Indrejse i USA i op til 90 dage
Redaktionen har modtaget følgende spørgsmål om 90 dages indrejse i USA:
Jeg har været i USA på et turistvisum i de 90 dage, som jeg måtte. Nu er jeg så i Danmark, men vil rejse tilbage til USA om en uges tid og blive endnu 90 dage. Mit spørgsmål er bare om myndighederne i USA mon vil lade mig komme ind på endnu et 90 dages visum?
Og er der nogen måde, hvorpå jeg kan sikre mig indrejse? Jeg har tænkt på at søge om et 6-måneders turistvisum, men som jeg læste i en af jeres artikler, tager det jo lidt tid at få sådan et - og er man så overhovedet sikret, at de ikke stadig kan nægte mig indrejse? Derudover har jeg heller ikke brug for at være i USA længere end 90 dage.
Jeg har også læst et semester i USA for et års tid siden, hvilket gør at de amerikanske myndigheder har endnu mere grund til at tro at jeg vil blive i landet og dermed nægte mig indrejse.
Hvad er det bedste at gøre, for at jeg ikke ender med at bruge 10 timer på at rejse derover, for derefter bare at blive sendt direkte hjem igen?
Mange hilsner
Hannah Schmidt

marts 4th, 2010 at 17:44
Reglerne for indrejse i USA er komplekse, men i din situation ville jeg ikke umiddelbart være så bekymret. Da du har overholdt reglen om at rejse ud af USA igen inden for de tilladte 90 dage, vil du ikke umiddelbart have problemer med at rejse ind i landet igen i yderligere 90 dage.
Det afgørende i denne forbindelse er, at du har forladt det kontinentale USA, og er rejst hjem til Danmark. Det er ikke nok at tage til fx Canada eller Mexico for at “nulstille” de 90 dage.
Og da du har overholdt 90 dages reglen ved dit forrige ophold, vil du ifølge reglerne uden problemer kunne rejse ind i USA igen i yderligere 90 dage. Og da du som du skriver ikke skal opholde længere i USA end maksimum 90 dage på den kommende rejse, er der altså ingen grund til at søge turistvisum. Så jeg ser ingen grund til, at amerikanerne skulle nægte dig indrejse.
Dit tidligere studieophold burde ikke have nogen indflydelse på din mulighed for at rejse ind i USA igen.
Det er ikke mere end en 14 dage siden, at jeg talte med en af de ansatte i immigrationsafdelingen på Den Amerikanske Ambassade om netop 90 dages reglerne, så derfor er jeg ret sikker i min sag. Ovenstående forudsætter naturligvis, at du ikke har været i konflikt med amerikansk lov under dine seneste ophold, men det regner jeg ikke med er tilfældet.
Du kan altså uden problemer pakke kufferten og sætte kursen mod USA igen om en uges tid. Og du kan i øvrigt genbruge din elektroniske indrejsetilladelse - den såkaldte ESTA-godkendelse - uden at skulle søge om en ny, da din elektroniske ESTA-godkendelse er gyldig i op til to år, uanset hvor mange gange du rejser til USA i denne periode. Jeg går ud fra, at du har fået en ESTA-godkendelse, inden du rejste til USA for tre måneder siden.
Du kan læse mere om ESTA-reglerne i vores artikel om pas- og visareglerne til USA på http://www.highways-usa.com/rejsetips/pasregler.php
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og vil ønske dig en god tur til USA.