind i bilen, mens den anden filmer. Og selv da jeg forlader parkeringspladsen, filmer de stadig min Mustang – dejlig fornemmelse

Mariposa Grove er blevet åbnet for privatbiler igen, da jeg returnerer hen på eftermiddag – ganske som planlagt, så jeg tager vandreskoene på og begiver mig op i højderne. Her ligger sneen stadig på de fleste stier, så det gælder om at gå forsigtigt. Jeg går cirka halvvejs op gennem Mariposa Grove til nogle af de vigtigste træer, der er store – men ikke så store, som den jeg fredag skal opleve i Sequoia National Park. Derfor tager jeg den lidt med ro – og vælger kun en kortere tur rundt til nogle af de vigtigste og største træer – fotos følger i det opdaterede Yosemite Park portræt.

På vej ned fra Mariposa står en ung fyr med tomlen i vejret. Han ser OK ud, så jeg triller min Mustang ind til siden. Den unge fyr nåede ikke den sidste shuttelbus fra Marisposa Grove, så han er på vej ned til hotellet med parkeringspladsen, hvor hans bil holder, seks miles/ ti kilometer væk. Så han er mere end taknemmelig for at få et lift ned til sin bil. Han bor i Los Angeles, hvor han studerer økonomi, og har endda været i København sidste år – så det var en veluddannet blaffer, jeg tog med op. God fornemmelse, og han instsisterer endda på at give mig 20 dollars for sit lift, selvom jeg ikke ville have penge for den lille omvej. Men jeg får ikke lov at sige nej – et eksempel på den amerikanske taknemmelighed – og tipping-kulturen i USA. Sådan vælger jeg at tolke oplevelsen.

Nu er det så afsted mod Fresno et par timers kørsel syd for Yosemite, hvor jeg vil overnatte inden morgendagens tur til Sequoia National Park. Jeg ender på et Days Inn, der har kendt bedre dage, men som ligger strategisk godt ved vejen mod Sequoia – og med en Denny’s i nabolaget, hvor jeg spiser aftensmad. Denny’s er en fin middelrestaurant med servering uden de store dikkedarer – ikke alle er lige interessante, og denne hører til de mindre velholdte, men maden er god og serveringen som altid i top – prisen er på 12 dollars for en stor kyllingesandwich med fries og et glas frisk juice – og med tips til servitricen 16 dollars. Det kan man vist ikke brokke sig over.

Days Inn i Fresno koster 65 dollars inkl. state tax – også OK for en overnatning, som jeg havde valgt ikke at bestille i forvejen. Nu står den så på Sequoia og Kings Canyon. Fotos fra Yosemite kommer på sidenhen. Men I får lige to fra Yosemite herunder

Foråret er en skøn tid at opleve de amerikanske nationalparker, når smeltevandet fosser ned fra bjergene og giver vandfaldene ekstra styrke og kraft. Men vinterens snemængder smelter ikke lige sådan fra den ene dag til den anden, og det sætter sine begrænsninger for mulighederne for at komme rundt i parkerne.

Yosemite National Park i Californien er en af de parker, hvor man i år sandsynligvis skal helt frem til den 1. juli, før de sidste bjergveje i parken åbner. Det skyldes en usædvanlig hård hård vinter med masser af sne, der stadig ligger meterhøj oppe i bjergpassene. Således er Tioga Road i Yosemite, der går tværs gennem parken fra øst til vest stadig totalt lukket af sne – selvom man er i fuld gang med at rydde vejen.

Tioga Road er så lang og ligger i så stor højde, at man ikke bare pløje løs. Dels gemmer der sig både nedfaldne klippestykker og træstammer i snemængderne, der kan ødelægge sneslyngerne, og så er der stor risiko for laviner, når man arbejder med de store maskiner oppe i højderne. Så det er en større opgave at rydde sne i Tioga Passet. Også den populære vej op til Glacier Point, hvorfra man kan nyde udsigten ud over Yosemite Valley er stadig helt lukket af sne – og forventes først at være ryddet for sne og repareret efter det hårde vintervejr engang i juni.

I Glacier National Park i Montana er den smukke bjergvej gennem parken “Going To The Sun Road” også stadig lukket p.g.a. af masser af sne i bjergpassene. Også i Glacier er sneslyngerne og sneplovene er i fuld gang med at rydde vejen, men risikoen for laviner gør, at man jævnligt må indstille arbejdet af hensyn til arbejdernes sikkerhed.

Også i Rocky Mountains National Park i Colorado nordvest for Denver er den øst-vestlige vej gennem parken Trail Ridge Road – der i øvrigt er den højest beliggende asfalterede vej i en amerikansk nationalpark – i sagens natur stadig helt lukket for trafik, men snerydningen er i gang. Der er ikke sat nogen dato på, hvornår Trail Ridge Road åbner for biltrafik, men det vil tidligst ske engang i juni måned – når man har fået repareret vinterens ødelæggelser af vejen gennem parken.

I Seqouia National Park i Californien er Generals Highway gennem parken åben for trafik, og det samme gælder Highway 180, som går ind i Kings Canyon. En lang række af de mindre veje i parken stadig er lukkede af sne, og der stilles krav om, at man kører med vinterdæk – hvilket giver meget god mening!

I Yellowstone åbende de sidste veje for biltrafik her den 13. maj – med undtagelse af en enkelt vejstrækning i den nordøstlige del Yellowstone, der går op igennem et bjergpas. Denne vej åbner først i slutningen af maj.

Hvis du rejser til USA om foråret (april og maj), skal du altså være klar over, at en række veje i nationalparkerne er lukkede for trafik – og at datoerne for, hvornår disse veje åbner skifter fra år til år, afhængig af snemængderne og vejret generelt. Således har man nogle år kunne åbne Tioga Pass i Yosemite allerede i starten af maj – mens du i år må vente helt frem til slutningen af juni eller starten af juli, inden de sidste bjergveje i parkerne åbner for biltrafik.

Læs mere om “road conditions” i de enkelte nationalparker under punktet “Plan Your Visit” og “Operating Hours & Seasons” -http://www.nps.gov/yose/planyourvisit/tioga.htm

Death Valley var ikke lige på min agenda, da jeg planlagde min rundtur inden Pow Wow i den kommende uge. Men nu har hotelkæden Xanterra, der driver hovedparten af de mange lodges i de amerikanske nationalparker tilbudt, at jeg kan få en overnatning på Furnance Creek Ranch inde i Death Valley fra på fredag til på lørdag.

Og da jeg ikke tidligere har boet inde i Death Valley, tager jeg chancen nu, og snupper en afstikker fra kulden oppe i Sierra Nevada bjergene – for at køre ind i dødens gryde, hvor temperaturerne lige nu ligger på mellem 22 grader om natten – og 37 grader om dagen. Men det er trods alt en meget tør varme.

Afstikkeren til Death Valley betyder også, at jeg ikke er tilbage i San Francisco før lørdag aften – og ikke som oprindelig planlagt tidligt lørdag. Til gengæld kan alle I læsere her på Highways-USA glæde jer til et frisk og opdateret protræt af Death Valley – og en situationsrapport fra Dødens dal på lørdag morgen dansk tid – hvis der ellers er hul igennem til nettet midt ude i ørkenen. Det kan jeg naturligvis ikke garantere. Men jeg glæder mig vildt meget til at opleve Death Valley og Furnance Creek på fredag – selvom det bliver lidt af en køretur i forhold til den oprindelige rute, da jeg skal sydom Sierra Nevada.

Dermed er der tre nationalparker på agendaen onsdag, torsdag, fredag og lørdag: Yosemite, Sequoia og altså Death Valley! Glæd dig til friske inputs og helt friske fotos fra tre af det vestlige USA’s mest fascinerende nationalparker fra på torsdag – dansk tid

Læs vores nuværende portrætter af Death Valley og Yosemite National Park

Thomas Rungstrøm har via Twitter spurgt os, om vi kan anbefale nogen nationalparker i Colorado:
Colorado har tre væsentlige nationalparker, og jeg har været i dem alle tre. Dog har mit besøg i Rocky Mountains National Park (den største af de tre nationalparker) mest karakter af fransk visit, da vejret var så dårligt, at det nærmest var umuligt at se noget i landskabet. Desuden var det stadig forholdsvis tidligt forår, da jeg besøgte parken (slutningen af april).

Rocky Mountains National Park nordvest for Denver bør besøges fra midten af maj og frem til det sene efterår – slutningen af oktober. I den periode er vejen gennem parken normalt åben for trafik, og skal man have noget ud af besøget i Rocky Mountains National Park, skal man selvsagt kunne komme ind i parken. Men vælger sommerhalvåret, så er er Rocky Mountians National Park – trods den ret korte sæson – klart værd at besøge. Men resten af året er der ikke grund til at lægge vejen forbi, så tjek om vejen gennem parken er åben, inden du kører helt derud.

Mesa Verda National Park i det sydvestligste Colorado er absolut et must på de kanter. Her kan du opleve nogle 1.000 år gamle indianerlandsbyer bygget i nogle meget afsides liggende huler. Til gengæld er byggeriet ganske imponerende – nogle “huse” har flere etager – og selvom de fleste huse mest har karakter af ruiner, så er det dybt facinerende at gå rundt i disse gamle indianer ruiner. Læs mere i vores portræt af Mesa Verde National Park

Black Canyon of the Gunnison vil jeg betragte som den tredje store nationalpark i Colorado. Her finder du Colorados svar på Grand Canyon, forskellen er bare, at Black Canyon of the Gunnison er betydeligt smallere, og at der stort set aldrig kommer sollys ned i den dybe kløft, da den er så smal – deraf navnet Black Canyon. Til gengæld byder kløften på et spændende dyreliv, da lyssky dyr som bl.a. flagremus har perfekte forhold i den mørke kløft. Jeg husker Black Canyon of the Gunnison som et eksotisk alternativ til mange af de mere klassiske nationalparker ude vestpå.

Endelig skal Great Sand Dunes National Park i det centrale sydlige Colorado også lige nævnes her. Denne nationalpark har jeg ikke besøgt, men som navnet siger, så er det enorme sandklitter, der bl.a. er attraktionen her – kombineret med høje bjerge i baggrunden og forskellige vandløb. Læs mere på http://www.nps.gov/grsa/

Vi har modtaget dette spørgsmål om camping i nationalparker i Canada:
Vi skal en tur til Canada og British Columbia i august i år. Vi skal vel bestille overnatning ved/ i alle nationalparker, ikke sandt? Hvor farligt er det at bo i telt i Canada (British Columbia) både med hensyn til bjørne og generel sikkerhed? Gør canadierne også selv? Det vil sige, er det “normalt”? Og er det nødvendigt at bestille telt-campingpladser? Mette Munch-Petersen

Mens det normalt koster 25 dollars pr. familie at få adgang til Grand Canyon, Yellowstone, Bryce Canyon, Zion National Park og mange af de andre store nationalparker i USA, er der gratis adgang til samtlige amerikanske nationalparker fra den 16. til den 24. april 2011.

Den gratis adgang omfatter ikke kun amerikanere, men gælder også turister. Dermed kan danskere, der er på ferie i USA i påsken, udnytte muligheden for at spare lidt på feriebudgettet. Anledningen er den årlige National Park Week, hvor der arrangeres en række forskellige aktiviteter i parkerne.

National Park Week er altså en unik mulighed for – helt gratis – at opleve nogle af USA’s største naturseværdigheder. Normalt koster det 25 dollars – 130 kr. – at få adgang til fx Grand Canyon, hvilket jo også er en slags penge. Men de penge kan altså spares hen over påsken.

Køb et nationalpark pas til 80 dollars
Skal du ikke til USA i påsken, men til sommer, kan du med fordel købe et nationalpark pas til 80 dollars, som giver adgang til samtlige statslige nationalparker i USA i et helt år. Passet, der officielt hedder America the Beautiful Annual Pass, giver adgang til alle nationalparker for alle personer i samme bil.

Skal man på rundrejse i det vestlige USA, kan et nationalpark pas være en rigtig god investering, da fx Californien, Arizona, Utah og Colorado bugner med nationalparker som Yosemite, Bryce Canyon, Zion, Death Valley og naturligvis Grand Canyon. Disse parker koster normalt 20-25 dollars at besøge, men de kan altså opleves “gratis”, når man har købt et nationalpark pas.

Ikke alle naturparker er inkluderet
Der findes dog også en række naturparker og seværdigheder på indiansk territorium, som nationalpark passet ikke giver gratis adgang til – fx Monument Valley på grænsen mellem Arizona og Utah.

USA er danskernes foretrukne oversøiske destination. Rejsebranchen forventer at mere end 260.000 danskere i løbet af 2011 vil besøge USA. I 2010 var 258.000 danskere i USA.

Læs mere om de største nationalparker i USA
Opdateret guide til Yosemite National Park
Portræt og guide til Bryce Canyon
Guide og rejsetips til Grand Canyon

Planlægger du at tage til USA midt i højsæsonen til sommer, er det en god ide allerede nu at planlægge og i nogle tilfælde reservere billetter til nogle af de mest populære seværdigheder. For selvom det er dejligt at tage tingene som de kommer, når du er i USA, så risikerer du at komme til at stå i kø – og gå glip af nogle af de ting, som måske står rigtigt højt på din ønskeseddel over oplevelser, du vil opleve i USA.

Et af de mest klassiske eksempler er Fængselsøen Alcatraz i San Francisco Bay. Her er der for alvor rift om billetterne i juli – ikke mindst de populære aftenture. Alcatraz Cruises, færgeselskabet der sejler over til Alcatraz, sætter deres billetter til salg 90 dage i forvejen, så hvis du vil booke en billet til den 1. juli, kan den altså tidligst bookes den 1. april. Læs mere om Alcatraz og billetter til Alcatraz

Et anden lokalitet, der har indført online reservationer, er Yosemite National Park. Vil du op på toppen af Half Dome, den mest berømte klippe i Yosemite, skal du reservere din tur på forhånd. Det sker for at undgå trængsel på vandrestien op til Half Dome. Stien er så stejl, at den er udstyret med kabler, der opsættes i slutningen af maj måned. Men kun personer, der på forhånd online har købt en tilladelse til at gå på stien, må benytte stien op til Half Dome.

Billetterne til Half Dome sættes til salg den 1. april 2011, og der plejer at være rift om de mest populære datoer i løbet af sommeren. Så hvis du vil ud på den i øvrigt ret krævende tur. Læs mere om vandreturen op på Half Dome

Flere andre nationalparker tilbyder guidede ture med park rangers, hvor man får adgang til områder af parkerne, som ellers ikke er tilgengælige for offentligheden. Det gælder bl.a. i Arches National Park, hvor man på en guidet tur med en park ranger kan opleve sandstensformationerne Fiery Furnace, der kun er tilgængelige på disse særligt guidede ture. Det samme gælder en række guidede ture i Carlsbad Caverns i New Mexico, hvor man på flere forskellige guidede ture kan få adgang til områder af klippehulerne, der kun er tilgængelige med park rangers. I begge tilfælde skal du reservere og betale dine billetter online på websitet www.recreation.gov, der bestyres af National Park Services. Du skal oprette dig som bruger, for at fuldføre dine reservationer.

Samme sted kan du også forhåndsbooke guidede ture op i Washington Monumentet og ind til National Archives i Washington D.C., hvis du vil være sikker på at få adgang – og undgå ventetid. Begge steder er billetterne gratis.

Endelig så anbefaler vi også, at man på forhånd reserverer billetter til Empire State Building i New York, hvor der også typisk er lange køer og ventetid. Der findes en utal af forskellige billetkombinationer, som du kan få overblik over, ved at læse vores blogindlæg om billetter til Empire State Building i New York

National Park Services, der administrerer de amerikanske nationalparker, har været gavmilde med at give gratis adgang til de store nationalparker i løbet af 2010, og på Veterans Day torsdag den 11. november 2010 er de klar med endnu en gratis dag i parkerne.

Torsdag den 11. november er nemlig helligdag i USA, og for at markere Veterans Day, så hæver man bommen, og lader folk komme gratis ud til Grand Canyon, Zion, Bryce, Death Valley, Everglades, Yosemite, Yellowstone og alle de andre store parker, som normalt er underlagt en entre på cirka 20-20 dollars. Og det kan man som dansk turist i USA naturligvis også benytte sig af.

Læs mere i vores nyhedssektion på www.highways-usa.com/nyheder/

Redaktionen har modtaget dette spørgsmål om overnatning inde i eller udenfor Yosemite National Park i Californien:
Jeg er ved at planlægge vores tur til USA i 2011, og har lige et spørgsmål: Vi planlægger at skulle bo fire nætter i Yosemite National Park fra den 4. juli. Vil du anbefale, at vi bor inde i parken eller udenfor? Og har du evt. et forslag til et sted, du kan anbefale?
Med venlig hilsen
Carsten Lindorff

25. september 2010 drager masser af frivillige amerikanere ud i USA’s offentlige naturområder for bl.a. at samle affald, fjerne uønsket vegetation, plante nye træer, oprette og vedligeholde stier, broer og andre faciliteter i naturen. Dagen kaldes National Public Lands Day, og i den anledning er der gratis adgang til alle USA’s nationalparker over hele landet – også de store som Grand Canyon, Bryce Canyon, Yosemite, Yellowstone, Grand Teton, Everglades, Glacier, Olympic, Great Smokey Mountains og mange flere.

Dermed er lørdag den 25. september 2010 altså en oplagt mulighed for at besøge de amerikanske naturperler, som ellers koster op til 25 dollars i entre. Læs mere om National Public Lands Day den 25. september 2010 i vores nyhedssektion

Redaktionen har modtaget dette spørgsmål om helikopterture fra Las Vegas og ud over og ned i Grand Canyon:
Vi skal på vores USA-rundtur på den amerikanske vestkyst i september 2010 bl.a. besøge Las Vegas, og vi vil meget gerne på en helikoptertur til Grand Canyon med firmaet Papillon. Vi har hørt godt om dette firma fra andre, der har prøvet dem. Har I erfaring med, om en sådan tur bør bestilles hjemmefra på forhånd, og hvis det er tilfældet, ved I så hvordan man får udnytter eventuelle rabatkuponer ved online bestilling via web? Har I eventuelt andre tips omkring helikopter ture til Grand Canyon?
Mvh Lene Fagerstrøm
P.S: Tak for en supergod hjemmeside. Den har jeg haft megen glæde af.

Redaktionen har modtaget dette spørgsmål om Antelope Canyon i Arizona:
Vi skal på rundrejse i det vestlige USA til september, og har hørt rygter om, at der findes en helt speciel nationalpark i Utah, hvor man kan opleve nogle helt specielle lysfænomener. Men vi har trods en del research ikke kunne finde ud af, hvad det er for en park, der er tale om, så kan I hjælpe os?
Niels Vestergaard, Amager

Redaktionen har modtaget dette spørgsmål om South Dakota:
Vi starter Rapid City i South Dakota, når vi til sommer skal rundt i det nordlige USA. Vi har hørt rigtigt meget godt om South Dakota, og vil høre om I eventuelt kan supplere med nogen tips. Vi skal naturligsvis se Mount Rushmore og Crazy Horse monumentet, og vi vil også forbi Badlands National Park. Men hvad med Custer State Park, kan den anbefales? Jeg har læst noget om nogle smukke ruter gennem parken, er der noget, I kender til?
Tips til Yellowstone og Grand Teton modtages også gerne.
Malene Jensen, Esbjerg