Jeg vil rigtig genre anbefale Lassen Volcanic National Park. Den er efter min mening alt for overset af europæiske turister. Jeg har efterhånden været i USA en del gange også her i 2011, hvor jeg for 2. gang var i Lassen Volcanic National Park. Den ligger nord for Lake Tahoe og øst for byen Redding, der er et rigtg godt udgangspunkt for overnatning.

Der er ingen hoteller i selv nationalparken, men der er rig mulighed for at overnatte i telt i parken. Hvad kan man så opleve i parken? Masser! Bl.a. flere vandfald med vand hele året, hydrotermisk aktivitet, som omfatter varme mudder “gryder”, damp og vulkanske “gas-ventiler”, hvor der kommer svovl ud, et hav af smukke vandrestier i alle kategorier og hvis konditionen tillader det, kan man gå op til kanten af selve vulkankrateret. Er man der ved middagstid, er der sågar en guide deroppe, som fortæller en masse.

Det eneste man skal være opmærksom på er ligesom i Yosemite, at parken er lukket for gennemkørsel fra cirka november måned frem til sidst i juni, afhængig af hvor meget sne der falder. Kommer man fra Lake Tahoe, er Susanville et godt udgangspunkt for overnatning.

M.v.h. Lene Fjordvald

Vi har modtaget dette spørgsmål om oplevelser ned langs Californiens stillehavskyst i december:
Jeg har et par spørgsmål til en rejse til Californien fra den 15. – 29. december: Vi flyver til San Francisco, hvor vores søn læser på Berkeley, og regner med at være her cirka 4 dage. Og så vil vi køre ad Highway 1 og ende i San Diego, hvor vi skal fejre jul, inden via kører retur til San Francisco for at flyve hjem.

Jeg synes, det er svært at vide, hvad man skal satse på i de 14 dage, vi har til rådighed. Og hvordan med vejret og fremkommeligheden er i december. Vi bliver alt i alt fire voksne, og vi regner med, at vi på turen ned til San Diego skal bruge nogle dage på at se noget, for så at vælge den hurtigste tur, når vi kører retur til San Francisco. Håber I kan hjælpe med inspiration, gode råd, input til min videre planlægning, o.s.v.
Hilsen Annette

At man skal tage de amerikanske nationalparker alvorligt, har der desværre være mange eksempler på her i løbet af sommeren – bl.a. Yosemite, hvor flere turister er døde. De seneste eksempel stammer fra Joshua Tree National Park, hvor en hollandsk mand og en tysk kvinde i sidste uge døde af vandmangel.

De to turister blev fundet døde cirka halvanden kilometer fra deres bil, og de havde tilsyneladende undervurderet varmen i parken, da de havde bevæget sig ud i parken til fods. Varmen i Joshua Tree National Park lå i sidste uge på mellem 40 og 45 grader i dagtimerne. De to turister blev fundet cirka halvanden kilometer fra deres bil, og politiet fandt også en række tomme vandflasker i nærheden af bilen – men altså ikke nok til, at de to kunne overleve.

En talsmand for Joshua Tree National Park udtaler, at dødsfald i parken er ret usædvanlige. Men at mange turister undervurderer varmen i parken, men normalt slipper fra det med livet i behold. Og at mange turister slet ikke er klar over de ekstreme klimatiske forhold, der hersker i ørkenparker som bl.a. Joshua Tree National Park, der ligger midt ude i Mojave ørkenen i det sydlige Californien.

Da der heller ikke mobildækning på telefonen i de amerikanske nationalparker, gælder det om at respektere anbefalinger om bl.a. at medbringe rigeligt med drikkevand – især hvis man bevæger sig væk fra de store asfalterede veje og ud på nogle af de mindre grusveje, der kræver firehjulstræk. Det var netop en sådan vej, at det europæiske par blev fundet.

Joshua Tree Parken ligger i det sydlige Californien et par hundrede kilometer øst for Los Angeles, og er bl.a. et yndet udflugtsmål for bjergklatrere, som bruger parkens klippeformationer til at klatre op ad. Parkens navn skyldes de specielle palmetræer Joshua Trees, der blomstrer om foråret i april og maj.

Highways-USA besøgte Joshua Tree National Park i 2007, hvor vi lavede en guide til Joshua Tree National Park

Redaktionen har modtaget dette spørgsmål om Hearst Castle i Californien og hvaler langs Highway 1:
Vi er i gang med at planlægge et roadtrip til det vestlige USA og skal afsted til oktober. Vi skal bl.a. besøge Hearst Castle, og du anbefaler at man tager “begynder-turen” første gang. Og på Hearst Castle’s hjemmeside anbefaler de at reservere turen online i god tid. Men jeg ikke finde nogen “begynder-tur” på deres hjemmeside. Så hvilken tur, tror du er begynder-turen?
Jeg vil også høre dig, om du har nogle tips til sejlture efter hvaler på strækningen mellem Cambria og San Francisco. Vi vil være på denne strækning de sidste dage i oktober, så jeg ved ikke engang, om der er hvaler at få øje på på den årstid?
På forhånd tak for hjælpen, og tak for den fantastiske hjemmeside, den er virkelig god og meget inspirerende.
Venlig hilsen, Susanne Nielsen, Gershøj

Det gælder om at skrive rejseartikler, mens jeg har oplevelserne i frisk erindring. Mens jeg stadig kan dufte, smage, føle og fornemme stemningen fra fx en nationalpark. Derfor starter jeg lørdagen med at skrive et nyt portræt af Yosemite og et af Kings Canyon til Highways-USA.

Af samme grund forlader jeg først Econo Lodge i Vasalia – det hidtil bedste motel på turen – kl. 10. Lægger lige vejen forbi Jack in the Box, for at købe lidt morgenmad. Morgenmaden på motellet var lige så håbløs, som de andre to steder. Og så slår jeg ellers taget ned på Mustangen, da solen skinner fra en lettere diset himmel.

Det er en fantatisk fornemmelse at køre cabriolet, nyde solen, høre fuglene og mærke blæsten, der sket ikke er så voldsom, som man skulle tro. Man skal bare huske at fjerne eventuelle løse papirer, der ellers blæser til alle sider – med risiko for at få en bøde på 1.000 dollars for at svine naturen til.

Jeg har forholdvis god tid til Sequoia National Park, da jeg allerede lavede nogle stops i parken dagen før. Men i dag skal jeg besøge Sequoia’s Visitor Center og parkens museum – forden at tage nogle flere fotos af kæmpen Generel Sherman – denne gang med min vidvinkel.

Jeg lægger dog ud med at køre ud til Moro Rock, en fantastisk høj klippe, udstyret med en lang trappe, så man kan komme op og nyde udsigten ud over den indre del af Sierra Nevada. Udsigten og turen op ad de smalle trin, er hele turen værd op til toppen. Og får også set det berømte tunnel tree, der er væltet ned over vejen – og udhulet, så jeg kan køre Mustangen ind under det og få taget det obligatotiske foto.

Men højdepunktet ved Moro Rock er beviset på, at det rent faktisk er bjørne i Sequoia National Park: En stor sort hunbjørn og to bjørneunger går rundt i en grøn lysning inde i skoven, og har ikke specielt travlt med komme videre, til stor fornøjelse for undertegnede og de mange andre turister, der får et bjørnefoto med hjem til samlingen.

På vej op til toppen af Moro Rock hører jeg også dansk for første gang på turen. Det giver meget god mening, da 258.000 danskere sidste år besøgte USA – og endnu flere forventes at følge efter i år. Så du skal altså ikke regne med at være den eneste danske turist staterne.

Jeg lægger også lige vejen forbi Generalen endnu engang – denne gang har jeg udstyret mit kamera med min vidvinkel linse, så jeg kan få hele stammen med – General Sherman vejer faktisk 1.256 tons og har en livvidde om stammen på 31 meter – og ville fylde tre spor på en motorvej, hvis man placerede den der.

Hen på eftermiddagen er det tid til at forlade Sequoia og sætte kursen mod San Francisco. Det er ihvertfald et par hundrede miles fra Sequoia, så nu er det ned ad bjerget og ud af parken. Da temperaturerne bliver højere, i takt med at jeg bevæger med ned fra bjergene, kører jeg ind til siden og slår kalencen ned – og så er der ellers dømt vind i håret i den lune forårsluft.

Jeg vælger en rute via Fresno ad California Highway 180 stik vest, da jeg vil syd ind i San Francisco – og ikke østfra, som jeg valgte, da jeg kørte ud af byen onsdag. Nede i dalen vrimler det igen med frugtplantager så langt øjet rækker. Og jeg kører mile efter mile med skiftende afgrøder af appelsiner og citronplantager langs vejen. Vi er heruder, hvor der ikke er ret mange turister, og på den anden side af Fresno bliver der for alvor øde. Landevejene er snorlige, der er langt mellem byerne – det bliver kun til lidt intermistiske trailerparker beboet af formentlig lavt betalte illegale mexikanske invandrerer, der tjener lidt skilliger ved at arbejde i frugtplantagerne.

Det vrimlewr ihvertfald med folk af mexikansk oprindelse, da jeg gør et kort stop i en ligger flække, Kerman, midt ude i det falde, men frugtbare Californien – vest for Fresno. Længere ude vest rammer jeg interstate 5, som jeg snupper op til Californien Highway 152, som igen bringer mig stik vest, indne jeg rammer U.S. 101, der tager mig tilbage til San Francisco via San Jose. I takt med at jeg nærmer mig San Francisco bl.iver der flere radiostationer at vælge mellem, og på Kiss FM holder de en herlig disco fest, der er et passende lydspor til ankomsten i San Francisco.

Det bliver sent – omkring halv elleve – inden Mustangen er tilbage ved udgangspunktet i San Francisco Intl. Airport, hvorfra jeg med Air Train kører over til den nærliggende BART station, hvor jeg når det sidste tog ind til Downtown. Det tager alligevel noget der ligner 20 minutter at komme fra lufthavnen ind til Downtown med BART’s gulke linje – BART er San Francisco metro system, og det er effektiv, selvom det larmer ekstrem meget, når toget kører gennem tunnelerne under storbyer. Her benytter man ikke lydisolering 

Palace Hotel lever op til forventningerne – og er heldigvis nemt at finde. En pæn opgradering i forhold til det tidligere moteller. Nu starter Pow Wow for alvor. Fra i morgen står den på tre dage med masser af hektiske aktivitet og møder og receptioner…

Sequoia National Park og Kings Canyon er ikke specielt kendt af danskere – især Kings Canyon er et ubeskrevet blad. Derfor var det en rigtig stor overraskelse, at naboparken til Sequoia havde så meget at byde på, at jeg endte med at bruge over halvdelen af min fredag i Kings Canyon.

Kings Canyon byder på en 30 miles lang vej gennem parken, der ender blindt ved Road’s End dybt inde i parken. Undervejs kravler man over et af bjergpassene for at køre ned i Kings Canyon, der kan sammenlignes lidt med Yosemite Valley – uden dog at have samme mangfoldighed at seværdigheder. Men mindre kan også gøre det, og Kings Canyon’s høje bjerge omkring den dybe canyon giver parken et flot bagtæppe. Ligesom i Yosemite vælter vandet ned i Kings Canyon fra adskillige vandfald, ligesom en brusende flod – Roaring River – suser gennem dalen med fuld kraft.

Vejen ned – og op på tilbagevejen – er i sig selv en seværdighed med masser af hårnålesving, fantastisk udsigt over dalen og stejle klipper til begge sider. Lidt af et ingeniørarbejde, da vejen blev anlagt af straffefanger tilbage i 30′erne.

Jeg tog flere afstikkere undervejs og gik bl.a. en skøn tur ned i dalen på Zumwalt Meadow – en grøn og frodig eng omgivet af imponerende bjerge hele vejen rundt. Ved Road’s End helt ude hvor vejen ender, kan man desuden se Muirs Rock, hvor pioneren og naturforkæmperen John Muir ofte holdt peptalks for sine medrejsende tilbage i starten af 1900-tallet. John Muir var en af forkæmperne for at skabe og udvide nationalparkerne i Californien – og har har som bekendt fået sin egen nationalpark nord for San Francisco, hvor Muir Woods ligger med en lille gruppe af redwoodtræer.

Gjorde også stop på Kings Canyon Lodge, der er den ældste lodge i Kings Canyon – enormt hyggeligt sted og fik en lang snak med ejeren, der ud over at drive lodge også fungerer som altmuligmand for bl.a. nationaparken.

Der er også store Sequoia træer i Kings Canyon – det er opper ved besøgscenteret ved Grant Grove, hvor man bl.a. kan se USA’s juletræ – eller The Nations Christmas Tree – forklaring følger i mit nye portræt af Kings Canyon. Men der også mange andre store og seværdige sequoia træer i Grant Grove. Alt i alt altså en fantastisk a ha oplevelse at se og opleve Kings Canyon.

Det intensive besøg i Kings Canyon betyder desværre også, at jeg ikke når til Death Valley i denne omgang. det bliver simpelthen alt for langt at køre, når jeg skal være retur i San Francisco lørdag aften. Så Death Valley når jeg ikke i denne omgang. Dertil er afstandene alt for store.

Resten af min fredag brugte jeg på at køre gennem Sequioa National Park, og her fik jeg også et par smagsprøver. Men jeg vender tilbage i morgen lørdag, så Sequoia kan få den opmærksomhed, parken fortjener. Sequoia National Park er endnu større end Kings Canyon, så der er underholdning nok til en hel dag. Desuden harv man gang i et besværligt vejarbejde, der sinker trafikken i parken, så det taget også sin tid. Men mere om det i morgen.

Lige nu sidder jeg på et Econo Lodge i byen Visalia i det centrale Californien, inden jeg vender Mustang’en i morgen og kører retur til Sequoia.

En sidste iagttagelse her på falderebet: Amerikanerne er (stadig) utroligt åbne overfor fremmede mennesker. Ihvertfald folk som mig, der rejser alene. Stødte idag på en amerikanske turist fra Texas, jeg også mødte i går i Yosemite. Og vi fik hyggesnakket lidt, mens vi fulgtes ad noget af vejen langs de snedækkede stier gennem Grants Grove i Kings Canyon. han var pensionist hobbyfotograf, og rejste rundt på egen hånd, når han “fik lov af konen”. Havde også været på Island og overvejde at tage til Danmark, Norge og Sverige. Skandinavien og Danmark har generelt en høj stjerne blandt de mere veluddannede amerikanere, som kender Europa.

Det er fordelen ved at rejse alene – så kommer man lettere i snak med andre medrejsende – selvom mange vil synes, at det er “ensomt” at rejse alene. Mig generer det ikke – selvom jeg også gerne vil have familien med på ferie. Men på en så komprimeret tur som denne med masser af hårnålesving og store distancer (her tilbagelagt cirka 230 miles/ 370 kilometer i dag), er det en klar fordel kun at have sig selv at tage hensyn til.

Der er allerede kø ved den sydlige indgang, da jeg ankommer til Yosemite ved 10 ritiden torsdag formiddag. Det tager dog ikke mere end et kvarter at komme ind i parken – til gengæld er parkeringspladsen ved Mariposa Grove med Sequoia træerne allerede fyldt helt op – og vejen op til Mariposa lukket af en ranger, der fortæller mig, at jeg skal tage en gratis shuttelbus fra et nærliggende hotel, hvis jeg vil op til det høje Sequoia træer.

Det har jeg ikke rigtigt tid til, så jeg satser på at snuppe Mariposa på tilbagevejen, når jeg kører ud af Yosemite sidst på eftermiddagen. Det var den helt rigtige strategi, viser det sig senere. Men køerne viser også med al tydelighed, at det gælder om at komme tidligt, når man vil ind i Yosemite – også på en hverdag i maj. Hvordan lange er køerne så ikke i Yosemite, når det er weekend og juli måned…

Nede i selve dalen er der også en del mennesker og biler, og det er ikke helt nemt at finde en parkeringsplads. Faktisk må jeg køre rundt i et kvarter, før det lykkes mig at komme af med bilen. Jeg er ganske enkelt lidt for sent ude her denne formiddag, hvor klokken er cirka 11, inden jeg er helt nede i Yosemite Valley.

Men da jeg endelig har fået smidt Mustangen tæt ved Yosemite Falls, er jeg i nærheden af alle de vigtigste seværdigheder – og det store besøgscenter, jeg naturligvis også skal ind og tjekke. jeg starter dog med at gå op til Yosemite Falls, et af de helt store vandfald i parken, som utallige fotografer har foreviget gennem tiden – inkl. naturligvis Yosemite’s egen mesterfortograf, Ansel Adams. Og der er fuld knald på vandstrømmen, der bare brager ned gennem det øvre og nedre Yosemite Falls – smeltevandet fosser ned i dalen. Det er dybt fascinerende og solen stråler fra en klar himmel.

I besøgscenteret starter jeg med at stikke hovedet indenfor i Wilderness Visitor Center – der hvor man køber tilladelser til overnatning ude i parken. Her får jeg at vide at en parkranger, at kablerne endnu ikke er sat op på Half Dome – de kabler, der gør det muligt at bestige Half Dome tid fods på en dagstur. Han forventer ikke, at kablerne kommer op før engang i slutningen af juni – planen var oprindeligt slutningen af maj! Så her er der sikkert mange, da har købt tilladelse til at bestige Half Dome i juni, der får sig en lang næse. Man skal på forhånd have købt tilladelse til at bestige Half Dome, hvilket jeg har skrevet om flere gange her på Highways i løbet af foråret.

Selve besøgscenteret er altid fint lige at tjekke ud med den lille udstilling om Yosemite historie og forvandling til nationalpark – og de mange kulturpersoner, der gennem tiden har haft indflydelse på Yosemites udvikling. Bag besøgscenteret vises der hver halve time en film om Yosemites historie, natur og geologi, og den bør man også have med. Velfortalt og underholdende i bedste amerikanske stil – positivt ment.

I det nærliggende Ansel Adams Gallery, der hylder Yosemite’s mesterfotograf, køber jeg et stort poster med et billede af Half Dome en vinterdag med en fuldmåne hængende lavt over Half Dome. Jeg kommer sikkert til at fortryde, at jeg nu har et stort paprør at slæbe rundt på, når jeg skal hjem i flyet, men den tid, den glæde.

Det er skønt at gå rundt i selve Yosemite Valley ude på de grønne frodige enge, der i januar 1997 var totalt oversvømmet af flere meter vand, da en varmfront fik sneen i højderne til at smelte og sendte kaskader af vand ned gennem dalen. Sådan kan Yosemite også være.

Midt på eftermiddagen er det retur op mod Mariposa Grove – men jeg tager lige et pit-stop ved El Capitain, klippen som alle bjergklatrere skal prøve mindst en gang i livet. Og når jeg zoomer ind med min telelinse, kan jeg ganske rigtigt se fire små prikker på bjergsiden, der hænger i en tynd tråd, på vej op af den lodrette bjergvæg. God tur!

Min knaldgule Mustang får undervejs et par beundrede blikke med fra to fransk unge fyre, der er på busrundtur i Yosemite, men som har mere travlt med at filme min gule Mustang – end Yosemite’s Bridaveil Fall, som jeg er holdt ind ved. Jeg lader dem filme, og de får også lov på skift at sætte sig ind i bilen, mens den anden filmer. Og selv da jeg forlader parkeringspladsen, filmer de stadig min Mustang – dejlig fornemmelse

Mariposa Grove er blevet åbnet for privatbiler igen, da jeg returnerer hen på eftermiddag – ganske som planlagt, så jeg tager vandreskoene på og begiver mig op i højderne. Her ligger sneen stadig på de fleste stier, så det gælder om at gå forsigtigt. Jeg går cirka halvvejs op gennem Mariposa Grove til nogle af de vigtigste træer, der er store – men ikke så store, som den jeg fredag skal opleve i Sequoia National Park. Derfor tager jeg den lidt med ro – og vælger kun en kortere tur rundt til nogle af de vigtigste og største træer – fotos følger i det opdaterede Yosemite Park portræt.

På vej ned fra Mariposa står en ung fyr med tomlen i vejret. Han ser OK ud, så jeg triller min Mustang ind til siden. Den unge fyr nåede ikke den sidste shuttelbus fra Marisposa Grove, så han er på vej ned til hotellet med parkeringspladsen, hvor hans bil holder, seks miles/ ti kilometer væk. Så han er mere end taknemmelig for at få et lift ned til sin bil. Han bor i Los Angeles, hvor han studerer økonomi, og har endda været i København sidste år – så det var en veluddannet blaffer, jeg tog med op. God fornemmelse, og han instsisterer endda på at give mig 20 dollars for sit lift, selvom jeg ikke ville have penge for den lille omvej. Men jeg får ikke lov at sige nej – et eksempel på den amerikanske taknemmelighed – og tipping-kulturen i USA. Sådan vælger jeg at tolke oplevelsen.

Nu er det så afsted mod Fresno et par timers kørsel syd for Yosemite, hvor jeg vil overnatte inden morgendagens tur til Sequoia National Park. Jeg ender på et Days Inn, der har kendt bedre dage, men som ligger strategisk godt ved vejen mod Sequoia – og med en Denny’s i nabolaget, hvor jeg spiser aftensmad. Denny’s er en fin middelrestaurant med servering uden de store dikkedarer – ikke alle er lige interessante, og denne hører til de mindre velholdte, men maden er god og serveringen som altid i top – prisen er på 12 dollars for en stor kyllingesandwich med fries og et glas frisk juice – og med tips til servitricen 16 dollars. Det kan man vist ikke brokke sig over.

Days Inn i Fresno koster 65 dollars inkl. state tax – også OK for en overnatning, som jeg havde valgt ikke at bestille i forvejen. Nu står den så på Sequoia og Kings Canyon. Fotos fra Yosemite kommer på sidenhen. Men I får lige to fra Yosemite herunder

Så er vi i gang med turen rundt til Californiens store nationalparker, Yosemite, Sequoia og Death Valley – inden Pow Wow starter på lørdag. Turen over Atlanten på 11 timer gik fint, selvom pladsen ombord på Lufthansa’s nye A380′er ikke var så imponerede som håbet. Men nu er verdens største passagerfly testet.

Ankomsten til San Francisco gik uden problemer – og det gik tjept med at komme gennem immigrationen, selvom man kunne frygte det modsatte, når godt 500 mennesker amkommer med samme fly og skal gennem immigrationen nogenlunde samtidigt. Men det havde amerikanerne tænkt på, og havde masser af luger åbne til at få folk igennem pastjek. m.v.

Hos Dollar Rent A Car ventede der en stor SUV til mig, som var forhåndsbooket gennem den nye formidler, Auto Escape. Men, men, men: Lige ved siden af den store Chevy SUV holdt der ikke mindre end fire Ford Mustangs, der ellers plejer at være svære at opdrive, når man skal leje. Jeg tog en hurtigt beslutning, og opgraderede min SUV til en knaldgul Ford Mustang for “kun” 25 dollars ekstra pr. dag. Det er til at overskue for fire dage. Så nu har jeg endelig fået fingre i en Mustang – det er første gang, det lykkes for mig Og den kører som en drøm, ligger godt på vejen, men bagagepladsen er absolut kun til en eller to personer, der rejser uden de store mængder bagage.

Trafikken ud af San Francisco var heldigvis begrænset, så det gik fint med at komme øst over mod Yosemite, gennem et område af Californien, jeg ikke tidligere har været i. Med masser af frugtboder og flugtplantager langs vejen. Californien er stadig et af USA’s store spisekamre.

I takt med at jeg nærmere mig Yosemite, blev solen afløst af skyer og gråvejr, der blev til regn, slud og sne, da jeg kørte op i højderne. Her lå sneen i flere centimeters højde langs vejen, så rygterne om en lang vinter taler sandt. Jeg genbrugte mit årskort fra efteråret 2010 langs Blue Ridge Parkway, da jeg kørte ind i Yosemite, der ellers koster 20 dollars at besøge i bil – for syv dages adgang.

Heldigvis dukkede solen op igen, da jeg havde lagt det nordlige bjergpas ved nordindgangen bag mig, og Yosemite Valley åbenbarede sig for mig med smukke klippeformationer med dagens sidste sollys, vandfald med masser af smeltevand fra bjergene og forholdsvis mange turister, den tidlige sæson taget i betragtning. Det blev til en hurtig rundtur rundt langs den ensrettede vej i dalen, inden mørket sænkede sig over Yosemite. Og så ellers syd ud af parken til byen Oakhurst lidt syd på Yosemite, hvor et fint lille motel (med morgenmad) ventede på mig.

Ved at tage en rigtig lang dag – og holde trætheden på afstand med Vanilla Coke, som det heldigvis lykkede mig at fremskaffe på vejen herud – så har jeg faktisk overstået mit jetlag på dag to – trods de ni timers tidsforskel. Men jeg sov også godt i nat! Apropos Vanilla Coke, så er denne smagsvariant åbenbert ved at blive taget til nåde igen. Jeg så, at jeg også kunne købe Vanilla Coke Zero – og den har jeg aldrig set før, så det bliver forhånbetlig lettere at få fingere i min smagsfavorit fremadrettet ;o)

Death Valley var ikke lige på min agenda, da jeg planlagde min rundtur inden Pow Wow i den kommende uge. Men nu har hotelkæden Xanterra, der driver hovedparten af de mange lodges i de amerikanske nationalparker tilbudt, at jeg kan få en overnatning på Furnance Creek Ranch inde i Death Valley fra på fredag til på lørdag.

Og da jeg ikke tidligere har boet inde i Death Valley, tager jeg chancen nu, og snupper en afstikker fra kulden oppe i Sierra Nevada bjergene – for at køre ind i dødens gryde, hvor temperaturerne lige nu ligger på mellem 22 grader om natten – og 37 grader om dagen. Men det er trods alt en meget tør varme.

Afstikkeren til Death Valley betyder også, at jeg ikke er tilbage i San Francisco før lørdag aften – og ikke som oprindelig planlagt tidligt lørdag. Til gengæld kan alle I læsere her på Highways-USA glæde jer til et frisk og opdateret protræt af Death Valley – og en situationsrapport fra Dødens dal på lørdag morgen dansk tid – hvis der ellers er hul igennem til nettet midt ude i ørkenen. Det kan jeg naturligvis ikke garantere. Men jeg glæder mig vildt meget til at opleve Death Valley og Furnance Creek på fredag – selvom det bliver lidt af en køretur i forhold til den oprindelige rute, da jeg skal sydom Sierra Nevada.

Dermed er der tre nationalparker på agendaen onsdag, torsdag, fredag og lørdag: Yosemite, Sequoia og altså Death Valley! Glæd dig til friske inputs og helt friske fotos fra tre af det vestlige USA’s mest fascinerende nationalparker fra på torsdag – dansk tid

Læs vores nuværende portrætter af Death Valley og Yosemite National Park

Så er der også booket udlejningsbil til de tre dage, jeg er på egen hånd i Californien – inden selve Pow Wow starter i San Francisco. Denne gang har jeg valgt at booke bil gennem Auto Escape, der siden sidste år har formidlet billeje i USA og Canada samt resten af verden. Det er dermed første gang, at jeg prøver Auto Escape af i praksis.

Bookingen af udlejningsbilen hos Auto Escape går fint, og jeg har et fornuftigt overblik over de forskellige bilmodeller, som jeg kan vælge mellem. Søge-funktionaliteten er blevet helt god, efter at Auto Escape har fået finjusteret nogle søgefelter, så du hurtigt kan finde frem til de oftest benyttede lufthavne i USA – frem for at skulle lede efter fx Miami, Los Angeles eller San Francisco på en meget lang liste over amerikanske byer.

Det er dog et minus, at du kun kan betale med enten Mastercard eller Visa, når du vil betale for din udlejningsbil. Hvorfor er fx American Express ikke med på listen, som undertegnede gerne ville have benyttet som betalingsmiddel?

Auto Escape skal til gengæld have ros for, at give kunderne mulighed for at tilvælge en forsikringsdækning, så du slipper uden om den selvrisiko, der ellers normalt er på glas, spejle og undervogn – hvis uheldet er ude. Vælger du tilvalgsdækningen “Super Cover USA”, skal du ikke betale nogen selvrisiko, hvis din udlejningsbil får skader på fx dæk, spejle, vinduer eller undervogn.

I praksis fungerer det sådan, at depositum/ selvrisiko bliver trukket på dit kreditkort, når du afhenter bilen. Dette beløb frigives så igen, når du returnerer bilen uden skader. Men er der skader på bilen, så beholder udlejningsselskabet dit depositum/ selvrisiko. Men efter hjemkomst vil Auto Escape så refundere dig din udgift til selvrisikoen – hvis du altså har tilvalgt forsikrings-dækningen “Super Cover USA”. I mit tilfælde kostede “Super Cover USA” beskedne 100 kr. Denne dækning er værd at tage med. Holiday Autos og E-biludlejning har i øvrigt lignende tilvalgsforsikringer, så du ikke risikerer at få en ubehagelig overraskelse – selvom du har alle de lovpligtige forsikringer og kaskoforsikring.

Når jeg vælger udlejningsbil, vælger jeg altid en bil med god plads og mindst fire døre. Det er ikke afgørende for mig at få en Ford Mustang at cruise rundt i, som det i øvrigt kan være ganske svært at få fingre i. Jeg tjekkede lige hos Hertz, og her var alle Ford Mustangs lejet ud – og det vel at mærke i maj inden højsæsonen sætter ind. Jeg kunne dog leje en Corvette, hvis jeg ville smide 5.000 kr. for tre dage. Men en Corvette er næppe lige sagen i Yosemite.

Mit valg faldt i stedet på en 5 dørs SUV med aircondition, der passer langt bedre til bjergkørsel og kølige temperaturer oppe i højderne. Som udgangspunkt er modellen en Jeep Grand Cherokee, men uden garanti for, at det er lige netop den model, jeg får at køre i. Som altid kan jeg selv vælge mellem en række bilmodeller inden for den valgte kategori, når jeg afhenter bilen. Så må jeg bare håbe på det bedste.

Bilen skal afhentes hos Dollar/ Thrifty biludlejning, og praksis hos dem er, at man skal betale den første tankfuld benzin ved afhentning. Til gengæld kan du returnere bilen med tom tank. Det er fast praksis, så det er der ikke noget at gøre ved. Men sørg for at have så lidt benzin i tanken som muligt ved returnering, så du ikke “spilder penge på ubrugt benzin”, når du kan returnere bilen med tom tank.

Naturligvis er der også fri kilometer inkluderet i billejen. Tilbage er der så bare at gætte på, hvor mange miles jeg kan nå at køre på tre dage i Californien. Et god bud lyder på 800 miles – afstandene er trods alt ganske betragtelige.

Læs meget mere om de forskellige biludlejningsselskaber i USA
Læs også vores artiklen om billeje i USA i praksis

Så er der ved at være styr på rejseplanen for min uge i Californien, og slagplanen lyder som følger:

Onsdag den 18. maj 2011:
Jeg lander i San Francisco kl. 11.55 lokal tid den 18. maj – efter 11 timers non stop flyvning fra Frankfurt med Lufthansa helt nye A380. Men på trods af formodet jet lag p.g.a. ni timers tidsforskel, så skal jeg udnytte tiden og opleve noget fra dag 1. Jeg starter derfor med at afhente min lejebil hos Dollar/ Thrifty – jeg har booket en SUV, så nu må vi se, hvilken konkret bilmodel, jeg ender med at få udleveret.

Efter en forhåbentlig smertefri ankomst og immigationsbehandling i San Francisco International Airport og afhentning af bagage og lejebil, sætter jeg kursen mod øst og Yosemite National Park. Jeg har booket en overnatning på Oakhurst Lodge i byen Oakhurst sydvest for Yosemite den første nat, så jeg bor forholdsvis tæt på Yosemite – uden at bo inde i selve parken. Yosemite ligger cirka tre timers kørsel øst for San Francisco, men jeg kan muligvis gøre det på to en halv, da jeg sparer turen ind gennem San Francisco. Alt efter hvor frisk – eller træt jeg er efter flyveturen, vil jeg forsøge at opleve lidt af Yosemite allerede på førstedagen.

Torsdag den 19. maj 2011:
Efter en formentlig god nats søvn, kører jeg ind i Yosemite igen og gør parken færdig i løbet af torsdagen. Jeg vil give mig god tid til at opleve parkens besøgscenter og bl.a. se nogle af fotografens Ansel Adams berømte sort/ hvide fotos af Yosemite. Hen på eftermiddag sætter jeg så kursen mod syd for via Fresno at køre ned mod Sequioa National Park. Jeg har med vilje ikke bestilt overnatning denne nat, da jeg vil have en løs bagkant uden en for stram tidsplan. Så alt efter hvor meget tid jeg bruger i Yosemite, tager jeg enten et par timer i Sequoia torsdag – eller venter til om fredagen. Kings Canyon – den nordlige del af Sequoia National Park – er sandsynligvis endnu ikke åben for trafik p.g.a. sne i bjergene, så den må vente til en anden gang.

Fredag den 20. maj 2011:
Sequoia har jeg aldrig været i før, så jeg vil give parken den opmærksomhed, den fortjener – og skrive en helt ny guide til Sequoia til Highways-USA. Jeg glæder mig meget til at besøge denne nationalpark, der er en af de få nationalparker i Californien, jeg endnu ikke har besøgt. Når mørket falder på, sætter jeg kursen mod San Francisco, der formentlig ligger fire-fem timers kørsel fra San Francisco. Jeg har ikke booket overnatning denne nat – igen for at have en elastisk rejseplan.

Lørdag den 21. maj 2011:
Når jeg har retureneret min udlejningsbil i San Francisco Airport lørdag formiddag, tager jeg den forholdsvis nye metrolinje ind til Downtown San Francisco, hvor Palace Hotel venter. Jeg satser på lige at tjekke Chinatown, North Beach og Fisherman’s Wharf ud, så jeg lige bliver opdateret på, at de ligner sig selv siden jeg sidst var i San Francisco i 2008. Lidt research til en opdatering af storbyguiden til San Francisco.

Om aftenen venter det første sociale arrangement, hvor Washington D.C., Virginia og Maryland – også kaldet Capital Region – har inviteret til fest på natklubben Mezzanine, ikke langt fra Palace Hotel. Lørdag skal jeg også lige forbi konference centeret og hente mit badge og pressemappe, der giver adgang til alle aktiviteter og begivenheder under Pow Wow.

Søndag den 22. maj 2011:
Så er Pow Wow for alvor skudt i gang. Søndagen starter med pressebrunch nede i The San Francisco Ferry Building ved Fisherman’s Wharf, der inkluderer diverse lækkerier fra lokale kokke og spisesteder.

Direkte efter pressebrunchen starter de guidede presse rundture i San Francisco, der for mit vedkommende går til Castro, hvor vi får en insider tur rundt i det homoseksuelle kvarter i San Francisco, der er verdensberømt for sin tolerence. Sidst på eftermiddagen skal jeg på en tur til Alcatraz og om aftenen er der den store Pow Wow åbningsevent, der finder sted på Pier 39 med udsigt til Alcatraz. Åbningsaftenen på Pow Wow plejer at være helt ekstraordinær, så der bliver sikkert masser af pindemadder, drinks og underholdning med musik og optræden.

Mandag den 23. maj 2011:
Mandag er den store dag i konferencecenteret, så her går hele dagen med møder med udstillere, amerikanske stater, seværdigheder, attraktioner m.v. fra hele USA. Ekstremt hektisk dag, så man er godt bombet ud på eftermiddagen. Igen er der receptioner og pindemadder om aftenen – masser endda, for mandag aften er den aften, hvor der holdes et væld af Pow Wow receptioner over hele byen. Selv skal jeg til fest hos Oregon og Texas – foruden en række “mindre” receptioner. Det bliver en voldsomt hektisk mandag – uden ret meget nattesøvn. Men jeg kan jo sove, når jeg bliver gammel. Læs mere i artiklen Cocktail parties i San Francisco

Tirsdag den 24. maj 2011:
Med risiko for at sove for længe tirsdag morgen, hvilket bare ikke må ske, står tirsdag formiddag i pressemødernes tegn. Det er obligatorisk, at man som journalist skal deltage i disse – jeg plejer nu at stikke af ved frokosttid, da disse pressemøder kan være en ret søvndyssende affære. Efter frokost er det ud i byen og se nogle af de ting, jeg er blevet inspireret til i løbet af Pow Wow – så den er åben. Om aftenen afholdes der endnu et stort Pow Wow arrangement i Golden Gate Park – Club Night kaldes denne event, og de finder sted i området ved de to nybyggede museer, De Young Museum og det naturhistoriske nabomuseum, California Academy of Sciences. Det bliver noget med masser af D.J.’s, musik og drinks, fest og farver.

Onsdag den 25. maj 2011:
Onsdag er Pow Wow 2011 så slut for mit vedkommende, selvom onsdagen også er officiel Pow Wow dag med møder i konferencecenteret. Men af hensyn til familien hjemme i Danmark, har jeg valgt at korte det officielle Pow Wow ned med en enkelt dag, der alligevel sjældent er voldsomt interessant. Godt nok misser jeg den store finale fest, men sådan må det være i år. Og der er jo også Pow Wow igen i 2012 – i Los Angeles i øvrigt, og hvis jeg bliver inviteret med atter engang, siger jeg naturligvis JA TAK! Næste år vil det store projekt så være at lave en rigtig solid byguide til Los Angeles, som er voldsomt overset af danske turister. Men det er en helt anden historie.

Hjemrejsen ud af San Francisco sker med Air Canada, som jeg får fornøjelsen at prøve for første gang: Både indenrigs og udenrigs, da jeg skal via Toronto. Og turen fra San Francisco til Toronto er “indenrigs” i nordamerikansk sammenhæng, mens turen fra Toronto og direkte til København er en international rute med masser af service ombord. Jeg glæder mig til at prøve Air Canada af i praksis, der har ry for at være et af nordamerikas bedste flyselskaber.

Således en hektisk uge i Californien: Følg med her på bloggen og på Facebook fra den 18. maj 2011

Hvis du tilfældigvis – som undertegnede – skal til San Francisco, og du har en Iphone, kan du helt gratis hente Lonely Planet’s San Francisco City Guide til din Iphone. Den er nemlig – som den eneste af Lonely Planet’s mange City Guides – helt gratis. Alle andre koster 36 kroner at hente i App Store, og alle de store amerikanske og canadiske byer har hver deres City Guide. København har naturligvis også sin egen City Guide App til Iphone – i alt findes der p.t. (april 2011) 58 city guide til storbyer verden over.

Lonely Planet’s City Guide til San Francisco er en online kopi af den trykte udgave, og så kan man altid diskutere, om det er bedst at have en elektronisk eller en trykt udgave i hånden. Jeg har under alle omstændigheder både den trykte og Iphone-udgaven med mig til San Francisco, når jeg flyver til San Francisco den 18. maj.

En af fordelene ved Lonely Planet’s City Guide til San Francisco er, at du så altid har et bykort lige ved hånden – også selvom du ikke er online. Og nøjes du med at bruge den indbyggede GPS i telefonen, er det gratis. Forudsat at du kun benytter det indbyggede Lonely Planet bykort.

Lonely Planet har også samlet en række små sjove vinkler på San Francisco, som fx sektionen “How Much?”, hvor du i stikordsform får Lonely Planets bud på priser på alt fra en kop kaffe til vand på flaske. Prisen på en gallon benzin virker dog ikke helt opdateret – de nuværende høje benzinpriser i USA taget i betragtning.

“Festivals & Events” sektionen er også ganske fin, hvor du måned for måned tages med gennem tilbagevendende begivenheder i San Francisco alle årets 12 måneder. Og under “Advance Planning” kan du læse, hvad du bør foretage dig to måneder, tre uger, en uge og en dag, før du rejser til San Francisco. Meget sjov læsning.

Til gengæld vil de færreste nok give sig i kast med de lange artikler i “Background”-sektionen, der passer bedre til hyggelæsning i bogform frem for at sidde og bladre sig igennem de lange tekster på din Iphone. Især når man ved, hvor hurtigt en Iphone typisk løber tør for strøm.

Jeg vil personligt nok ikke kaste mig ud i at købe ret mange City Guides fra Lonely Planet til min Iphone – dertil er 36 kroner i mine øjne nok lige i overkanten. Og så foretrækker jeg nok stadig den velkendte guidebog i trykt form. Men når man nu kan få City Guiden til San Francisco helt gratis – og i øvrigt også Lonely Planet’s mexicansk-spanske parlør helt gratis – kan du jo lige så prøve Lonely Planet’s Iphone App af.

Så er der styr på overnatningen i San Francisco, når jeg skal til International Pow Wow i San Francisco i midten af maj. Som journalist er man inviteret af U.S. Travel, der er så venlig at betale for ens overnatning, så dermed slipper jeg selv for at skulle betale for mit ophold i San Francisco.

Årets Pow Wow hotel er et af San Francisco’s mest elegante hoteller, Palace Hotel, oprindelig fra 1875, men genopført efter det store jordskælv i San Francisco i 1906. Hvis jeg selv skulle betale, havde jeg nok valgt lidt mere ydmyg omgivelser, men der er tradition for, at Pow Wow hotellerne i de fleste tilfælde har en ganske høj standard.

Palace Hotel ligger midt i Downtown, og jeg kan således slentre direkte ned til Union Square, Chinatown eller tage en sporvogn ned til Fisherman’s Wharf. Det bliver dog nok begrænset, hvor meget tid jeg får til at lege turist, de mange aktiviteter og pressemøder, der typisk følger med, når jeg er til Pow Wow.

Der er i øvrigt tradition for, at de nordiske delegationer bor på samme hotel, således også i år. Så der skal nok blive plads til lidt hygge i hotelbaren.

Men billeder siger som bekendt mere end ord, så her lidt smagsprøver fra årets Pow Wow hotel:

Redaktionen har modtaget disse spørgsmål om en ferie i motorhome i Californien, Arizona og Nevada i højsæsonen i juli måned:

Jeg har tidligere fået nogle fine svar på Facebook, så nu prøver jeg lige med lidt mere detaljerede spørgsmål. Vi skal afsted fra 1. – 21. juli 2011 med et 30 fods motorhome og tvillinger på knap tre år. Det skal nævnes, at vi var i Florida sidste sommer på samme tid og med samme rejseform og størrelse motorhome.

Vores rute er som følger:
Los Angeles – Grand Canyon
Grand Canyon – Las Vegas
Las Vegas – Sequoia National Park
Sequoia – Yosemite
Yosemite – San Fransisco
San Fransisco – Napa Valley
Nappa Valley – Highway 1 – Los Angeles

Vi har planlagt ruten og fundet relevante campingpladser rundt omkring, men nu er spørgsmålet så, om vi skal booke alle pladserne hjemmefra?

Det er jo en ret stor vogn, vi skal køre rundt i, og i forhold til San Fransisco, vil vi helst ikke have den med ind til byen. Er det muligt at parkere vores motorhome inde i byen og gå rundt derfra? Eller er det bedre at booke plads på en campingplads og så tage med en shuttlebus ind til byen?

Jeg har læst, at der ved Monterey Bay er en bådtur, hvor man kan komme ud at se hvaler. Skal denne lige som andre seværdigheder bookes hjemmefra, eller gør man det på dagen?

Angående Universal Studios og Disneyland, er der her også her en fordel at booke hjemmefra?

På forhånd tak for svar, og tak for en super hjemmeside med rigtigt mange gode tips. Mange hilsner Cathrine Andreasen

Vi har modtaget dette spørgsmål om en tur ned langs Stillehavskysten fra Seattle til Los Angeles:
Vi har været inde og kikke på din utroligt inspirende hjemmeside, da vi har planer om at køre fra Seattle til Los Angeles til sommer. Men vi har kun 17 dage til turen, og vi vil naturligvis også gerne have mulighed for at lave et par afstikkere til de seværdigheder, vi kommer til på vejen. Er 17 dage realistisk?
På forhånd tak for hjælpen
Helle & Kurt Kiholm

Redaktionen har modtager dette spørgsmål om ranchferie og rideferie i Californien:
I maj skal vi en tur rundt i Californien i et motorhome, og blandt mange andre ting kunne vi godt tænke os en tur på hesteryg. Har du nogen erfaring med det – eller kender du nogle links til steder, som vi kan bruge?
På forhånd tak, Torben Jørgensen, Odense C

Redaktionen har modtaget dette spørgsmål om Highway 1 og Highway 49 i Californien:
Jeg skal til USA til sommer, og min plan er at flyve til Missouri og hente min datter efter et års high school ophold og derfra flyve til Los Angeles og så køre i bil til San Fransisco. Derfra flyver vi til Washington D.C. for at se Det Hvide Hus, monumenterne. m.v. I den anledning har jeg følgende spørgsmål:
Byder Highway 1 i Californien på meget bjergkørsel ? Er der ikke også en Highway 49, der også er en oplevelse? Bør vi overveje at bytte rundt og tage Washington D.C. før Californien? Og måske San Francisco før Los Angeles? Giv os gerne lidt gode råd, hvis I har tid og lyst.
På forhånd tak, Stig Brage

Redaktionen har modtaget dette spørgsmål om overnatning inde i eller udenfor Yosemite National Park i Californien:
Jeg er ved at planlægge vores tur til USA i 2011, og har lige et spørgsmål: Vi planlægger at skulle bo fire nætter i Yosemite National Park fra den 4. juli. Vil du anbefale, at vi bor inde i parken eller udenfor? Og har du evt. et forslag til et sted, du kan anbefale?
Med venlig hilsen
Carsten Lindorff

Der er dømt dansk-amerikansk hygge, når Solvang i Californien fejrer Danish Days i dagene fra den 17. til den 19. september 2010. Begivenheden, der mest har karakter af en byfest, fejres over tre dage, og der bydes bl.a. på en konkurrence om at spise flest “aebleskiver”. Men man kan også få serveret en stykke dansk medisterpølse i løbet af weekenden.

Ud over de kulinariske indslag er der flere parader gennem Solvang foruden en koncert, og det lille udvandrer museum Elverhøj Museum arrangerer “Living History Days” den 18. og 19. september, hvor man levendegør historien om de danske udvandrere i Solvang med nationaldragter og andre events.

Solvang blev grundlagt i 1911 og kan dermed fejre sit 100 jubilæum næste år, hvilket vil blive fejret med en række arrangementer i løbet af hele 2011 – bl.a. en udvidet udgave af Danish Days i september 2011. Men lige nu og her gælder det altså Danish Days fra 17. til 19. september 2010.

Læs mere om Danish Days i Solvang
Tjek vores nye portræt af Solvang i Californien

Redaktionen har modtaget dette spørgsmål om Lake Tahoe på grænsen mellem Nevada og Californien:
Jeg synes ikke at kunne finde noget på Highways-USA.com angående Lake Tahoe. Er det rigtigt? Vi er en lille familie, der planlægger en ferie i 2011 til Californien. I den forbindelse overvejer vi at besøge Lake Tahoe. Kan du anbefale en bestemt del af søen? Eller nogle seværdigheder, der absolut skal ses? P.S.: Tak for en rigtig god hjemmeside. Meget nyttig og inspirerende!
Med venlig hilsen Carsten Lindorff